Tænderne har stor betydning for vores generelle helbred. Infektioner i tænderne kan gør os syge, og det er derfor vigtigt at gå til tandlæge, hvis både tænder og resten af kroppen skal være raske. Men nye tal fra Danske Regioner viser, at 44 % af unge født i 1996 ikke har været forbi en tandklinik, siden de fyldte 18 år. Det er altså 32.000 unge i 20 årsalderen.
Når de unge ikke går til tandlæge, kan de risikere at få alvorlige problemer med deres tænder, når de bliver ældre. Derfor sender regionerne fremover en e-boks-besked hvert år til alle unge, fra de fylder 18, som skal minde dem om at gå til tandlægen.
– Tandlægen er måske ikke den første, man husker at ringe til, når man fylder 18. De fleste har fuld gang i uddannelse, sport og kærester, så derfor vil vi hjælpe med at huske dem på, at de selv skal bestille tid, siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg.
Tandlægeforeningen og Danske Regioner har netop lanceret kampagnen ”Get back in the Game”, der skal fange de unge på de sociale medier.
– Jeg er glad for, at vi sammen med Danske Regioner nu gør de unge opmærksomme på vigtigheden i at gå regelmæssigt til tandpleje. Den bedste forsikring mod tandsygdomme og store tandregninger er at gå regelmæssigt til tandpleje, siger formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg.
Kilder: Danske regioner
Forrige artikelBalance i maven giver mindre stress
Næste artikelSøvnforstyrrelser ved skærmbrug – dagslys er løsningen