Berusede unge i landets gymnasier vækker alarm. Hver fjerde gymnasielev går i byen om torsdagen, og nogle har problemer med frisk fremmøde fredag i skolen.
Druk om torsdagen er populært blandt gymnasieelever. Rektorformand opfordrer forældre til at træde i karakter.En ud af fire 18-årige drikker alkohol om torsdagen, og det kan mærkes i landets gymnasieklasser, hvor eleverne møder berusede eller svært tømmermændsplagede fredag morgen. Det skriver månedsmagasinet Samvirke, som i samarbejde med analyseinstituttet Zapera har spurgt 1500 unge mellem 15 og 25 år om deres torsdags-drikkevaner.
I gennemsnit drikker én elev i hver gymnasieklasse over ti genstande, og møder dermed fuld op til undervisningen.
Formanden for gymnasierektorerne, Peter Kühlmann, siger, at lærerne jævnligt fortæller om berusede elever. – Weekenden har bredt sig til torsdag. Elever kommer for sent. De er sløve og har svært ved at lære noget. Vi har også et stigende frafald, og noget af det skyldes alkohol, siger Peter Kühlmann til Samvirke.
Han mener, at elevernes torsdagsdruk, også kendt som “Lille-fredag”, ligger uden for skolernes rækkevidde og ansvar. – Det er forældrenes ansvar. De skal træde i karakter. Mange forældre tænker, at nu da børnene er kommet i gymnasiet, er de også blevet voksne. Men der er de ikke, siger Peter Kühlmann, der undrer sig over, at forældrene overhovedet accepterer, at de unge drikker på hverdage.
Diskoteker lokker med tilbudFor de unge er det nemt at finde gode torsdag-tilbud på diskotekerne. Eksempelvis lokker diskotek Dakota i det indre København med champagne og øl ad libitum for en flad halvtredser. Og festen varer til klokken fem fredag morgen.
– Vi gør det billigt for at få folk ind og tjene penge. Når vi gør det billigt, rammer vi de unge. Kommer der en super god fest om torsdagen, skaber vi tiltro til et sted, hvor det også er fedt at være om fredagen siger barchef på Dakota, Mikkel Nilsen til Samvirke.
– De billige torsdage henvender sig til studerende. Folk, der går i skole, mener, at de godt kan undvære en skoledag, tilføjer han.
Kilde: Berlingske Tidende