Usikkerhed: Kend dig selv og dine følelser – eller find et nyt jeg!

Af: Birgitte Aagaard, coach

Foto: Shutterstock

Hvad enten du er ung eller oppe i årene, så kender du det garanteret: At du af og til oplever usikkerhed på dig selv. Der er noget, der ikke fungerer i dit liv … Og du spørger dig selv: Hvem er jeg – egentlig? Og hvordan vil jeg gerne være?

Det at føle sig usikker og rådvild og grundlæggende i tvivl om sin egen identitet forbindes oftest med det at være ung, men reelt er det et grundvilkår, som dukker op, hver gang vi kaster os ud i noget nyt, nye relationer, nyt job osv.

Hver gang, vi placerer os selv i en ny sammenhæng eller indtager en ny rolle, må vi lige mærke efter, hvor vi er: Hvordan reagerer andre på mig? Kan de lide mig? Opfylder jeg forventningerne? Hvad skal jeg gøre for at passe bedst muligt ind i den her gruppe?

Usikkerhed: Passer jeg ind?

Som ung er du pr. definition uerfaren – i ordets konkrete betydning: Du har ikke prøvet så meget endnu. Du har ikke afprøvet dig selv i så mange forskellige miljøer, venskaber, forhold, arbejdspladser osv., og det giver en naturlig usikkerhed. Foran ligger der et “livsstudium”, hvor du konstant lærer forskellige sociale koder at kende og justerer dine valg og din adfærd med eller mod dem.

For nogle bliver det en kamp, fordi vi som individer ikke altid passer ind i “skabelonen”. Hvis du f.eks. tidligt i livet oplever at blive kritiseret af omgivelserne, fordi du afprøver nye interesser, anden beklædning eller omgangskreds, kan du risikere at give op og sidde fast i en identitet, som ikke passer dig.

Som forældre kan vi let begå den fejl at tro, at det ”sikre” (læs: sædvanlige) er det bedste, men det er det bare ikke for alle. Der SKAL være plads til at vise andre følelser og andre sider af sig selv end dem, der er belejlige!

Lad for Freuds skyld aldrig teenageren i dit barn, dig selv eller dine omgivelser dø helt ud! Ellers risikerer du at forblive ”uerfaren”, fanget i en skabelon, som du måske aldrig har udfordret …

Kan jeg være en anden?

Der er en stor fordel i at være uerfaren som ung: Du har ikke fået dig ALT for mange vaner, fastgroede synspunkter og blinde vinkler endnu. Det er alt andet lige lettere for dig at forvandle dig, fordi du har flere oplagte chancer til gode. Lad dem ikke gå til spilde.

Det er som at stå foran et klædeskab: Vil jeg være den søde, kreative og følsomme i dag? Vil jeg være rå, udfordrende og “på barrikaderne”? Eller vil jeg være tjekket, business-like og lidt kølig? Uanset om du står på vej ud ad døren til skole, uddannelse eller job – er 16 eller 36 eller 56 – så kan du VÆLGE at ændre din egen rolle. Lidt eller meget.

Livets make-over

Personlig forandring handler naturligvis ikke kun om, hvad du tager på fra dit klædeskab, men især din indstilling til livet og dine muligheder.

Hvis du har lyst til at skubbe grænsen for, hvem du (også) er, så vil det ofte være nemmest at afprøve det et nyt sted eller sammen med nye mennesker, f.eks. på en bytur, til et karneval, på en rejse, et nyt studium, efterskole eller højskole – eller blot til et arrangement, hvor dine venner/familie måske ikke er med.

Mærk efter, hvad det gør ved dig. Kan du lide det?

Måske er det noget, du skal have integreret i dagligdagen – i større eller mindre grad …

Og du kan altid justere og prøve igen. Livet er én lang ”make-over”.

TØR jeg være en anden?

Det værste vi ved, er at træde ved siden af. Når folk kigger skævt til os. Og hvis vi falder igennem. Læg mærke til metaforerne … Det handler alt sammen om IKKE at være der, hvor vi forventes at være, men i stedet der, hvor det er utrygt at være, ifølge normen.

Det kræver mod at turde (prøve) at være en anden. OG det kan føles som en lukket ring – en kat, der bider sig selv i halen for at blive mæt … Fordi, den sikkerhed og robusthed, som vi søger, kræver generelt, at vi på et tidspunkt overvinder os selv og kaster os ud i det. Prøver du ikke, så får du aldrig vished – eller når ud over denne usikkerhed.

Modet til at vove pelsen kommer først og fremmest af din vilje: ”Jeg kan ikke holde mig selv UD længere – jeg vil ikke have det sådan her mere!” Og så måske nysgerrigheden og inspirationen fra andre, der gør og kan noget af det, vi selv drømmer om.

Skråsikre rollemodeller

Når vi møder et menneske, der hviler i sig selv, ser vi blot slutresultatet. Alle forsøg og fejltrin frem dertil er usynlige. Personens sikkerhed virker ’medfødt’, men tro mig, det er den ikke.

Jeg har endnu ikke mødt et menneske, som fra fødslen har været fuldstændig skråsikker på, hvem han eller hun var eller skulle være. Den rollemodel, som vi – som unge og ældre – finder i et beundringsværdigt menneske, er ikke falsk, men blot én facet af den person, ét stadie.

Jeg har altid syntes, at de bedste rollemodeller er dem, der udfordrer sig selv. Er selvironiske, åbne for kritik, og ydmyge over det, de har opnået.

Hvorfor? Fordi det viser, hvordan de har haft VILJEN til at forandre sig og har arbejdet for det, de ønskede at opnå med sig selv.

Alene i deres kamp mod målet er der masser af inspiration at hente. De mange biografier, der udgives i disse år, er en guldgrube for dig, der vil udforske livets mangfoldighed og muligheder.

At finde fodfæste trods usikkerhed

Så hvad er ”identitet” egentlig for en størrelse?

For mig er det en blanding af selvopfattelse, selvfølelse og personlighed. Der findes mange langt mere akademiske tilgange til det emne, men her handler det om:

1) hvordan du betragter dig selv som person,

2) hvordan du har det med det, og

3) hvordan du er som ”type” i din adfærd, dine følelser og reaktionsmønstre i relationen til andre mennesker.

Det at føle sig tryg i sig selv og sin identitet, forudsætter din egen accept af den, du er, og de følelser, du har – og viser. Det er også det, vi kan kalde ”fundament”: At du står fast.

Det springende punkt er, at vi altid bliver overrasket af livet. Du synes lige, at du havde styr på det, og så kommer der et menneske eller en situation, som bringer dig ud af fatning og skaber en ny usikkerhed.

Med et godt fundament – en grundlæggende accept af dig selv, inklusive dine fejl og mangler – vil du imidlertid være i stand til hurtigt at finde fodfæstet igen – fordi du tør se dig selv i øjnene og handle derudfra.

Føle det, du føler

Hvordan gør du det helt konkret, især hvis du er “uerfaren” eller er bragt ud af kurs?

Det vigtigste er IKKE at kigge den anden vej! Med det mener jeg, at du i stedet for at undvige og skubbe dine følelser til side, tager dem alvorligt. Du skal ganske enkelt øve dig i at mærke, hvad der er rigtigt for dig selv, f.eks. ved at skrive dagbog, søge en god coach/psykolog – eller som en start bruge ”Følelsesdetektoren” nedenfor.

Hvis du vil være tilfreds med livet og dig selv, kræver det, at du kender dig selv – både på retsiden og vrangsiden. På den måde kan du ”lære at turde”, være både modig og rummelig over for dig selv. Du skal ganske enkelt stille spørgsmål til dig selv – ikke selvkritiske spørgsmål, men selvundersøgende spørgsmål.

Nyttigt navlepilleri

Fra 80’erne og frem har der været en del rynken på næsen ad enhver form for ”navlepilleri”. Vi har især målt os selv og andre på karriere og materiel status. F.eks. har sammenligning af biler, huse og dyre (og miljøbelastende) ferier i udlandet længe været et hyppigt samtaleemne ved diverse middagsselskaber.

Nu lader der til at være nye tider på vej, fornemmer jeg. Det materielle praleri er blevet lidt kikset. I stedet kommer de varige ”goder” – fællesskab, fordybelse, samfundssind, bæredygtighed – i stadig højere kurs, når vi søger lykken, og når vi forsøger at identificere os med noget.

I modsætning til yuppie-fordommene er det at arbejde bevidst med sine følelser og sin selvopfattelse desuden et regulært og hårdt stykke arbejde.

Ja, det kan ende ud i en mere eller mindre spirituel virkelighedsflugt for nogen, men for dig, der forholder dig konkret til dette udviklingsarbejde, kan det være vejen til at styrke dit eget fundament, dit fodfæste, din handlekraft – og komme ud over en usikkerhed.

Selvudvikling har længe været et fy-ord, men lad os gøre kritikerne til skamme. Hvem vil ikke gerne kunne løfte panden og sige: Jeg kender FAKTISK mig selv, jeg ved hvad jeg føler, og hvad jeg står for.

”Følelsesdetektoren”

Hvad er det egentlig for en følelse? Skuffelse, sårethed, vrede, bitterhed, misundelse, jalousi, modløshed, ligegyldighed osv.

Hvorfor føler jeg sådan? Forventede noget andet, bristede illusioner, ensomhed, uheldige omstændigheder osv.

Hvor kommer denne følelse fra? Kender du den fra tidligere situationer? Genkender du den fra de mønstre, der er i din familie? Skyldes følelsen, at du sammenligner dig med andre og en ”fælles norm”?

Hvilken funktion har følelsen? Fungerer følelsen som en overspringshandling pga. manglende mod/energi/vilje til forandring, en undvigemanøvre ved en ubehagelig situation, forsvar mod at forholde sig til kritik eller reaktioner fra andre?

Er følelsen reel? Er den en vane? Dækker den måske over en anden og endnu mere ubehagelig følelse? (Hvis anden følelse, start forfra).

Accepterer du følelsen? Står du ved følelsen, eller forsøger du at skjule den? Har du fortalt andre om følelsen? Også den eller de personer, som den måske vedrører (hvis relevant)? Hvad skal der til, for at du accepterer følelsen?

Kan følelsen motivere dig? Hvad er mest hensigtsmæssigt for dig: At lære at leve med/acceptere følelsen, som den er, eller ændre dens forudsætninger? Kan du se dig selv handle/ændre på den situation, der udløser følelsen eller reaktionsmønsteret? Hvad skal der til, for at du kan træffe sådan en beslutning? Hvad skal målet være?

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*