Du kan komme i berøring med nanopartikler, når du smører dig i solcreme, overfladebehandler sofaen eller spiller tennis . I fire ud af fem tilfælde kan du ikke se, hvilke kemikalier der er i produkterne.
På langt de fleste produkter med de omdiskuterede nanopartikler kan man ikke se, hvad partiklerne er lavet af, viser en undersøgelse.En undersøgelse, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og DHI Institut for vand & miljø har lavet for Miljøstyrelsen, viser, at der er nanomaterialer eller brugt nanoteknologi i 243 forskellige produkter.
Og på omkring 80 procent af produkterne kan man ikke se, hvilke kemikalier nanopartiklerne er lavet af. Og netop det er meget afgørende, fortæller Dorthe Lerche, der er cand.scient. PhD. i Miljøstyrelsen.
– Nanomaterialer er lige så forskellige som andre materiale, alt efter hvilket materiale de er lavet af. Så man kan ikke vurdere dem som det samme, fortæller hun.
Grunden til, at der holdes så skarpt øje med partiklerne er, at forskerne ikke ved, hvad partiklerne gør ved mennesker, men det er ikke påvist, at nanopartiklerne er farlige, understreger Dorthe Lerche.
Kilde: ritzau og Berlingske Tidende.
Forrige artikelAlvorlige bivirkninger i medicin til sengevædere
Næste artikelBlodtrykspatienter får bedre behandling