Vacciner – fup, fakta eller fidus?

Bivirkning, epidemier, flokimmunitet, tvangsvaccination … Vaccine-debatten er på sit højeste nogen sinde, men i stedet for at gøre os klogere, virker det mere som om, at fronterne bliver trukket skarpere og skarpere op. Enten er du for, eller også er du imod!

For 20 år siden var de færreste småbørnsforældre i tvivl: Vaccinationer var noget, vi alle havde glæde af, og selvom der havde været nogle små pip om, at MFR-vaccinen vist havde ført til et par alvorligt syge børn, så var det overordnet sikkert – og helt sikkert smart at slippe for mæslinger, fåresyge og røde hunde! Så hvad er der egentlig sket i mellemtiden?

Der er ingen tvivl om, at alvorlige bivirkninger har haft indflydelse på, at det sikre valg ikke føles så sikkert mere. Ikke mindst ved indførelsen af HPV-vaccinen er bivirkningerne kommet på dagsordenen. Før den omstridte vaccine havde MFR og andre vacciner kun for en kort stund mærket en lille blæst omkring uhensigtsmæssige virkninger – alt lige fra dårligt immunforsvar til mistanken om, at vaccinerne kunne forklare den drastiske udvikling af autisme blandt børn.

Myndighederne var dog i stand til at tilbagevise og aflive historierne – ikke mindst, når forældrene nåede ind i lægens konsultation, hvor vaccinefrygten hurtigt blev elimineret.

 

Nye vacciner i stormvejr

Men det har HPV-vaccinen vendt op og ned på. Godt hjulpet af sociale medier og internettet, der ikke kender landegrænser, bliver historierne personificeret og bredt ud, så ingen længere er i tvivl om, at der er mere ved de vacciner, vi ikke ved eller forstår, end godt er. Enkelte forskere, læger og ansatte i medicinalindustrien har også vovet at åbne munden. Og myndighederne taber ansigt – mest fordi de stædigt holder fast i den gamle forsikring om, at vacciner er til alles bedste, og ikke vil anerkende bagsiden af medaljen.

Men hvis børn og unge bliver syge – hvem varetager så deres bedste? Og hvis myndighederne ikke vil tage bare en snert af ansvaret, hvor halter det så ellers?

Disse tanker får hurtigt næring, når debatten ikke tages åbent og sagligt. Vi har forsøgt at samle noget af det, man ved om vacciner, og det som lægen ikke fortæller. Desværre er der stadig mange uafklarede spørgsmål, da man sjældent har lavet de studier, som vi måske burde få lavet til en ordentlig evaluering af vaccinerne.

 

Når vi bliver syge af en bestemt virus, vil vores krop danne antistoffer mod sygdommen. Det betyder, at vores immunforsvar er klar til at nedkæmpe sygdommen, når den møder den igen. Vi er blevet såkaldt immune overfor den pågældende sygdom.

Ved en vaccine sprøjter man en svækket eller død virus ind i kroppen, så immunforsvaret reagerer ved at lave antistoffer mod denne sygdom. Da virus er svækket, vil vi sjældent opleve sygdom, men kunne nedkæmpe virus hurtigt og således have dannet antistoffer.

De fleste vacciner indeholder desuden konserveringsmidler og andre stoffer, der bakker op om vaccinens effekt. Nogle af disse stoffer – f.eks. aluminium – kan forårsage en allergisk reaktion hos nogle mennesker. Oftest mindre reaktioner, men der er tvivl om, hvorvidt alvorligere bivirkninger i nogle tilfælde kan skyldes nogle af disse indholdsstoffer.

 

Der er forskellige bevæggrunde for at indføre de forskellige vacciner. Fra de store livstruende sygdomme som kopper og polio til forholdsvis harmløse børnesygdomme. Vacciner har helt sikkert reddet mange liv, som de store epidemier krævede tidligere i historien. Men liv er helt sikkert også blevet reddet af nye behandlinger, bedre levevilkår og højere folkesundhed. Nogle gange diskuterer forskellige forskere således, hvor skæringspunktet befinder sig: Er en sygdom udryddet, fordi den alligevel var på retur i en sundere befolkning, eller har vaccinerne spillet hovedrollen?

Når det kommer til børnesygdomme, som MFR vaccinen beskytter imod – mæslinger, fåresyge og røde hunde – er det helt klart mæslinger, der er den mest frygtede, da den kan føre til komplikationer som f.eks. lunge- og hjernebetændelse. I perioden 1960 til og med 1986 (hvor vaccinen blev indført) var der i alt 85 dødsfald som følge af mæslinger og dermed 3,3 dødsfald per år. Med 1.039.378 tilfælde af mæslinger svarer det til 1 dødsfald per 12.114 mæslingetilfælde.

Fåresyge og røde hunde er primært taget med i vaccinationsprogrammet, da disse børnesygdomme kan give komplikationer, hvis de rammer voksne – mænd kan blive sterile af fåresyge, mens et eventuelt foster kan blive misdannet, hvis en gravid kvinde får røde hunde.

 

Når vaccinetilhængere skal overbevise skeptikere om, at vacciner er til alles fælles bedste, kommer ordet flokimmunitet ofte på banen. Det er en teori, der siger, at hvis en bestemt andel af befolkningen er vaccineret, så har vi opnået flokimmunitet. Det vil sige, at de få, der ikke kan vaccineres – på grund af dårligt immunforsvar – også er beskyttet, da alle andre er immune og derfor ikke kan videreføre sygdommene. For mæslingevaccinen vurderer WHO, at vi kan udrydde sygdommen ved 95 pct. vaccinerede.

Problemet er, at flokimmunitet er en teori. Og den har stadig til gode at blive bevist i praksis, mener flere amerikanske immunologer (læger, der arbejder og forsker i immunologi, et speciale omkring immunforsvarets funktion).

På trods af, at MFR-vaccinen, som amerikanerne har brugt i nogen flere år end herhjemme, allerede i 1981 opnåede dækningsgrad af 90 pct. af alle børn i USA – har man endnu ikke kunnet udrydde mæslinger. Det troede man en overgang, hvor dækningen nåede helt op på 95-98 pct. i nogle områder, men hvor flere større epidemier i samme områder siden har rystet ved den opfattelse. Især da mæslingerne også ramte folk, der var vaccineret.

En større epidemi, der opstod i Disneyland i 2014, hvor især voksne (vaccineret i deres barndom) og spædbørn (endnu ikke vaccineret) blev ramt, viser med al tydelighed, at mæslinger desværre finder en vej. Mens voksne og spædbørn tidligere har været beskyttet – de voksne af at have haft sygdommen i barndommen og dermed livslang immunitet, og spædbørn via moderens antistoffer, der beskytter i starten af livet – er disse grupper ikke længere helt så immune. Spædbørn er åbenbart ikke beskyttet i helt samme grad af en vaccineret mor som af en mor, der har dannet antistoffer fra selve sygdommen.

Vacciner giver sjældent livslang immunitet. Flere større udbrud i højt vaccinerede områder i USA bekræfter, at vaccinen ikke beskytter 100 pct. og at en tidligere vaccineret, der alligevel bliver syg, også kan være smittebærer.

 

Det helt ærlige svar er, at vi ikke ved det endnu. Når vi rejser til eksotiske lande og skal have mere ‘eksotiske’ vacciner, er lægerne ofte ret klare i spyttet omkring, at vaccinen kun beskytter et vist antal år.

Den samme melding forlyder desværre ikke i børnevaccinationsprogrammet – måske lige med undtagelse af stivkrampevaccinationen, som man ofte får igen, hvis man kommer til skade og ikke har været vaccineret inden for 10 år.

Studier i USA, hvor man har målt antistofferne mod MFR-sygdomme i blodet hos vaccinerede, viser, at kun 25 pct. af os responderer rigtig godt på vaccinerne – det betyder, at vi udvikler nok antistoffer til at beskytte os mod sygdommen. De fem pct., der responderer dårligst, vil allerede efter fem-ti år efter vaccinen have så få antistoffer, at de ikke er beskyttet. Det er bl.a. årsagen til, at man indførte den dobbelte vaccination – altså to stik med MFR-vaccinen. Desværre har det vist sig, at de, der reagerer dårligt første gang, også gør det anden gang. De resterende 70 pct. udvikler antistoffer, men ikke nok til at være 100 pct. beskyttet – og altså heller ikke nok til en livslang immunitet.

 

Der er ingen tvivl om, at vaccinerne mod børnesygdommene har en effekt i de år, hvor de bliver givet til børnene. I starten af et vaccinationsprogram rider vaccinens succes samtidig på ryggen af de immune voksne, som jo har opnået livslang immunitet ved at gennemgå sygdommen.

De store epidemier i de senere år i områder, hvor vaccinationsraten har været høj, kan dog være tegn på, at den livslange immunitet desværre ikke indfinder sig hos alle vaccinerede.

 

Wakefields undersøgelse, der tidligere i dette årtusinde fik vaccineskeptikere på barrikaderne, da han konkluderede, at MFR-vaccinen kunne føre til autisme, er for mange år siden tilbagevist af myndighederne. Ingen har kunnet forklare den sammenhæng, som flere forældre til autismeramte børn mener at have observeret: At deres børn var normale før vaccinen og først udviste symptomerne efter. Forklaringen kan være den simple, at stikket finder sted på et udviklingstidspunkt i barnets liv, hvor disse tegn første gang opdages.

Statistisk skulle der ikke forekomme autisme i større grad hos vaccinerede børn end hos uvaccinerede. Hvilket en dansk undersøgelse af vaccinerede og ikke-vaccinerede børn født fra 1991 til 1998 bl.a. viser.

Spørgsmålet bliver dog med jævne mellemrum taget op, da det trods alt er tankevækkende, at autisme er langt mindre forekommende i befolkningsgrupper, der af f.eks. religiøse årsager ikke bliver vaccineret.

 

En undersøgelse foretaget af hollandske og amerikanske forskere konkluderede i 2015, at mæslingevaccinen har betydet et større fald i børnedødeligheden, da selve sygdommen tidligere var så hård for børnenes immunforsvar, at de i perioden efter var mere sårbare overfor andre sygdomme, som de kunne dø af.

For 20 år siden, i 1989, viste den såkaldte højdosis mæslingevaccine (HTMV), som WHO indførte i afrikanske lande, dog en modsat effekt.

Her var dobbelt så mange børn, der døde af andre sygdomme i den gruppe, der blev vaccineret med MTMV sammenlignet med den gruppe børn, der modtog den gamle mæslingevaccine. Heldigvis blev vaccinen trukket tilbage.

 

Et af de store spørgsmål i forbindelse med afvejningen af bivirkninger versus fordele ved vacciner, har ved HPV-vaccinen været, om den overhovedet virker.

Vi har stadig nogle år til gode, før vi kan få den del bekræftet, da de første, der blev vaccineret slet ikke er gamle nok til at være en del af målgruppen for livmoderhalskræft. Derfor har den danske overlæge og ekspert i klinisk immunologi, Kim Varning også anklaget Sundhedsstyrelsen for videnskabelig uredelighed, da de allerede nu udtaler sig om, hvorvidt vaccinen gør den forskel. Indtil videre er de tal, der kommer på bordet, kun formodninger.

Vaccinen skulle beskytte mod HPV 16 og 18, som er de mest aggressive og hurtige typer, når det kommer til at udvikle kræft. Hvad vi ikke ved, er:

• Hvor længe vaccinen beskytter mod disse vira (hvis du vil købe vaccinen selv, så lover producenten fem år).
• Hvordan andre HPV-typer vil opføre sig i fraværet af HPV 16 og 18. Naturen har det jo med fylde huller ud.

Til gengæld opfordrer sundhedsmyndighederne fortsat til, at man lader sig screene hvert tredje år for celleforandringer. Her vurderer forskere, at de vaccinerede piger vil opleve at få konstateret celleforandringer i 6,5 pct. af tilfældene, mens 8,7 pct. af ikke-vaccinerede vil få konstateret celleforandringer.

Det skyldes som sagt, at vaccinen ikke rammer alle kræftfremkaldende HPV-vira, men kun de to mest progressive arter, der kan udvikle sig til kræft mellem screeningerne.

 

Lige, når det kommer til HPV-vaccinen, har det været umådeligt svært at finde de argumenter, der taler for. Men vi vil prøve:

Da man i sin tid – faktisk i Danmark – fandt ud af, at en stor del af de celleforandringer, som kvinder oplever i livmoderhalsen, skyldes HPV-virus, var jublen stor. For hvis man kunne slå virus ned, så var celleforandringer en saga blot, ikke?

Rent logisk kan vi udrydde de former for HPV-virus, der kan sætte ind og udvikle en celleforandring til kræft mellem de obligatoriske screeninger.

Celleforandringer kommer og går i vores organisme. Her spiller vores livsstil og kost en rigtig stor rolle – mange af os er gennem årene blevet smittet med virus, som måske har ført til celleforandringer, men som kroppen selv har bekæmpet og rettet op på.

Når sundhedsmyndighederne taler om at redde 100 liv om året, er det et skøn og i bedste fald. Når de siger, at vaccinen er sikker, og at de alvorligt syge piger ikke beviseligt er blevet syge af vaccinen, ved de det ikke. Producenterne beskriver selv symptomerne som mulige bivirkninger i indlægssedlen over vaccinen.

Japan har afvist HPV-vaccinen, andre lande og stater overvejer at gøre den tvungen, så mellem landene er der heller ikke enighed om, hvorvidt vaccinen er sikker nok.

 

Mere om forskning i vacciner og flokimmunitet her.

Kilder: Ing.dk, Information.dk, sst.dk, au.dk, nejm.org, ssi.dk, vaccineinfo.dk