Nyheder

Vægttab, hvis junkfood bliver dyrere

8. maj 2007

Ingen moms på frugt og grønt og beskatning af junkfood kan forbedre vores sundhed. Akademiet for de Tekniske Videnskaber har regnet på sundhedsgevinsten.

Skat på junkfood og nul moms på frugt og grønt kan flytte danskernes forbrug over i sunde fødevarer, siger Akademiet for de Tekniske Videnskaber.Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) foreslår i et debatoplæg, at der lægges 30 procent afgifter på usunde sager som sukker, slik, kager og fedt – samtidig med at momsen fjernes på bl.a. frugt, grønt, pasta, kartofler, ris og fisk.

Ifølge akademiet vil kombinationen af afgifter og momsreduktion medføre, at danskerne vil omlægge deres forbrug, så de i gennemsnit spiser 10-11 procent mere frugt og grønt. Det svarer til 10 kilo om året pr. dansker.

Tre kilo slankereDet kan regnes om til, at vi hver især bliver tre kilo lettere. Det vil ifølge ATV medføre en reduktion i forekomsten af fedme og overvægt i Danmark på 40 procent og dermed betydelig mindre sygefravær og sundhedsomkostninger.

Eksempler på prisstigninger på fede sager med en 30 procents fedtafgift: 1 pose chips fra 19,95 til 25,95 kr. Halv liter cola fra 9,80 til 12,75 kr.

Eksempler på prisfald på sunde fødevarer, hvis de fritages for moms: En klase bananer fra 20,20 til 16,16 kr. Et bundt gulerødder fra 20 til 16 kr. Det siger Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) i ny rapport. Og så taber vi os tre kilo. »De store regnestykker viser, at der er et potentiale for, at vi kan hjælpe forbrugerne til at købe ind og spise i en ernæringsrigtig retning«, sagde Søren Frandsen, direktør i Fødevareøkonomisk Institut ved fremlæggelsen af akademiets rapport.

Pris har betydning for vores indkøbI en treårig periode fra 1997 til 2000 har en ugentlig registrering af indkøbte varer i 2.000 repræsentativt udvalgte husstande påvist, at hver gang der har været prisvariationer, har danskerne ændret deres fødevareforbrug. »Økonomiske virkemidler er et af de værktøjer, staten har til rådighed, og de bør seriøst indgå i regeringens ernæringspolitiske overvejelser«, sagde professor Niels Kærgård fra Fødevareøkonomisk Institut. Familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) afviser blankt højere afgifter på usunde varer. »Vi har ingen garanti for, at det flytter forbruget. At et kilo gulerødder kommer til at koste ni kroner, eller en pose chips måske vil blive tre kroner dyrere. Jeg har jo ingen anelse om, at det vil få folk til at ændre adfærd«, siger hun. Hun mener, at det er afgørende at få fortalt folk, hvad der er det sunde valg, og sørge for, at de sunde fødevarer er tilgængelige.

Kilde: Politiken

Forrige artikelBabyer får psykiatrisk behandling

Næste artikelDummere af fjernsyn