Nyheder

Vand kan skade dit foster

Foto: Adobe Stock
25. januar 2022

Man skal gerne drikke flere liter vand om dagen, og mange kommer nok i mål med vand fra hanen. Desværre er vandet hverken så rent, sikkert og sundt, som vi måske går og tror. Særligt slemt er det, hvis man er gravid. Her kan man nemlig risikere at skade sit foster med forurenet vand.

Du har nok hørt det gang på gang: “Husk at drikke vand!”. Og det er da også et både godt og simpelt sundhedsråd. For kroppen har brug for vand. Hvad den tilgengæld ikke har brug for, er de skadelige stoffer, som den kan få ind med postevandet. For selvom fortællingen i Danmark i mange år har været, at vi har det fineste og reneste drikkevand, så kommer der mere og mere bevis for, at det er lidt af en myte.

For rækken af potentielt skadelige stoffer, som ophober sig i grundvandet, viser sig nemlig at være mange flere, end vi har gået og troet, simpelthen fordi vi ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt problemet. Nu peger ny forskning på, at der er en direkte sammenhæng mellem et særligt stof i vandet og fosterskader.

[relateredehistorier]

Specifikt drejer det sig om nitrat. Gødning, der bliver brugt på markerne, indeholder nitrat, og det er primært ad den vej, at nitrat kan sive gennem jordlagene til vandforsyningen. I visse kredse har man diskuteret risici ved netop det, fordi nitrat har vist sig at kunne være kræftfremkaldende. Derfor har man også sat nogle grænseværdier for, hvor meget nitrat drikkevand må indeholde. 

Usikre grænseværdier

Problemet er, at de værdier ikke ser ud til at give en tilstrækkelig beskyttelse. I hvert fald når det kommer til de mindste. I et samarbejde har forskere fra Aarhus Universitet og Illinois nemlig undersøgt sammenhængen mellem fødselsdefekter og det danske drikkevand. Leslie Stayner fra University of Illinois, som er hovedforfatter til artiklen, forklarer, at grænseværdierne bør tages op til overvejelse.

– Vores resultater bekræfter tidligere forskning, der har dokumenteret fosterskader i relation til eksponering for nitrat i drikkevand. Det åbenlyse spørgsmål er derfor, om de nuværende grænseværdier for nitrat i drikkevandet er tilstrækkelige til at beskytte vores børn. 

Forskerne har sammenholdt en dansk kohorte på mere end en million fødsler med en lang række målinger af nitrat i drikkevandsprøver fra næsten 4.000 offentlige vandværker. 

Generelt lå niveauerne under det tilladte. På trods af det fandt forskerne altså, at nitrat kunne være skyld i særlige fødselsdefekter.

Rens vandet selv

Forskerne fremhæver især en øget risiko for defekter i øjnene. Men noget tyder på, at skaden ikke stopper der. For der ser nemlig også ud til at være en øget risiko for skader ved øre, ansigt, nakke og nervesystem.

Det stiller os som borgere i et dilemma. For på den ene side skal vi drikke vand for at holde os sunde, på den anden side risikerer vi at skade vores kommende børn og øge vores kræftrisiko ved at tappe vand fra hanen. Man kan selvfølgelig købe sig til vand, men det bliver hurtigt både besværligt og en bekostelig affære. Man kan også gøre en indsats for at rense vandet.

Det kan man gøre med forskellige vand-rensesystemer. Man kan eksempelvis investere i et filter, som installeres under vasken og renser vandet for pesticider, tungmetaller og meget andet, inden vandet når glasset. 

Uanset metode er der altså grund til at kigge kritisk på sit vand. Særligt hvis man er gravid. 

Forrige artikelKemikalier truer kloden

Næste artikelDerfor er surdej sundere …