Nyheder

Vand som terapi for krop og sind

27. januar 2017

Mange forbinder havvand med velvære, og det er der også god grund til. Flere studier har fastslået, at havvand kan hjælpe på alt lige fra stress til hudproblemer eller dårlig balance. Især det iskolde vand sætter gang i de gode processer i kroppen.

Måske vintervejret og den lave temperatur ikke ligefrem indbyder til at hoppe i vandet, men ikke desto mindre er der god grund til det. Hos de flittige vinterbadere ses det nemlig, at de er mindre stressede, trætte, får bedre søvn og har bedre hukommelse. Også rolig paddel-surfing hen over vandet, viser sig at have gavnlige effekter.

 

Vandterapi

Anvendelse af vand på vores hud ved forskellige temperaturer kan ændre vores fysiologi og humør ifølge Psychology Today. Når mennesker tager en kold dukkert og kommer sig over det første gys, så er det herefter ofte forfriskende. Det sker, da det våde og kolde forårsager, at de yderste blodkar strammes op og flytter blodet fra overfladen og ind til kernen af kroppen for at spare på varmen. Udover det, sendes der også frisk blod og ilt op til hjernen og ud til vigtige organer.

Varmt vand har derimod den effekt, at blodkarrene slapper af og mere blod kommer ud til de overfladiske blodårer. Det hjælper til at få blodet væk fra kernen og ”rydde op” her.

 

Vinterbadning: Sundhedens hellige gral?

Vinterbadning er af mange blevet udråbt til at være godt for kroppen. Men hvad er det egentlig, det gør for kroppen? Bo Belhage forklarer til videnskab.dk, at det iskolde vand er en chokbehandling, som udløser en cocktail af endorfiner og adrenalin i blodet. Flere undersøgelser viser, at folk, der vinterbader føler sig sundere og har færre sygedage. Men er det på grund af vinterbadningen, eller er vinterbaderne i forvejen de sunde mennesker?

– Et tysk studie fulgte i et halvt år vinterbaderes evne til at omsætte sukker i kroppen. De fandt, at der var en halvering af insulinbehovet. Det tyder på, vinterbadning giver en bedre sukkeromsætning, og det vil nok give mindre tendens til sukkersyge, siger Bo Belhage til videnskab.dk. Han anbefaler desuden at vinterbade tre gange i ugen, hvis man vil se positive effekter.

Se flere fordele ved vinterbadning her:

 

 

Naturterapi

Det er ikke kun selve vandet, der er godt for os. Vi har generelt godt af at opholde os omkring havet. En tur ved stranden er nemlig godt for både sjæl og helbred.

– At være i naturen har betydning for menneskers velvære både fysisk, psykisk og socialt. Forskning viser bl.a. at selv korte ophold udendørs giver nedsat puls og færre muskelspændinger, stabilt blodtryk og øget optagelse af D-vitamin, men også at naturkontakt har positiv betydning for humøret, følelsen af overskud, velværet og selvtilliden, siger Jørgen Thorsø Pedersen fra Friluftsrådet.

 

Undgå gyset og paddel over vandet

Hvis du ikke har lyst til at hoppe i vandet, men gerne vil omgives det, kan du prøve SUP – Stand Up Paddeling. Her står du oprejst på et surfbræt, mens du stille padler henover det kolde vand. Selvom ordet ’surf’ kan skræmme mange væk med dets action-associationer, så kan det faktisk helt modsat være en meditativ sport med ro og endda med plads til yoga øvelser på brættet.

SUP har også flere fysiologiske effekter, som er gode for kroppen.

– Det er god træning selv på stille vand. Du bruger alle muskler i kroppen, og det er derfor også rigtig godt til at fjerne de overflødige kilo. Som overvægtig er det også optimalt, da det ikke giver samme belastning i knæene som for eksempel en løbetur, siger Finja Götz, som til dagligt arbejder som SUP- og kitesurfinstruktør ved Surf Agency i Aarhus.

Udover at træne muskulaturen, har SUP også positive effekter på balancen.

– Du får trænet din balance. Det er derfor også perfekt som forberedende træning for andre sportsgrene, der kræver balance som eksempelvis skiløb, siger Finja Götz, som ser folk i alle aldre begå sig med sportsgrenen SUP.

 

Kilde: ”Blue mind” af Wallace J. Nichols, videnskab.dk, katoni.dk

Forrige artikelGlutenfri Grønsagstærte

Næste artikelDerfor genbrugsbyggeri!