Nyheder

Vand stabiliserer blodsukker

6. juli 2011

Ifølge franske studier kan vand beskytte mod udviklingen af for højt blodsukker. Endnu et argument for at drikke rigeligt med vand i sommervarmen.

Hyperglykæmi

For højt blodsukker kaldes også hyperglykæmi. Betegnelsen bruges, når blodsukkeret når et unaturligt højt stade (over 15 mmol/l). Det sker typisk, hvis man lige har indtaget et stort måltid, eller hvis man som diabetiker har skruet ned for sin insulin. 

Det er ufarligt for de fleste, da det hos sunde og raske mennesker vil udligne sig selv ret hurtigt. Du vil blot mærke det som træthed og uoplagthed, når blodsukkeret bevæger sig fra det høje stade og ned. 

For højt blodsukker er skadeligt

Men hvis du lider af længerevarende hyperglykæmi, kan det være mere skadeligt. Du kan nemlig godt lide af for højt blodsukker, uden at niveauet er højt nok til at kunne kategoriseres som egentlig diabetes. Men på længere sigt kan skaderne være ligeså slemme, som hvis du går rundt med en ubehandlet type-2 diabetes. I første omgang vil du registrere et længerevarende for højt blodsukker ved tørre slimhinder, døsighed, vandladningstrang, tørst, dehydrering og en ånde, der lugter af acetone.

Vand mindskede risiko for hyperglykæmi

Franske forskere er kommet frem til, at vand kan modvirke udviklingen af hyperglykæmi. Undersøgelsen løb over ni år og omfattede 3615 mænd og kvinder, der ved undersøgelsens begyndelse havde et normalt blodsukker. De deltagere, der havde oplyst, at de drak mere end én liter postevand dagligt havde 21 pct. mindre risiko for at udvikle hyperglykæmi i løbet af de følgende ni år end de deltagere, der havde oplyst, at de drak mindre end en halv liter postevand dagligt.

Blodsukkerniveauet

Analysen tog højde for andre elementer, der kan have betydning for blodsukkerniveauet, såsom køn, alder, vægt og fysisk aktivitet – såvel som forbruget af øl, sukkerholdige drikke og vin.

Alligevel beviser undersøgelsen ikke nødvendigvis noget.

– De mennesker, der drikker meget vand, kan godt dele nogle sundhedsfaktorer, man ikke har taget højde for i undersøgelsen. Men hvis nye undersøgelser kan bekræfte resultatet, er det endnu en god grund til at drikke rigeligt med vand, siger Ronan Roussel, professor i medicin på Bichat-hospitalet i Paris.

Forbindelse mellem vand og diabetes

Ronan Roussel påpeger, at der i ny forskning er tegn på en forbindelse mellem hormonet vasopressin, der regulerer vand i kroppen, og diabetes. Men ifølge Roussel har man endnu ikke undersøgt denne forbindelse til bunds.

Forrige artikelFit for ferien

Næste artikelHvor kommer glæden fra?