Vandbehandling – kur på badeværelset

Hvem var den første, der benyttede vand til at lindre smerter? Vi ved det ikke, men det kan meget vel have været den første dreng, der brændte sine fingre, da han legede med ild!

I oldtiden var det så almindeligt at bruge vand som lægemiddel, at man kan finde beskrivelser heraf i den ældste litteratur fra forskellige lande i den gamle verden – flere århundreder før vor tidsregning. Det fortælles, at romerne plejede at give deres nyfødte børn en dukkert i Tiberen eller en anden flod.

Vandbehandling genopdages

Det var dog først i 1800-tallet, man atter opdagede, at vand kunne benyttes i behandlingen af kvæstelser og forskellige sygdomme, og de mere oplyste klasser tog imod denne viden med begejstring.

Vincenz Priessnitz (1799-1851) regnes for at være grundlægger af den moderne vandbehandling. Han var ikke læge, havde ingen medicinsk uddannelse, men han var et intelligent og vågent menneske med en udmærket hukommelse. Hans far var landmand i den lille landsby Grafenberg i det nuværende Tjekkiet.

I dette naturskønne område havde han rig lejlighed til at iagttage naturen. Han lagde mærke til temperaturforandringernes indflydelse på planter og dyr. Engang så han et rådyr, som var blevet skudt i låret. Det gik hen til en bæk og slæbte sig så langt ud i vandet, at det sårede sted blev dækket af vand. Dette gentog sig flere gange om dagen, til dyret var helbredt.

Forebyggede invaliditet med vandbehandling

I 18 års alderen blev Vincenz blev revet omkuld af en hest med fuldlæsset vogn, og fik vognen over sig. Han brækkede flere ribben.

Lægen sagde, at han ville blive invalid for livstid. Men Vincenz kendte en møller, som plejede at behandle brækkede ribben. Han fik anbragt en stol under sig, fik ribbenene sat på plads så godt det lod sig gøre, og fik derefter anlagt bandager, som var dyppet i koldt vand og vredet op, omkring bryst og ryg. Bandagerne blev hyppigt skiftet. Han drak også meget koldt vand. Ti dage efter kunne han gå ud.

Han var nu så overbevist om vandets helbredende egenskaber, at han begyndte at anbefale vandbehandlinger til folk, som led af indre kvæstelser, forstuvninger, forstrækninger osv.

En præst giver vandbehandling

Næst efter Priessnitz skal nævnes Sebastian Kneipp, som i sin ungdom nød godt af Priessnitz’ behandlinger. Kneipp var præst i Wörishofen, en lille landsby i Sydtyskland. Der var langt til læger og hospitaler. Folk, der trængte til råd og behandling, havde ikke andre at henvende sig til end den lokale præst og gik derfor ofte til Kneipp for at få hjælp.

Han havde allerede et vist kendskab til vandbehandlinger af personlig erfaring, og det faldt ham ikke vanskeligt at lave sit eget system.

Behandlingerne skal afpasses efter patienterne – ikke patienterne efter behandlingerne! Hvis patienten er robust, kan behandlingen være kold – meget kold! Hvis patienten er spinkel, svag eller nervøs, må behandlingen være lunken eller varm.

Kneipps behandlinger blev kendt over hele verden. Moderinstitutionen ligger stadig i Wörishofen. Der er mere end 1000 sengepladser, og cirka 20 læger arbejder på fuld tid. Der findes flere Kneipp-institutioner i Sydtyskland og Østrig.

”Vand indeholder stor helbredende kraft,” skrev Kneipp. Dette var helt på linje med den kendte Skodsborg-overlæge Carl Ottosens erfaring. Også han gik ind for vandbehandling som en af flere faktorer i genoprettelsen af et nedbrudt helbred. Overlægens bog ”Hold dig ung” kan stadig med lidt held findes hos antikvarboghandlere og indeholder råd, som stadig er aktuelle.

I vore dage, hvor så at sige alle boliger er udstyret med rindende varmt og koldt vand, kan badeværelset udmærket anvendes som et lille privat kursted. Blot man vil ofre nogle minutter daglig på sin kondi, er der øget velvære at hente for de fleste. Der er sundhed i vand.