Krop

Velvære: Flyt kroppen ud af smerten

5. september 2011

Rigtig mange lever i dag med smerter på grund af forkert brug af kroppen. Smerter, som lægerne må give op over for eller højst kan lindre. Men du kan lære at bruge din krop, som den var tiltænkt – og få det bedre i både krop og sjæl.

 Smerter kan opleves meget forskelligt og have mange årsager. For Lisbeth Hansen var smerterne i knæ og ankler ikke noget, der fyldte voldsomt – det meste kunne hendes elskede MBT-sko hjælpe med, men spændingerne i kroppen var alligevel ved at tage overhånd. Derfor var det lidt en overraskelse for hende, at et gavekort til Klinik Torso i Vejle skulle komme til at betyde et helt nyt forhold til hendes krop – ja, til hele hendes verden.

– Min mand fik for en række år siden en hjerneskade efter en hjernesvulst. Sygdommen gav en del konsekvenser for vores tilværelse – ikke mindst i forhold til vores omgangskreds, hvor mange havde svært ved at forholde sig til de usynlige skader, som svulsten havde forårsaget, fortæller Lisbeth.

Denne smerte havde sat sig i kroppen, forårsaget spændingerne og givet en del både fysiske og psykiske mén.

– Lisbeth er jo en stærk pige, som er i stand til at organisere og styre tingene. Men kroppen var ved at være slidt ned af spændingerne, fortæller Pia Bølcho fra Klinik Torso.

Hun fik Lisbeth på massagebriksen, hvor behandlingen startede med Pias egen massage, som er langt fra en klassisk massage – men en metode Pia har udviklet, som har til formål at få leddene tilbage i rette position, så man bliver bedre i stand til at bære kroppen på en korrekt måde. Det er ikke en blid massage, der får klienten til at døse hen, men et samarbejde mellem Pia og klienten, hvor muskler og vejrtrækning skal samarbejde om at få alt sat på plads. Bagefter er der ingen tvivl om, at der er sket noget med kroppen. Man føler sig et par centimeter højere – ja, selv ens stemme har fundet et nyt leje.

Psyke og fysik i skøn forening

– Når vi får smerter, handler det rigtig meget om spændinger. Kroppen indtager alt det, den er i – også det mentale. Det er også derfor, at motion giver god mening, når vi er stressede. Kroppen skal nemlig fordøje. Hvis indtrykkene derimod ikke bliver bearbejdet og spændingerne frigivet – så tager kroppen længere tid om at starte op hver gang. Det hober sig op i os, forklarer Pia.

Behandlingen hos Pia åbnede derfor Lisbeths øjne for, at det ikke kun var fysisk, at hun havde et arbejde foran sig med at rette op på kroppen – og tingenes tilstand. For at kunne ranke ryggen igen, skulle der ryddes op i dårlige vaner – også mentalt.

– Jeg har altid været meget nysgerrig på tingene, så efter nogle behandlinger, der gav mig en helt ny indre ro og styr på min vejrtrækning, meldte jeg mig til Pias træningshold, siger Lisbeth.

Vi skal selv lære at bære kroppen

Pia Bølcho nøjes nemlig ikke med at smide folk op på briksen. De får også et tilbud om at lære at gøre arbejdet selv. Hun har rigtig mange klienter på briksen, der kun kommer, når smerterne er der – men hendes erklærede mål er sådan set at give folk kontrollen over kroppen tilbage.

– Træningsholdet betyder, at massagebriksen på sigt kan undværes. Jeg vil gerne lære mine klienter teknikker, der kan gøre dem smertefri. Jeg har pakket øvelser rundt om teknikkerne, og når de så kan teknikkerne, så skræller vi øvelserne af – og så har de teknikken med sig i alt, hvad de gør.

Forenklet sagt lærer man på Klinik Torso det, som kroppen har været beregnet til fra starten. Især kvinder lider af ryg og nakkesmerter i dag, fordi vi bruger kroppen uhensigtsmæssigt. Vores bækken er beregnet til at blive gynget med og ikke låst fast, som rigtig mange af os har en tendens til at gøre, når vi bevæger os. Det forrykker vores balancepunkt, hvilket giver spændinger helt op i nakken.

– Hvis man har balancen under fødderne, så er det faktisk umuligt at spænde i skuldrene, siger Pia. Det er derfor en vigtig del af træningen at få fundet balancen og trænet de muskler, der vil gøre det helt naturligt for os at bære kroppen rigtigt.

– Man lærer sin krop at kende ved træningen, hvordan ens muskler vender, og hvordan de får det godt, siger Lisbeth. Afspændingen og balancen har dog ikke kun sat sig spor fysisk – faktisk kan hun nu ranke ryggen på en helt ny måde.

– Rigtig mange undrer sig over, hvad der er sket med mig. Jeg har fået en indre ro og er blevet den glade positive pige igen. Jeg har altid haft let til smil, men nu kommer det indefra.

For lidt og for meget

I Lisbeths eksempel var det en syg ægtemand og situationen omkring det, der gav spændingerne – i andre tilfælde er det arbejdspres, skilsmisser eller noget helt tredje, der presser os.

– Folk knækker ryggen – ikke kun mentalt, men også fysisk under presset. Derfor kan for meget eller for hård motion være en dårlig idé. Vi skal have overskud til at dyrke motion. Jeg tror personligt, at rigtig mange kvinder ville have bedre af at have fleksible og smidige muskler, som de får ved afspænding, end de stramme og spændte muskler, som de får i fitnesscentret, siger Pia.

Lisbeth er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun har opnået ejerskab over sin krop nu. Og vejrtrækningsøvelserne, som er en del af afspændingen, bruger hun flittigt, når hun mærker stress eller uro. Men det er også rart at være smertefri.

– Nu kan jeg gå uden mine MBT-sko, for jeg har fundet mit eget balancepunkt! Og jeg er heller ikke afhængig af Pia mere!

 

Om Pia Bølcho og Klinik Torso

Pia er uddannet senetensbehandler, fysiologisk massør og bevægelses- og idrætslærer, og har mange års erfaring inden for kropsterapi, akupunktur og bevægeapparatets funktioner.
Klinik Torso er en kombination af behandling på massagebriksen med Pias egen massage, som hun kalder “Save your body”. Her samarbejder Pia med klienten om muskelarbejdet og vejrtrækningen, som frigører leddene og fjerner smerterne.

Anden del af klinikken består af træningsholdene “Chili your body”, der lærer klienterne det, de får på massagebriksen, bare i en “gør-det-selv”-version, så smerterne kan holdes væk. Derudover har Pia Bølcho forskellige tilbud om eneundervisning og undervisning på arbejdspladser – både med vægt på fysisk og mentalt velvære. Se mere på kliniktorso.dk. Eller ring og få en snak på tlf. 30 70 72 78.

Forrige artikelGratinerede rødspættefileter med spinat og ost

Næste artikelPiller giver ondt i hovedet