Nyheder

Vestjyske børn har mange huller i tænderne

2. maj 2007

For lidt fluor i drikkevandet og mødres lave uddannelsesniveau kan betyde mange huller i tænderne for børn.

Værsgo og skyl – med fluorFor lidt fluor i postevandet og mødres lave uddannelse er forklaringer på, at vestjyske børn har lige så mange huller i tænderne som en skoleost. I Esbjerg Kommune har skoletandplejen genindført vatpinden med det røde farvestof, når børnene kommer til tandlæge, og på en enkelt skole skal børnene igen skylle med fluor hver 14. dag. Ligesom i gamle dage. Og det virker. Antallet af huller i munden på skolens 15-årige er halveret. Nu har skolebørnene kun godt fire huller eller fyldninger som 15-årige ligesom børnene i resten af Esbjerg Kommune. Det er over dobbelt så mange huller som børn mange andre steder i landet. Samtidig viser tal fra Tandlægeforeningen, at 15-årige fra den gamle Helle Kommune har en kedelig landsrekord i huller med 6,3 huller per barn. Derfor overvejer ny Varde Kommune igen at skænke fluor til børnene. – Vi er ved at finde ud af, hvad vi gør ved det her kæmpe problem. En af mulighederne bliver nok at lade børn i risikogruppen skylle med fluor, siger overtandlæge i Varde Kommunes skoletandpleje, Berit Østergaard Nielsen.Kommunerne opgav den kollektive fluorbehandling sidst i firserne. Den var besværlig, og børnenes tænder var blevet bedre. Men erfaringerne fra Esbjerg viser, at fluorskylning alligevel kan være en god investering i områder med mange børn, som ikke får passet deres tænder godt nok. – Der er bestemte geografiske områder, hvor fluorskylning for alle er fornuftigt. Specielt på skoler med mange tosprogede elever er der ofte mange, som ikke får børstet tænder, siger Sten Nørmark fra Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere.Kilde: JydskeVestkysten

Forrige artikelKvinder, som ikke vil have børn

Næste artikelStol ikke på dit fitnesscenter