Folk i byerne mere udsatte for at få stress, end folk på landet, mener forskere.
Ligesom dyr er mennesket ikke indrettet til at leve i flokke på flere end 70 individer. Derfor bliver vi stressede i byerne, hvor mange er samlet på et lille areal. Det slår den netop pensionerede leder for psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet Tom Bolwig fast, skriver 24timer. »Det er en alvorlig stressfaktor at være tvunget til at være sammen med mange mennesker,« siger han. Ulrika K. Stigsdotter, der er landskabsarkitekt og lektor ved Center for Skov & Landskab på Københavns Universitet, bakker Tom Bolwig op. »Når vi går i en by eller er inde i en bygning, strømmer der flere millioner informationer ind via vores sanser i sekundet. Men vi kan kun klare 10-15 informationer i sekundet ad gangen,« siger hun. Befolkningstilvæksten i verdens byer er stærkt stigende, og i dag bor 80 procent af Europas befolkning i større byer. Forskning fra Verdenssundhedsorganisationen WHO viser samtidig, at antallet af stressede mennesker stiger støt i alle byer. Og stressen udvikler sig i stigende grad til depressioner. Kilde: 24timer