Nyheder

Vi er halvvejs gennem influenzaepidemien

28. januar 2009

En influenzaepidemi har ramt Danmark. Synderen er en muteret udgave af H3N2-virusset, som giver feber og hovedpine, men ellers er ret fredelig.

Masser af danskere ligger under dynen med influenza lige nu, men Danmark får det snart bedre, lyder meldingen fra Statens Serum Institut. »Vi er halvvejs inde i forløbet, som typisk varer otte uger. Men det ser ikke ud til at være en af de helt store epidemier, hvor vi som tommelfingerregel vurderer, at hver femte dansker rammes«, siger overlæge Steffen Glismann ved Epidemiologisk afdeling. »Vi ser hvert 3. til 5. år, at et influenzavirus har ændret sig tilstrækkeligt til, at folk ikke længere er beskyttet mod det af deres naturlige immunsystem«. Vaccine dækker influenzaen Seruminstituttet har ingen samlet opgørelse, men baserer vurderingen på indberetninger fra vagtlæger og lægekonsultationer, som den seneste uge har haft en fordobling i henvendelser om influenza. Synderen er en velkendt virus ved navn H3N2 og kan bekæmpes af den vaccine, der blev tilbudt herhjemme fra starten af årets influenzasæson, siger Steffen Glismann: »Vi har en vaccine mod den, og virusset er relativt ufarligt for de fleste. Kun ældre over 65 år og personer med særlige kroniske sygdomme er i risikogruppen, og de tilbydes gratis vaccine. Men vi har ikke kendskab til dødsfald som følge af influenzaen«. Hvert år dør danskere som følge af influenza, men det nøjagtige tal er ukendt. Det onde kommer sydfra Virusset er kommet til Europa fra Australien, hvor dets muterede sammensætning første gang blev beskrevet i Brisbane, som har lagt navn til influenzaen. Den kommer typisk fra lande på den sydlige halvkugle. Virusset kan mutere, så den genetiske sammensætning ændres. Når den bringes til Europa via mennesker, kan den nye udgave i første omgang overvinde kroppens naturlige immunforsvar, inden den sætter en reaktion i gang, som nedkæmper virusset og dermed influenzaen. Det er typisk den tid, normalt 4-7 dage, man er syg. »Influenzavirus rammer typisk det sydvestlige Europa først og bevæger sig mod nordøst til Danmark. Vi ved ikke ret meget om, hvorfor det er sådan, men kan konstatere, at det også er sket i denne omgang«, siger Steffen Glismann. Når vinteren slutter her, og den igen begynder under de sydlige himmelstrøg, rejser influenzavirusset tilbage. Ofte igen i en muteret udgave, og så skal der igen udvikles ny vaccine. Meget små børn kan få det meget skidt »Vi overvåger virusser og sekventerer dem ned til det laveste niveau i deres genetiske kæder, så vi kan sammenligne dem og se, hvordan de ændres. Den information sammenholdes med viden fra andre centre i verden. Hvert halve år bestemmes, hvilket virus der skal udvikles vaccine mod på henholdsvis den nordlige og sydlige halvkugle«, siger Glismann. Da Brisbaneinfluenzaen nåede Europa, var der en historie fremme i britiske medier om, at den var dødelig for børn. Et barn døde nemlig i Australien efter at have fået influenza. Men det var af en anden sygdom, der faldt sammen med Brisbaneinfluenzaen, og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, måtte dementere, at der var en sammenhæng mellem dødsfaldet og influenzaen. »Jeg har aldrig hørt om børn, der er døde af det i vores del af verden. Selv om meget små børn kan få det så skidt af influenzaen, at de må på hospital, er den normalt ufarlig for børn, der ellers er sunde og raske«, siger Glismann.
Kilde: Politiken

Forrige artikelSpar på sukkeret og bevar hukommelsen

Næste artikelHovedpuden kan slå dig ihjel