Danskerne spiser i gennemsnit 60 kilo sukker årligt, og vi overgås kun af amerikanerne.
Fakta
Så mange kilo sukker spiste indbyggerne i OECD-landene i 2003:
Japan 28,6
Italien 31,6
Portugal 34,0
Spanien 34,2
Finland 34,4
Grækenland 35,2
Frankrig 40,6
Storbritannien 41,6
Irland 42,9
Tyskland 45,3
Østrig 45,8
Sverige 47,3
Holland 52,5
Belgien 55,4
Danmark 58,3
USA 70,7
Danskerne har det næsthøjeste sukkerforbrug blandt OECD-landene. Kun overgået af amerikanerne. Det viser en rapport om sundhed og mad fra Landbrugsraadet, skriver FoodCulture.dk. Tal fra rapporten viser, at danskerne spiser i gennemsnit 58,3 kilo sukker om året, hvor en befolkning som svenskerne derimod spiser 47,3 kilo i gennemsnit om året. »Det er et meget stort problem. Sukker er tom energi. Det giver ingen næringsstoffer. Vi har ikke plads til al den tomme energi i vores kost. Sodavand, kager og slik hører ikke til på hverdage i en sund kost. Vi har efterhånden fået en kultur, hvor hver dag er en fest, og det bliver vi nødt til at lave om på«, siger Karin Fisker, fødevarekonsulent i Landbrugsraadet. Antallet af overvægtige stiger I Danmark er der fortsat en stigning af overvægtige, der på grund af manglende motion og usund kost, der medfører livsstilssygdomme som for eksempel hjertekarsygdomme og diabetes 2. »Hvor mange danskere er egentlig klar over, at når man har drukket en halv liter sodavand, så skal en person, som vejer 60 kilo løbe i cirka halvanden time for at forbrænde den«, siger Karin Fisker, der håber, at danskerne i fremtiden vil dyrke mere motion og spise varieret.
Kilde: Politiken