Peter Lund Madsen: Vi har alle sammen lidt dillerdaller

Hvad vil det sige at være normal, og hvornår er man sindssyg? Peter Lund Madsen er ikke i tvivl. Det normale lader sig ikke afgrænse, og overgangen til mentale ubalancer er glidende. På den måde læner vi os alle op ad en diagnose, men ved at prøve at forstå hjernens opbygning og arbejdsopgaver, kan vi blive bedre til at acceptere os selv og andre også, når hjernen ikke fungerer optimalt.

Som regel tager vi hjernens arbejde for givet, men der skal i virkeligheden meget lidt til, før alting bliver besværligt eller pinefuldt. Mange mennesker har problemer med det mentale, der udspringer deroppe – øverst inde bag kraniet i hjernen.

Stress, angst, tankemylder eller rigeligt med mørke dage. Men hvorfor er vi bekymrede, tænker og føler for meget og bruger det meste af vores tid på at løse problemer? Det gør vi, fordi vores hjerner kan, forklarer læge og speciallæge i psykiatri, forfatter, hjerneforsker og foredragsholder Peter Lund Madsen. En avanceret hjerne er nemlig lig med en skrøbelig hjerne.

– Det er svært at være menneske. Det skyldes, at vi med vores hjerner kan næsten alt. Den giver os frihed, men friheden har en pris i form af eksistentielle byrder. Du kan sige: jo større hjerner, jo mere frihed får man.

– En gris kan ændre adfærd, mens vi kan flytte til Nordpolen, bygge en hytte og bo – eller bare forestille os, at vi gør det. Det kan grisen ikke. Vi er de eneste dyr, der kan tænke noget, som ikke er tænkt før. Vi kan finde nye løsninger. Derfor er det os, der forlader Zoologisk Have ved lukketid, mens alle de andre dyr må blive tilbage, siger han.

Slangen bliver ikke sindssyg

Modsat de andre dyr har mennesker en stor hjerne, som består både af en ældre del, reptilhjernen, hvorfra vores drifter udspringer, det limbiske system, hvor adfærd og følelser har sæde og den nyest dannede del, hjernebarken, hvor abstrakt tænkning gøres mulig.

– Vores store hjerne gør, at risikoen for, at noget kan gå galt, er markant større. Jeg er sikker på, at hunde kan blive tossede, men ikke så tit og ikke på så mange forskellige måder. Men en slange kan ikke blive tosset. Du skal have et sind at blive syg i. Og det har vi – og hunden, men ikke slangen.

I sin nye bog, ”Frihedens pris”, der udkom i juni i år, prøver Peter at gøre os mere fortrolige med, hvordan hjernen er skruet sammen, så vi bedre forstår, hvad det er, der sker, når den ikke fungerer optimalt som ved stress, depression, skizofreni, demens, OCD, ADHD, spiseforstyrrelser, angst og autisme. Peter er overbevist: Det nytter noget at vide noget om hjernen.

– Det gavner at vide, hvad der nøjagtigt foregår oppe i hjernen. Kendskab til basale hjernemekanismer kan berolige os og være en nøgle til forståelse af os selv og andre. Når vi ved, hvad der foregår, er vi ikke så bange for vores egne mentale udsving, og vi får nemmere ved at omgås mennesker, der har det svært. Viden gør, at vi forstår, at det ikke er et spørgsmål om dem og os, rask – ikke rask, men at vi alle tilhører den samme gruppe. Og helt ærligt, vi har alle sammen lidt dillerdaller.

Vær taknemmelig for din hjerne

I mange år har Peter beskæftiget sig med det forunderlige og komplekse ved vores hjerne og har på informerende og underholdende måder i tv og radio gjort det uforståelige mere forståeligt. Han har forsøgt at afdramatisere mentale ubalancer og nedbryde tabuer ved sindssygdom – også ved at dele sin egen historie med os.

Som ung var Peter bange for at blive sindssyg. Han havde uvirkelighedsfornemmelser og angstanfald. Frygten for at bryde sammen og blive sindssyg forpestede store dele af hans liv. Men Peter blev ikke sindssyg, og angsten forsvandt en dag i 1983, da han sagde til sig selv: ”Og hvad så hvis jeg bliver sindssyg, det går jo nok alligevel”.

– Vi skal være taknemmelige for vores hjerne. Hjernen giver os mange gode gaver. Og fungerer din hjerne uden al for megen ballade, skal du være ekstra taknemmelig.

– Hjernen har nogle bestemte arbejdsopgaver, og hvis ikke de bliver udført fuldstændig perfekt – og det gør de sjældent, så opstår der problemer. For forholdsvis få går det rigtig galt med indlæggelse og behandling som livreddende faktorer, men ofte betyder koks i hjernen, at vi får tankemylder, har tendens til at blive triste eller tendens til at ville kontrollere alt, at vi let bliver nervøse eller bekymrede. Stort set alle har mentale ubalancer i varierende grad.

Frontallapperne er direktøren

Frem for at gå rundt og tænke: ”hvad er der galt med mig, fordi jeg har det sådan?”, appellerer Peter til, at vi accepterer det og lever med det bedst muligt.

– Meget er udstukket på forhånd, men livet ændrer sig også hele vejen, og fordi du er i stand til – takket være din hjerne – at forholde dig til, hvordan det er, er du i stand til at arbejde for et ønsket resultat. Har du ting i din adfærd, som generer dig, så accepter det i stedet for se det som en modstand.

– Er du en bangebuks, kan du godt arbejde på at blive mindre bange, selvom du nok altid vil have frygten i dig. Måske kan du i stedet glæde dig over, at du til gengæld er særlig god mod dyr eller noget andet. Har du for mange følelser, jamen, så har du det. Det kan du ikke lave om på.

– Men så kan du lære at styre dem. Har du et voldsomt temperament, så kan du spørge dig selv: ”hvad gør jeg, når jeg bliver hidsig”, og på den måde tilstræbe ikke at få et raserianfald. Det er også det, der hedder at blive voksen.

Peters yndlingshjernedel er frontallapperne, som først er fuldt udviklet omkring 20-års alderen. Her bor hjernens “direktør”. Frontallapperne styrer og kontrollerer tænkning og adfærd. Her ligger kontrol af impulser, energi, motivation, sociale evner, dømmekraft og planlægning. Det er her fornuften råder, hvilket er særlig vigtigt, når enten reptilhjernen med instinkterne eller det limbiske system med følelserne er på spil.

– Vi kan ikke klare os uden følelser eller drifter, som skaber liv, overlevelse, handling og bevægelse. Vores drifter er livsnødvendige. Uden dem ville vi ikke spise eller forplante os. Følelser er bestemt også vigtige. De giver livet retning, værdi og farve. Men drifter og følelser skaber problemer i hvert et menneskeliv. Den dyriske del af vores hjerne kan tage magten fra os. Drifterne skal konstant styres, tæmmes og doseres.

– Og følelser er også ret primitive. Følelser er en god tjener, men en dårlig herre. Vi spilder meget tid og energi, når vi lader følelserne styre. Menneskehjernen med sin enorme og dominerende storhjerne har givet os evnen til at tænke os om, inden vi reagerer. Så når du bliver uvenner med konen eller vennen, er mit råd: Vent. Bare et halvt minut, før du reagerer, gør en stor forskel. Og det hjælper også at huske på, at den andens version af virkeligheden er ligeså virkelig som din.

Vores moderne hjerner er håbløst gammeldags

Det, at hjernen evolutionsmæssigt ikke har ændret sig det store de sidste 100.000 år, og vi således er udstyret med et stykke arvegods fra krybdyrene, afstedkommer en mangfoldighed af problemer. Vi render rundt med den samme hjerne som vores østafrikanske forfædre på savannen og er ligeså primitivt optaget af sex, mad og magt.

I moderne tider er vores krybdyrhjerner stadig programmeret til at navigere og overleve i hårde og barske miljøer. Det er stærke kræfter, der er på spil, men også på nogle områder forældede kræfter.

– Den ægte stenaldermand har haft stor glæde af, at den ældre del af hjernen automatisk tager over, når vi føler os truet. Men i dag er vores store alarmberedskab rettet mod det forkerte. Fordi vores moderne hjerne samtidigt er håbløst gammeldags, skaber det en masse ballade såsom angst.

Angst er en livsnødvendig følelse. Sagen er bare den, at i dag har vi langt mindre at blive angste for. Men det ved hjernen bare ikke.

Et andet problem ved at have en gammel hjerne i moderne tider er, at den gamle del af hjernen er programmeret til at jagte den mad, der er mest energiholdig. Det betyder, at vi har en medfødt og naturlig drift mod at kunne lide de fede og søde sager. I disse inaktive overflodstider skaber det et væld af indre konflikter mellem lyst og kontrol.

– I dag burde vi være programmeret til at elske broccoli frem for kager. Men det er vi ikke, og derfor er vi mennesker nødt til at styre os, ellers æder vi os tromletykke. Kampen mellem det, vi inderst inde har lyst til, og det, vi burde, mellem drifter og kontrol, er hele tiden i gang. Og på denne kampplads lurer et væld af mentale ubalancer som f.eks. OCD, misbrugsadfærd og spiseforstyrrelser.

Hjernen elsker vaner, rutiner og kasser

Næsten alt i vores liv er vaner. Vaner er smarte, for så kan vi tænke på noget interessant, mens vi kommer hjem og ordner en masse ting automatisk. Det er ekstremt svært at ændre vaner. Hvem har ikke hørt en ryger sige: ”jamen, jeg har tænkt mig at holde op i morgen”. Og næste dag kan de så sige det samme.

Ud over, at vores hjerner gerne vil etablere vaner og lave så mange rutineopgaver som muligt, kan vores hjerner godt lide at komme verden i kasser. Kasser letter hjernens arbejde. Diagnoser for mentale ubalancer og sindslidelser er også kasser.

– Vores diagnoseapparat er langt fra optimalt. Vi ved ikke, hvad der forårsager f.eks. ADHD, vi kan så ikke måle, om det er der, eller det ikke er der. Men vi har vedtaget, at hvis du har de og de symptomer i det og det omfang, så passer du ned i den her kasse, og så har du ADHD. Derfor bliver det meget glidende, og vi skal hele tiden huske på, at det er noget, vi selv har fundet på, og at et menneske med en diagnose ikke kun er diagnosen, men et menneske, som også er glad for fodbold, madlavning eller noget tredje, påpeger Peter.

Selvom diagnoser er meget unøjagtige, mener Peter stadig, at de er effektive på mange måder, for ved at få en diagnose kan syge mennesker få hjælp, få medicin, få en forklaring og tage de forholdsregler, der skal til. Diagnoserne må bare ikke gøre, at andre vender sig bort fra én.

Til middagsselskaber vil Peter selv til hver en tid hellere sidde ved siden af et menneske, der ligger lidt uden for den normale linje. De er mindre fordomsfulde, mere beskedne og særligt interessante at tale med, synes han.

– Vi mennesker bliver generelt klogere af at blive udsat for modgang og mentale besværligheder. For så bliver du tvunget til at tænke dig bedre om for at løse det, og du bliver i stand til at sætte dig ind i andre menneskers udfordringer. Et følsomt og sårbart sind er ikke let, men det er også en gave. Målet med menneskelig stræben er jo ikke at opnå det perfekte. Målet for menneskelig stræben er at søge viden, gøre sig umage og passe på hinanden.