Liv

”Vi kalder kvindelige erfaringer private, for at få dem til at holde kæft”

Foto: Hyldager Fotografi
23. september 2020

Kvinden er underlagt regulering. Inden i danser hormoner rundt og leger med hende både fysisk og psykisk, mens hun udefra bliver styret til at skamme sig over sin krops funktioner. Vi har talt med en mor og datter om deres forhold til krop og menstruation og opgøret med samfundets urimelige fængsler.

I et hus i den lille jyske by Stouby bor Synne Kirketerp. Hun er mor til tre døtre, der alle er vokset op på adressen, som har dannet den fysiske ramme for deres rejse fra piger til kvinder. Og alt imens Synnes døtre har udviklet sig til menstruerende væsner, har hendes egen krop også været under forandring. For sådan er vilkårene for kvindekroppen. Den danser måned for måned og år for år til toner fra viserne på det biologiske ur og hormonernes takter. Det er det, der gør den i stand til at skabe liv. Men der er også en bagside til det at være født med en livmoder og to æggestokke.

Synnes datter Sille Kirketerp Berthelsen beskriver det som en række fængsler, kvinder bliver tvunget ind i, og som hun selv i mange år var fanget af. Men i 2015 skete der noget, som fik hende til at smide sine lænker. Det var noget nær en åbenbaring, da hun fik en menstruationskop samtidigt med, at der i kølvandet på udgivelsen af bogen ”Gennemblødt” var en heftig debat om friblødere. De to uafhængige begivenheder fik Sille til at indse, at der lå en indlejret forståelse i samfundet om, at erfaringer knyttet til kvindeliv skulle holdes privat – fængslet bag lås og slå – som hun ikke længere kunne acceptere.

Den erkendelse fik Sille til at skrive bogen ”Med hjertet og kussen i laser”, der udkom i 2019, og i dag arbejder hun som forfatter og foredragsholder.

– For mig er det tydeligt, at ting som menstruation bliver betragtet som privat, og at man overskrider privatlivets grænser ved at tale højt om det. Men jeg ser det ikke som privat. Jeg tænker, at det er en måde at få kvinder til at holde kæft og ikke tale om, at vi har en krop, som føler smerte, fordi det gør os mindre produktive og mindre tilbøjelige til at indtage den rolle, vi skal, siger Sille.

Derfor taler hun også med høj røst om alt, hvad hendes krop kan og gør af fantastiske og smertefulde ting, fordi hun mener, at det er nødvendigt, hvis der skal gøres op med den skam, som mange kvinder er underlagt ved bare at være til.

Blå bobler og blomsterduft

Jeg møder Synne og Sille en dag i juni måned i Silles barndomshjem til en snak om forholdet til kroppen på tværs af generationer. Der er disket op med kage, kaffe og håndsprit i bedste corona-stil, og på bordet ligger en pose med kirsebær, som Sille har taget med til de billeder, der skal tages senere af mor og datter.

– Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver for harmonisk og idyllisk, så jeg håber, vi kan lave noget lidt gakket med bærrene, siger Sille.

Det er en vigtig pointe for hende, at hun og Synne ikke fremstilles som et utopisk glansbillede og reklamesøjler for fantastisk kommunikation på tværs af generationer. For alle steder, hun kigger hen, ser hun netop, at kvinder og kvindeliv bliver afbilledet rosenrødt. Et eksempel, som står tydeligt i Silles erindring, er reklamerne for bind og tamponer, som har kørt indtil for ganske nylig, hvor menstruation illustreres med blå dråber, og der flyver blomster rundt alle vegne.

– I de reklamer er det vigtigste jo, hvordan man skjuler, at man har menstruation. Det skaber jo både en følelse af skam og af at mislykkedes, hvis man ikke kan det, hvilket jeg tit ikke kan. Jeg er blødt igennem mange gange, og tidligere betød det, at jeg gik hjem fra skole og afskar mig selv fra uddannelse, fordi min krop gjorde noget, der var naturligt for den, siger Sille.

Synne kan godt genkende oplevelsen af at skjule sin menstruation. Hun beskriver, hvordan hun på arbejdet kunne finde på at være opmærksom på, hvem der kom hen til hendes kontor, hvis hun var i færd med at fiske et bind op af skuffen. Det var nemlig ikke alle, hun ville have, skulle se det.

Men modsat sin datter har Synne ikke tænkt, at hendes måde at agere på har været et udtryk for skam. Hun har altid tænkt menstruation – og tænker det stadig – som noget privat. Når det er sagt, har Sille også fået hende til at reflektere over sine handlinger.

– Jeg er jo kommet til at tænke over, hvorfor jeg egentlig har haft en adfærd, hvor jeg har skjult det, og måske er der en følelse af internaliseret skam. Men det er ikke noget, jeg som sådan har reflekteret over før, siger Synne.

Samtalerne med sin datter har altså også fået Synne til at genoverveje aspekter i sit eget liv og påvirket dynamikken mellem dem, så det ikke længere kun er mor, der fortæller, hvordan verden ser ud, men i højere grad er en udviklende dialog imellem to ligeværdige. Og fra min plads overfor de to kvinder må jeg ærligt erkende, at de på mange måder virker som det glansbillede, Sille så gerne vil undgå. I løbet af interviewet stiller de hinanden undersøgende spørgsmål og giver plads til divergerende holdninger.

Men jeg forstår Silles modstand mod at blive endnu en kvinde i rækken af harmonisk fremstillede kvinder, der får andre til at føle sig utilstrækkelige. For det er hverken gavnligt eller sandt.

Menstruation handler om mere end bare blod

Forud for denne dag ligger års arbejde, der har ført til dette punkt. De to kvinder er nemlig produkter af forskellige perioder, som er præget af forskellige bevægelser. Synne er vokset op som datter af en af de første rødstrømper, og som mor til en kvinde, der er ung i en tid, hvor fjerdebølge-feminismen og #MeToo sætter dagsordenen. I dødvandet mellem de to bølger står Synne og prøver at forstå de strømninger, der bruser ind over samfundet. Og det har ikke altid været nemt.

– Det har overrasket mig, at man bliver gammel, bare af at have levet længere. Der er erfaring, jeg ikke har, fordi jeg ikke har været ung i den her tid, og der er ting, jeg ikke fatter, men som jeg kan se, jeg er nødt til at lære. Det tager tid og kræver, at man lytter, siger Synne.

Og i takt med, at hun udvider sin horisont og får en forståelse for de problematikker, som Sille belyser, kan det også undre hende, at hun har været kvinde i så mange år, uden at have gået op i de emner. Men for Sille at se, er det ikke så mærkeligt. For det er ikke enkeltindivider som hende eller hendes mor, der skaber forandring.

– Lysten til at ændre noget kommer mange steder fra. Det er jo ikke mig, der har fundet på, at vi skal tale om menstruation, ligesom min mor ikke har fundet på, at vi skal lade være. Det er, fordi der sker noget i tiden, siger Sille.

Og det var netop kombinationen af noget i tiden blandet med en nyfunden fascination af sin egen krop, der vakte Silles indre kriger for fire år siden. Hun var allerede interesseret i vilkår i kvindeliv, men det var først, da hun fik sig en menstruationskop, at tingene for alvor klikkede.

– Der skete meget dengang. Dels stod jeg for første gang overfor den her klare røde væske, og jeg blev næsten uklædeligt fascineret af det, og dels kunne jeg koble mange af de følelser og oplevelser, der hører til at have menstruation, som smerte og bekymring, til mange andre aspekter, forklarer hun.

Derfor blev menstruationen, og at vise den og sætte fokus på den, en måde at protestere mod alt det, Sille oplevede, at kvinder var underlagt og udsat for. Overgreb, sexisme, seksualisering, perfektheds-idealer. At udstille og italesætte blodet blev synonymt med at udstille og italesætte den generelle uretfærdighed og en måde for hende at tage definitionsretten over sin egen krop tilbage.

Udstillede sin menstruation på sociale medier

Definitionsretten havde nemlig i høj grad ligget uden for hende. Den havde ligget i kulturen, reklamer og andres blik, der var smeltet sammen med hendes eget og havde fået hende til at føle det som en klam ting, at hendes krop gjorde, som en krop nu gør. Sveder, prutter, tisser, skider, menstruerer. Alt det, som er helt basalt, men som hun havde lært, ikke var klædeligt eller kvindeligt.

Ved at komme i kontakt med sin egen krop, og ved ikke at lade omgivelserne påvirke, fandt hun en anden ro omkring alle de funktioner. Hun husker en skelsættende dag på Aarhus Universitet, hvor hun havde siddet og skrevet speciale og var stresset og presset og opdagede, at hun var blødt igennem.

Men i stedet for at gøre, som hun havde gjort så mange gange tidligere, nemlig gå skamfyldt hjem, valgte hun nu en helt anden tilgang. Det var en pæn dag med solskin, så hun satte sig ned på trapperne foran bygningen og lod en veninde tage et billede af, at hun var blødt igennem. Billedet lagde hun på sociale medier.

Sille understreger, at det ikke er, fordi hun har en ambition om at bløde igennem, men hun nægter også at have det dårligt med sin krop og sig selv, når det sker. Hun nægter at lade det være en klam ting.

– Jeg opdagede jo også, da jeg fik min menstruationskop og pludselig stod med det her rene blod, at det slet ikke var klamt, som jeg havde gået og troet. Det lugtede for eksempel ikke i sig selv, det var kombinationen af bind og blod, der gav den her lugt, og jeg var meget interesseret i at undersøge, hvad min menstruation kunne fortælle mig, siger hun.

Hun har endnu ikke rigtig grejet, hvad blodet kan sige om hendes egen sundhedstilstand, men hun lært sig selv godt nok at kende til at vide, hvis der pludselig er noget, der er anderledes, og som hun bør reagere på.

– Det er jo lidt ligesom med at undersøge sine bryster, tænker jeg. Hvis der er noget unormalt ved det, så bør man vel søge læge, siger Sille.

Der er stadig lang vej igen for hende. Både i forhold til sin egen krop og i forhold til at bryde de mure ned, som låser kvinder fast. I sit eget liv oplevede hun for nylig endnu et aspekt af livet med en livmoder, som vi uudtalt har aftalt, at vi ikke taler om.

Læs også: Gør det røde grønnere 

Vi skjuler, at det gør ondt

Sille aborterede nemlig spontant tidligere på året, lige inden hun nåede tolvte uge af sin graviditet. Det føltes som en gigantisk fiasko for hende, og hun bebrejder sig selv, selvom det på ingen måde er hendes skyld. Og lige så hårdt og chokerende, det var for hende at abortere, lige så chokerende var det at finde ud af, hvor hyppigt det sker, og hvor lidt vi taler om det.

– Jeg mener, at jeg fik at vide, at for hver graviditet, som lykkes, går der to mislykkede. Det anede jeg ikke, for det var der aldrig nogen, som havde fortalt mig. Og da jeg begyndte at fortælle om min oplevelse, var det skræmmende at høre, hvor mange der havde gået med det alene, siger Sille.

Hun mener, at en del af problemet er, at vi opfordres til at holde graviditeter skjult ind til tolvte uge, fordi det ikke giver plads til, at man kan fortælle, hvis en graviditet inden er gået galt. Hun synes, det er vildt, hvor lidt det tab får lov til at fylde i verden. Især i betragtning af, at hun hver måned retraumatiseres.

– Det føles jo lidt som at gennemleve det igen, når jeg får min menstruation nu, fordi den månedlige oplevelse af blod i trusserne er næsten identisk med abort-oplevelsen. Det er jo en cyklisk sorg, som først fordufter, når det lykkes mig at blive gravid igen, siger hun.

Det er en rejse at have en krop i cyklus. En rejse, der styres af hormoner, og som både indbefatter sorg og glæde, muligheder og smerte. Hvordan kvinder har tacklet den realitet, har udviklet sig gennem tiden fra stiltiende accept til det råbende opgør med strukturelle fængsler, der vinder frem blandt de yngre generationer.

Synne og Sille billedliggør de to fronter og illustrerer med al tydelighed det smukke, der opstår, når vi på tværs af generationer er villige til at lytte og lære af hinanden. De er ikke reklamesøjler for perfekte kvinder eller for den perfekte relation, for den findes ikke. De er derimod, ligesom du og jeg, reklamesøjler for hvad det vil sige at være opfostret som kvinde. Svedende, hedetursramte, skidende, tissende, menstruerende kvinder, og hvor svært det kan være at leve i en verden, der gerne vil skjule, at vi er mennesker.

Læs også: Natarbejde øger risikoen for spontan abort

Forrige artikelMenneskets bedste ven kan afhjælpe stress

Næste artikelEr dit barn aktivt nok?