De danske genstandsgrænser er højere end i landene omkring os. Danskerne vil ikke acceptere, at alkohol er et giftstof.
En svensk eller norsk kvinde må kun nyde seks genstande om ugen – hvis hun altså vil holde sig inden for de grænser, som sundhedsmyndighederne har udstukket. I England lyder rådet på højst 1,5 genstand dagligt, mens canadiere af hunkøn kun bør drikke et enkelt glas om dagen. Det viser Tjeks gennemgang af sundhedsmyndighedernes anbefalinger i forskellige lande. Herhjemme kan en kvinde til gengæld drikke det dobbelte – nemlig 14 genstande ugentligt – og stadig ligge inden for det maksimum, som Sundhedsstyrelsen i øjeblikket har lagt. Alkohol er kræftfremkaldende Men den forskning i alkohol, som landenes genstandsgrænser bygger på, er den samme, understreger specialkonsulent Kit Broholm fra Sundhedsstyrelsen. »Forskellene fremkommer, fordi det er en meget kompleks forskning, der skal fortolkes. For eksempel afvejer man, hvor meget en lille smule alkohols forebyggende virkning for ældres hjertesygdom skal tælle i forhold til alkohols kræftfremkaldende effekt«, siger hun. Vi vil ikke undvære alkoholen Samtidig er sundhedsmyndighederne oppe imod det, Kit Broholm kalder danskernes overdrevent positive forhold til alkohol, som ret beset er et organisk opløsningsmiddel, altså et giftstof. »Alkohol opfattes som et absolut gode, hvor der skal virkelig gode argumenter til, før man vil overveje at reducere forbruget«, påpeger hun. »Derfor er det også et spørgsmål om, hvilke budskaber, man kan trænge igennem med. Og der har været en tilbøjelighed til at opfatte den danske genstandsgrænse på 14 om ugen for kvinder og 21 for mænd som en anbefaling. Det er der overhovedet ikke tale om.14/21 er det absolutte maximum, der aldrig bør overskrides. Og mindre er afgjort meget bedre«, siger hun. Det er der dog cirka 860.000 danskere, der alligevel gør – og 83 procent af alle danskere har ingen planer om at nedsætte deres alkoholforbrug, viser undersøgelsen 'Danskernes alkoholvaner 2008'. Nem adgang giver højere forbrug I Norge og Sverige drikker folk mindre end i Danmark. Men det kan den lavere ugentlige genstandsgrænse på 6 for kvinder og 12 for mænd næppe tage al æren for. »I de lande er der med Systembolaget og Vinmonopolet en politik for salget af alkohol. Der er god dokumentation for, at begrænsninger på salget er det stærkeste instrument til at nedsætte forbruget«, påpeger Kit Broholm.
Kilde: Politiken