Hvad der kommer ind, skal også ud, men kroppen kan have svært ved at skille sig af med alle de affaldsstoffer, vi belaster den med, og så reagerer den med alverdens skavanker. Derfor kan en udrensning være en god ide.
Nul morgenmad. Masser af sukker, slik, sodavand og junkfood. Sådan levede Dorte Finderup i mange år. Hun havde siden barndommen vænnet sig til gentagne blærebetændelser, vand i kroppen, træthed, lavt energiniveau, luft i maven og forstoppelse. Når vægten blev for høj, snuppede hun en hurtig slankekur.
– Jeg pumpede min krop med usund mad. Mad var for mig bare overlevelse. Jeg tog ikke stilling til, hvad jeg proppede i munden, eller om jeg kunne lide det og havde brug for det, siger hun.
Først da hendes krop sidste år svarede igen med tre heftige blærebetændelser i rap og medfølgende penicillinkure, der slog maven i stykker, vågnede hun op.
– Jeg spurgte mig selv, hvad jeg egentlig havde gang i, og det blev mit startskud til at begynde på en udrensning, siger Dorte Finderup, der er 44 år og selvstændig med virksomheden Sund Balance.
Her underviser og coacher hun mennesker i at tænke helhed i forhold til krop og sind ud fra filosofien, at der skal være balance imellem kost og ernæring, sind og psyke, krop og bevægelse, restitution og indre ro. I dag afholder hun også kurser i udrensning baseret på sine personlige erfaringer efter tre udrensninger.
De plagsomme blærebetændelser fik hende til at opsøge en akupunktør og zoneterapeut, der som en del af behandlingen bad hende se på, hvad hun spiste. Da hun begyndte at dykke ned i kosten og dens betydning, faldt hun over den amerikanske bog Cleankuren. Den begejstrede hende så meget, at hun valgte at følge udrensningskuren i de fire uger, den varer.
– Jeg var simpelthen topmotiveret, fordi jeg var så uendelig træt af alle de blærebetændelser. Samtidig havde jeg tillid til kuren, fordi der ikke kun er fokus på kosten, men også på bevægelse, hvile og psykisk sundhed.
Certificeret ACC coach, indehaver af Sund Balance, hvor hun tilbyder udrensningsforløb, kurser, coaching og sunde madaftener i sin interimistiske restaurant Den Glade Frø.
Kort fortalt hjælper en udrensning i følge Dorte Finderup kroppen til at skille sig af med de affaldsstoffer, der hober sig op gennem tiden. Affaldsstofferne kan skyldes dårlig mad som sukker, usundt fedt, hvedemel og kemi, men også psykisk betingede kvantegiftstoffer kan hobe sig op i kroppen på grund af for eksempel stress eller depression.
– Affaldsstofferne belaster vores fordøjelse, som får svært ved at fungere med en aflevering efter hvert måltid, som faktisk er det naturlige for kroppen. Vi skal hverken have forstoppelse eller diarre. Har vi det, er udrensning en god ide, fordi det genetablerer en god og sund tarmflora. Alt det skidt, vi har hobet op i kroppen, skal jo ud. Og du renser altså primært ud gennem din afføring. Derfor skal din fordøjelse fungere godt, for alle skavankerne starter der.
Dorte Finderup priser sig i dag lykkelig over sin egen fordøjelse, der siden hendes første udrensning har fungeret helt uden brok.
– Jeg har altid døjet med forstoppelse, så det er fantastisk nu at leve med en krop, der fungerer sundt og uden problemer, siger hun.
Den kur, som Dorte Finderup valgte at følge, Cleankuren, er udviklet af en amerikansk hjertelæge, der selv kæmpede med forskellige skavanker.
Kuren varer i 28 dage og er bygget op omkring flydende kost til morgenmad i form af en smoothie, et fast måltid med grøntsager og fisk eller lyst kød til frokost og igen flydende kost i form af suppe til aftensmad. De flydende måltider er skånsomme for kroppen, fordi de er letfordøjelige, og derfor giver kroppen ro og tid til at rense ud.
Derudover udelukkes bestemte madvarer som for eksempel brød, mælkeprodukter, sukker og kaffe.
– Den her kur tiltaler mig, fordi den er baseret på lækre, sunde retter og ikke bare vand med citron morgen, middag og aften. Jeg anerkender, at udrensning kan gøres på mange måder. Men for mig fungerer det godt med en langsom, blid og sikker proces, hvor jeg ikke kun får renset ud, men rent faktisk også undervejs får bygget nogle nye, sunde spisevaner op, så jeg ikke bare efter endt kur falder tilbage i de gamle vaner.
I dag har hun skiftet pizzaer, burgere, sodavand, chips og slik ud med en mere basisk kost med masser af fiberrige grøntsager, frugt, nødder, lyst kød, fisk, gode olier og groft brød. Og hun elsker det.
– Når jeg tænker tilbage, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg levede før. Jeg har på ingen måder lyst til at vende tilbage til min gamle livsstil.
Siden første gang har hun gennemført udrensningskuren yderligere to gange for at få endnu mere erfaring at dele ud af til sine kursister.
Det har også udmøntet sig i bogen ‘I kærlighed til din krop’, som blandt andet indeholder opskrifter med inspiration til tre ugers udrensning.
Dorte Finderup er tilhænger af en udrensningsform, hvor man stadig kan passe sin dagligdag, selvom kroppen har travlt med at afgifte sig selv. Det vil sige en udrensning, hvor man får sund mad nok til at kunne bevare sin energi.
– I den her kur får du så god basisk kost, så der ingen grund er til bekymring. Det er en så sikker udrensning, at du kan føle dig tryg over at gå i gang med den, siger hun.
For at få størst mulig succes med udrensningen anbefaler hun i tråd med Cleankuren, at man hjælper afgiftningen på vej ved at drikke masser af rent vand, motionere og hvile.
Vandet skyller affaldsstofferne ud, motion øger afgiftningen, og hvile understøtter det arbejde, kroppen har gang i.
Fordøjelsen skal virke hver dag, hvis udrensningen skal have en ordentlig effekt. Derfor anbefaler Dorte Finderup, udover masser af vand, også et dagligt fibertilskud til at holde maven i orden, samt mælkesyrebakterier til at styrke tarmfloraen og en god multivitaminpille. Et lille tip, hun ikke selv har haft lyst til at følge, er at spise en skefuld god olie inden sengetid til at smøre tarmen, så den fungerer bedre dagen efter.
– Nej, det kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til, siger hun og smiler.
Der er stor forskel på, hvordan man reagerer på udrensning.
For Dorte Finderup var det let, hvor det for mange af de 25 kursister, hun efterhånden har støttet igennem en udrensning, har været meget udfordrende.
– Det var nemt for mig, fordi jeg fandt min sti. Jeg fik en større forståelse af, hvad jeg havde gjort mod min krop, og jeg mærkede lynhurtigt, hvor godt det gjorde mig. Kiloene raslede af, og jeg fik masser af energi. Så fordi jeg hurtigt fik resultater, var det på ingen måde svært at gennemføre, siger Dorte Finderup, der i alt har smidt 12 kilo som følge af udrensning og de efterfølgende nye kostvaner.
Første gang fulgtes hun med sin niece igennem de fire ugers udrensning.
– Vi fik det gjort til et sjovt eksperiment, hvor vi legede med maden, og hvad der skete med os. Derfor anbefaler jeg også altid, at folk har en makker at støtte sig til, fordi det øger sandsynligheden for, at du kommer i mål.
Der kan dukke mange udfordringer op under en udrensning. Både fysiske og psykiske.
– Vi er så forskellige som mennesker, og nogle reagerer kropsligt med slem forstoppelse eller fæl hovedpine. Andre slås mere med mentale blokeringer som for eksempel en overbevisning om, at de bare skal have brød for at kunne fungere. Eller med undskyldninger, som at det da ikke skader bare at snuppe en lille kop kaffe. Forståeligt nok, for det er rigtig svært for mange at undvære ting som kaffe, brød og ost.
På spørgsmålet om, hvad det kræver at gå igennem en udrensning, svarer hun:
– Vilje, mod, commitment, den rette indstilling og et oprigtigt ønske om at ville det. For du renser ikke kun ud på det fysiske plan, men også på det psykiske. Der kan dukke gamle ting op, som du er nødt til at forholde dig til.
For dem, der holder ud, er der mange gevinster at hente. Dorte Finderups kursister melder om vægttab, fornyet energi, spottet intolerans over for bestemte fødevarer, sund og velfungerende fordøjelse, slut med kronisk hovedpine, ingen Candidasvamp, fri for kronisk febertilstand og betændelsestilstande i kroppen, strålende hud, hår og negle, nye sunde madvaner og mere glæde i hverdagen.
Dorte Finderup kan næsten ikke rose udrensning nok. Hun er især begejstret for, hvordan det kan hjælpe til at kickstarte en helt ny og sundere livsstil med gode kostvaner og nul behov for slankekure.
– Det her er langt bedre end slankekure, fordi det går langt dybere. Dine smagsløg ændrer sig, så du ganske enkelt ikke længere har lyst til at drikke cola og spise junkfood. Jeg har selv elsket grillmad, så da jeg havde afsluttet min første udrensning, glædede jeg mig til at smage en grillpølse. Men den smagte overhovedet ikke godt, og min mave reagerede prompte negativt, siger hun.
Hjemme hos Dorte Finderup er det ikke kun mor, der har fået gavn af de nye kostvaner, som udrensningerne har ført med sig. Også Rasmus på 13 år er sluppet af med hovedpine, snotnæse og ondt i ryggen. Og storebror Mathias på 15 år er blevet veganer undervejs, har tabt tolv kilo og fået masser af energi til sit ungdomsliv.
– Vi levede af skodmad før, så det er skønt at opleve, hvordan det også gavner familien, selvom de ikke har været igennem en udrensning.
Den absolut største gave ved en udrensning er i følge Dorte Finderup, at man får et helt nyt forhold til sin krop.
– Når du udrenser, siger du ja til din krop. Fordi du er sluppet af med både fysiske og psykiske affaldsstoffer, kan du efter udrensningen tydeligt mærke din krop, og hvad den har brug for, hvis du altså vil lytte. Du skal bare huske, at dit liv ikke er omvendt, fordi du har været på udrensning. Det er fast arbejde at forblive åben over for de nye vaner.
· Sørg for at udrense i en rolig periode.
· Sørg for at have en makker, der også udrenser, eller få en anden til at støtte og opmuntre dig undervejs.
· Sørg for, at din fordøjelse fungerer dagligt.
· Husk tilskud af mælkesyrebakterier, multivitaminpille og et fiberprodukt.
· Få motion, så du sveder affaldsstofferne ud.
Forrige artikelTilskud fra vugge til voksen – børns og unges behov
Næste artikelNaturen som træningspartner – seks tips