Nyheder

Vi slipper fortsat for transfedtsyrer

22. marts 2007

EU har besluttet, at de skrappe danske regler om transfedtsyrer i vores madvarer er væsentlige for folkesundheden, og vores regler kan opretholdes.

EU gjorde en afgørende forskel for den danske folkesundhed, da man i går be­sluttede at lade Danmark beholde sine skrappe regler mod transfedtsyrer. Det siger overlæge Steen Stender, Gentofte Hospital, der er ekspert i transfedt­syrer og har stået bag reglerne. Han anslår, at den danske grænse på maksimalt én pct. transfedtsyrer i fø­devarer betyder, at 400-500 danskere hvert år undgår at dø af blodpropper i hjertet.

Også Coop Danmark er glade for de nye regler, som de ser som en fordel.

“Transfedtsyrer giver uhensigtsmæssige kolesteroltal i blodet og øger risikoen for åreforkalkning i hjertet. Der er også undersøgelser, der viser, at transfedtsyrer øger risikoen for hjerteflimmer og type 2 diabetes. Men det har vist sig, at de let kan fjernes, uden at forbrugerne opdager det. Vi har de samme produkter, de koster det samme, og wienerbrød og popcorn smager, som det altid har gjort,” siger Steen Stender.

“EU har stiltiende accepteret, at transfedtsyrer er farlige. Men det hjælper ikke de 470 millioner andre EU-borgere. Det er tusindvis måske hundredtusindvis af dødsfald, man kunne udsætte ved at fjerne transfedt. I Polen kan man f.eks. få et måltid, der indeholder 42 gram, men man må ikke få mere end et gram om dagen,” siger overlæge Steen Stender.

Bekymrede miner hos industrienHerhjemme var der bekymrede miner hos Dansk Industri og de store detailkæder, da Danmark i 2003 indførte reglerne. Men nu har industrien tilpasset sig kravene, og derfor hilser chefkonsulent Dorthe Pedersen EU-Kommissionens beslutning velkommen.

“Industrien har arbejdet med at udfase transfedtsyrer i en årrække, og det har vist sig at være teknisk muligt at gennemføre det. Derfor kan vi sagtens bakke ministeren op i at fastholde det danske regelsæt. Ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt var det rigtigt at gøre,” siger Dorthe Pedersen.

Kiks, kager og popcorn ned af hylderneHos Coop Danmark var man også betænkelig i begyndelsen. Ifølge chef for varesikringen, Hanne Damsted Vilsbøll, har Coop Danmark brugt mange ressourcer på laboratorieanalyser af madvarer og kontakt med producenter for at få dem til at overholde reglerne. Samtidig måtte man tage en række kiks, kager, popcorn og pomfritter helt ned fra hylden.

Men i dag kan arbejdet med at udfase de farlige industrielle transfedtsyrer vise sig at være en fordel for virksomheden. Coop Danmark producerer nemlig selv mange af sine produkter, som også sælges i butikker i Norge og Sverige. Produkterne bliver lavet efter de skrappe danske regler, og det kan vise sig at være en fordel i forhold til det svenske marked, hvor forbrugerne netop nu har fået øjnene op for, at transfedtsyrer er farlige,” siger Hanne Damsted Vilsbøll.

Læs mere på www.tv2.dk

Forrige artikelFørstegangsfødende er nu 29 år

Næste artikelForebyg kræsenhed – giv dit barn maser af smagsindtryk