Det er nemmest at sige sandheden. I hvert fald kommer den hurtigere ud af munden på os end en løgn.
Der ligger en mere kompliceret hjerneprocess bag en løgn end en sandhed, og derfor er vi lidt længere tid om at give et løgnagtigt svar.
I gennemsnit er en løgn 30 procent længere tid om at komme over vores læber end sandheden.
Den lille nølen før en løgn er i lang nok til, at den kan måles, når man sætter en computer op til at stille spørgsmålene og modtage svarene.
Det har den britiske psykolog Aiden Gregg ekspermenteret med, og han har udviklet en ny slags løgnedetekter, som han kalder Timed Antagonistic Response Alethiometer eller Tara.
Alethiometer betyder “sandhedsmåler”, som man vil vide, hvis man har set filmen Det Gyldne Kompas eller læst den fremragende trilogi af Philip Pullmann, som filmen bygger på.
Tara stiller testpersonen en lang række spørgsmål, som man skal svare på med et tryk på tastaturet. Ifølge Aiden Gregg er de bevidst løgnagtige svar så forsinkede, at man med den rette sekvens af spørgsmål kan udlede. om testpersonen taler sandt eller falsk om bestemte hændelser.
Avisen The Times skriver, at de amerikanske myndigheder har vist interessere for den nye løgnedetektor. I USA er det mere udbredt end i Europa at bruge polygrafer, som måler fysiologiske ændringer hos testpersonen, mens man stiller spørgsmål.
Forhærdede løgnere bliver stadig bedre til at snyde polygrafen, men ifølge Gregg er det sværere at snyde Tara, selvom det virker som en oplagt vinderstrategi med vilje at forsinke alle svar. Det skulle computeren dog kunne gennemskue.
Kilde: Berlingske