Nyheder

Vi vil ikke have is i light-udgave

20. april 2007

Vi køber forkælelse, når vi køber is, og det er ikke dér, vi vil stå og tælle kalorier.

Nej tak til tynde ispinde. Det er svaret fra en rundspørge blandt landets største isproducenter. »Light-isene er floppet. Vi har haft flere af dem på iskortet, men de sælger ikke,« fortæller direktøren i Premier Is, Søren Skovrup.

I år går firmaet den stik modsatte vej af light og introducerer blandt andet en ekstra fed ispind med jordbærsmag. Det bliver også muligt at købe flere nye is, hvor der er blandet chokoladeskildpadder, labre larver og cacaomælk i.

»Folk ved jo godt, at is ikke er en gulerod. Når de står ved isboden, er det nydelsen og forkælelsen, de køber,« vurderer direktøren i Diplom-Is Danmark, Torben Hemmingsen. Også Diplom-Is har tidligere forsøgt at sælge kalorielette ispinde.

»Men det var ingen succes,« siger Torben Hemmingsen. Problemet er, at det er svært at få en 'tynd is' til at smage godt, fordi erstatningen for fløde og andre mælkeprodukter ikke er god nok.Tendensen slår da også tydeligt igennem på sæsonens nye iskort fra Frisko, Premier Is og Diplom-Is, hvor de kalorielette is er fraværende.

24timer har analyseret energiindholdet i de 84 mest populære ispinde, og resultatet er, at årets isnyheder er både større og federe end tidligere. Og overraskende nok er det gruppen af sodavandsis, der har mest vokseværk. »Jeg tror, at det kommer bag på folk, at der kan være så meget energi i en ispind,« siger kostvejleder Sigrid L. Sørensen fra motionskæden fitness dk. Hun råder derfor folk til at kigge nuanceret på deres madvaner – også på de varme sommerdage, hvor fristelsen til at spise is er størst.

»Tænk over hvor ofte du spiser is i stedet for ensidigt at se på kalorierne i den enkelte is. For selvfølgelig skal der være plads til en is, hvor du ser lidt stort på kalorierne. Så længe du også husker at give din krop det sunde og gode, den især har brug for,« siger hun.

Kilde: 24 timer og Berlingske Tidende.

Forrige artikelHormoner øger risiko for kræft

Næste artikel17,6 kilo slik per dansker

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.