“Viden er magt”, udtalte den berømte franske filosof og videnskabsmand, Francis Bacon, i 1600-tallet, hvor den videnskabelige revolution slog igennem. Det budskab har vi taget til os – og vi er mere informerede end nogen sinde. Men kan vi bære ansvaret, eller har vi stadig brug for autoriteterne?
Viden har siden Darwin været et spørgsmål om argumentation og beviselighed, og for så vidt kan enhver “byde ind” med bud på sandheden. Almindelig sund skepsis over for autoriteter som f.eks. læger og politikere er en naturlig del af det moderne liv – ekspertvældet er erstattet af et samfund fuld af velinformerede forbrugere, som stiller spørgsmål og træffer egne valg.
Forbrugerrollen omfatter i dag ikke kun de traditionelle daglige indkøb, hvor husmoderen udvalgte den bedste slagter i byen, og manden i huset traf aftaler med anbefalede håndværkere. I dag omfatter forbrugerens domæne alt lige fra forsikringer, bankforretninger til lægebesøg, og i alle forhold har forbrugeren mulighed for at være sin egen autoritet ved at holde sig ajour med de seneste oplysninger og undersøgelser på området. Det gælder f.eks. internetsider med sammenligninger af pris og kvalitet, en kontinuerlig nyhedsstrøm døgnet rundt og sociale netværk, hvor jungletrommerne lyder, så snart en “ven” har en mening eller et tip at dele med andre.
Al denne viden stiller imidlertid krav. Ikke blot til al den tid, der bruges på at samle oplysninger – den gennemsnitlige dansker (over 12 år) bruger dagligt ca. 150 minutter på at se tv, 90 minutter på at høre radio og 100 minutter på at være på internettet (ifølge Index Danmark/Gallup Marketing). Med informationen følger valgmuligheder – mellem forskellige holdninger, produkter osv. Det er som med æblet i Paradisets have – har du først bidt af det, er der ingen vej tilbage, du må forlade uskyldens Paradis, og du kan ikke blot indordne dig under rammerne, som de er sat. Med kundskaben følger ansvaret – ansvaret for at forvalte din viden.
I løbet af de seneste år er mangen en ekspert kravlet ned fra sin piedestal – læger, professorer, politikere osv. Selv på arbejdspladserne begynder arbejdsgiverne at afgive umiddelbar magt og ansvar. Begreber som “selvforvaltende teams” er kendetegnende for disse strømninger, hvor den enkelte medarbejder som minimum tager ansvaret for at udfylde de givne rammer og ofte også er med til at formulere dem.
Inden for personlig udvikling og karriereplanlægning tales der om selvledelse som udtryk for den bevidstgjorte egenudvikling, hvor personen selv skaber sig overblik over sit liv og træffer afgørelser om det. Fasttømrede normer, værdier og rollemodeller – herunder mere eller mindre skjulte fader/moderfigurer – bliver konstant udfordret på deres validitet.
Tilbage står individet med et ansvar, som han/hun måske ikke altid er klædt på til at forvalte.
Når det handler om vores liv og helbred, er “det rigtige” valg af medicin eller behandling også til debat. I kraft af lægevidenskabens kompleksitet er det ikke nogen let opgave at håndtere. Med internettet har enhver adgang til digre opslagsværker om alle mulige symptomer, sygdomme og behandlinger, og dette kan naturligvis give anledning til yderligere spørgsmål:
“Hvad betyder den knop på mit underben? Hvad kan disse mavesmerter skyldes?” osv. Skavanker (som måske går væk af sig selv) er beskrevet i uoverskuelige detaljer, men er vi klar til at bære kundskabens ansvar? Da vi sjældent besidder den fulde ekspertviden, vil der let kunne opstå misforståelser og bekymringer. Modsat den rent patologiske hypokonder, som er sygeligt paranoid, er der så at sige opstået en ny form for ængstelighed: “Den informerede hypokonder”, som er på evig jagt efter mere og præcis viden om sin “tilstand”. Han/hun “opdaterer hele tiden status” og tager ansvaret for at undersøge sagen og finde frem til det bedste alternativ. Han/hun bestemmer mere eller mindre selv, hvilket hospital eller hvilken læge, der skal foretage en undersøgelse eller behandling. Men hvor længe holder det?
Hvad så, når valget ikke står klart, og vi mister orienteringen? Da står eksperterne heldigvis klar i kulissen til at tage over. Som når teenagesønnen/ datteren – efter en vild nat i byen – alligevel ringer efter far/mor, når der ingen taxa er at få.
Noget er heldigvis ikke forandret – vi bliver aldrig altvidende eller fuldstændig selvtilstrækkelige. Uanset, hvor veluddannede vi bliver, vil der altid være behov for specialister og hjælp udefra – uanset om vi har brug for lægelig behandling, økonomisk rådgivning, juridisk bistand, et velment råd fra en erfaren ven – eller kørelejligheden hjem fra byen. Ja, selv når vi skal købe en vaskemaskine, kan det knibe med at klare det alene – fordi produkterne bliver stadigt mere avancerede og kræver større og større indsigt for at træffe det rigtige valg. Så er det godt, at der er nogen, der bruger AL deres tid på at vide noget om vaskemaskiner.
For den, der ikke orker at sætte sig ind i alle data og selv skabe sig et overblik, er der således stadig håb. Først og fremmest kan der stadig være “beskyttede områder”, hvor du bare kan være glad og naiv. Måske du ikke kender alle dine valgmuligheder, men så længe du er tilfreds med den service eller vare, du får/køber, så fred da være med det! Er du glad for din bil, så skidt da være med, at du ikke ved, at der findes en ny model med kølefunktion i handskerummet. Hvad du ikke ved, har du så at sige ikke ondt af…
Hvis du ikke er tilfreds, kan du jo spørge en af dine informerede venner, om hvad de ved eller mener om sagen. Det menneskelige vilkår er om nogensinde, at vi ikke kan stå alene – det kan være, at “Den store autoritet” har forladt os for en stund, men til gengæld har vi fået et helt hav af autoriteter på e-mail, Facebook og Twitter.
Er du stadig ikke i mål, kan du jo vælge at brokke dig på god gammeldags manér – uanset om du vælger at gå direkte til “leverandøren” eller tyr til Forbrugerrådet, tv-programmet Kontant eller din Gud, skal der nok være en, der lytter og kan vise vej. Stol på det.
Læs om Birgittes tip: om at håndtere ansvar/ bekymringer
Den videnskabelige kundskab stammer helt tilbage fra oldtidens spæde studier inden for matematik og astronomi. Troen – de religiøse overbevisninger – havde hidtil haft patent på svarene på livets store spørgsmål, men med filosofien begyndte den rationelle og logiske tankegang langsomt at gøre sit indtog blandt “de lærde”. Platon grundlagde ca. 400 år før vor tidsregning et videnskabeligt akademi, hvor bl.a. Aristoteles siden udviklede sine teorier og logikker omkring jordens og menneskets eksistens og de naturvidenskabelige grundregler. Antikkens forskere og lærde var langt forud for deres tid, og der gik 1500 år, før de første egentlige universiteter blev grundlagt i Europa. Vikingerne i nord var blot netop begyndt at blive kristne, og de studier, der udførtes på de første universiteter, havde stadig religionen som omdrejningspunkt.
Den empiriske forskning fik først rigtig fat i 1600-tallet, og med feudalismens og enevældens fald århundredet efter blev der gjort yderligere plads for borgerskabet og en bredere adgang til viden. Det var ikke længere fyrster og konger, der med præsteskabet i ryggen, dikterede, hvad der var lov, sandt eller falsk.
Den franske filosof og videnskabsmand, René Descartes, var den moderne tids største forkæmper for en egentlig videnskabelig forskning, herunder discipliner som fysik og biologi, som vi kender det i dag. På den anden side af kanalen proklamerede den engelske filosof, Francis Bacon, empiriens og naturvidenskabens betydning for menneskets tilværelse, formuleret i udtrykket “Viden er magt”. Han mente, at en udredning af naturens årsagssammenhænge kunne løse mange af livets praktiske udfordringer, f.eks. inden for håndværk, landbrug, handel, navigation osv.
Landsmanden, Isaac Newton, udviklede sine teorier omkring tyngdekraft og massetiltrækning, men først i 1800-tallet fik de mekaniske, fysiske og biologiske udredninger bredt fodfæste i samfundet – i takt med borgerskabets tiltagende indflydelse. Nye, uafhængige akademier udfordrede universiteternes forældede vidensopfattelse, og med den spirende industrielle revolution slog den empiriske naturvidenskabelige forskning alment igennem. Endelig satte Darwins arbejde omkring menneskets oprindelse en tyk streg under biologiens – og dermed menneskets – frigørelse fra den religiøse forklaring på livets gåde og ophav til al sandhed og viden.