Immunforsvaret er kroppens værn mod sygdomme. Mange komponenter spiller ind i forhold til, hvor godt forsvaret er beredt på den opgave. Det kræver de rette næringsstoffer gennem kosten og kosttilskud, men også søvn, motion og psyke gør en forskel.
Mere og mere forskning peger nemlig på, at psyken kan påvirke immunsystemet. Det sker gennem det, der hedder psykoneuroimmunologiske processer. I praksis betyder det, at vores humør kan påvirke hjernen, som så igen kan påvirke og nedsætte immunforsvarets evne til at bekæmpe bakterier og vira.
[relateredehistorier]
Charlotte Bech er praktiserende læge og direktør hos Charlotte Bech Læge og Sundhed, og hun forklarer, hvordan humør, hjerne og immunforsvar hænger sammen.
– Psykoneuroimmunologi forbinder de psykiske og emotionelle reaktioner i hjernen med vores immunforsvar. Her har man fundet ud af, at vores hjerne styrker immunforsvaret gennem det autonome og sensoriske nervesystem, forklarer hun i en pressemeddelelse.
Hun peger blandt andet på at forskning har vist, at mennesker med angst eller depression, som jo i den grad er lidelser, der påvirker humøret, har større sandsynlighed for at have et nedsat immunforsvar.
Spørgsmålet er naturligvis, hvad man så kan gøre, for at løfte humøret og dermed styrke immunforsvaret. Det er ikke et ukendt fænomen, at man kan have en tendens til generelt at være i dårligere humør om vinteren, og at en del lider af deciderede vinterdepressioner, som blandt andet hænger sammen med mørket.
For nogen vil det hjælpe med en lampe, der imiterer solens lys, men man kan også gå mere fysisk til værks. Det viser sig nemlig at foruden at humør og immunforsvar hænger sammen, er der også et direkte samspil mellem mave, tarm og hjerne.
Bakterierne i vores tarme, som også er afgørende for immunsystemet, kan også påvirke humøret. Derfor kan det af flere grunde være en god ide at arbejde med sin tarmflora, hvis man vil styrke kroppens sygdomsforsvar.
Forskningen i tarmfloraen er bakteriefloraen generelt, er taget voldsomt til i de senere år. Og det har vist sig, at de bakterier, som lever på og i vores krop, har stor betydning for vores sundhed på en lang række måder.
Det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, at der er flere bakterier i og udenpå vores krop, end der er celler. Bakterierne er for det meste gode og gavnlige, men kan få negativ betydning, hvis balancen i floraen tipper. Så vil der kunne opstå en overvægt i visse stammer, som kan påvirke os negativt.
Når balancen tipper hænger det i høj grad sammen med kost og medicin. Forskellige bakteriestammer trives nemlig med forskellig føde, og derfor vil en kost med meget sukker eksempelvis, kunne danne grobund for, at nogle stammer vil trives, mens andre vil have svært ved at leve i kroppen. Også antibiotika, som jo skal slå bakterier ned, kan få store konsekvenser for floraen, og derfor er det som hovedregel godt at tage probiotiske tilskud, som kan genoprette balancen efter en antibiotikabehandling.
I forhold til immunforsvar og humør er bakterierne vigtige af to grunde. For det første er bakterierne vigtige for immunforsvarets evne til at bekæmpe sygdom. For det andet kan bakterierne påvirke humøret, som så kan influere immunforsvaret. Det sker, fordi der er en direkte forbindelse mellem mave og tarm og hjernen. Charlotte Bech forklarer:
– Tarmflora er en faktor, der overraskende er med til at ændre psyken. det viser et studie på stressede studerende, der blev tildelt psykobiotika, der er en bestemt type probiotika, som er levende mikroorganismer, der har effekt på floraen i tarmen og dermed psyken. Resultatet for de studerende blev et lavere niveau af stresshormonet kortisol og en forhøjning af det neurologiske lykkestof serotonin.
Hun beskriver sammenhængen som en tretrinsraket med tarmen, psyken og immunforsvaret, hvor en sund tarmflora danner grundlag for et sundere immunforsvar.
Som nævnt kan probiotika være en måde at sikre en sund flora, men også aloe vera kan have en afbalancerende effekt. Uanset hvilken metode, man er til, er det altså ifølge Charlotte Bech vigtigt at tænke på psyken, hvis man vil holde sig rask. Særligt hen over vinteren.
Forrige artikelBeskytter p-piller mod kønssygdomme?
Næste artikelHjælp dit hjerte til at holde hele livet