Vigtigt at bevæge ryggen

Jeg har diskusprolaps i nakken, slidgigt og skæv ryg. Er i kiropraktisk behandling. Jeg havde før hovedpine 24/7. Men nu oplever jeg rigtig mange smerter i ryggen. Fordi vi løsner op og retter min meget skæve holdning. Jeg tager pamol og ibumetin. Eller diclosup. Men har stadig mange smerter. Jeg tager også kosttilskud; fiskeolie, D-vitamin, multivitamin, ingefær og magnesium til natten. Jeg har i dag fået svar på blodprøver om for højt levertal, og lægen mener, jeg skal stoppe fiskeolie, magnesium og ingefær. Jeg skal have taget prøver igen om 4 uger. Jeg er bange for, jeg risikerer at få endnu mere ondt. Hvad kan jeg gøre mod muskelsmerter? Har en følelse af, at laver jeg en forkert bevægelse, låser min ryg sig fast. Så det har jeg virkelig angst imod. Har haft flere lændehold før graviditet september 2018.

God dag – Signe


 

Den fornemmelse du har af, at en lille forkert bevægelse vil låse din ryg, vil jeg sige to ting om.

For det første: ER det sådan, at din ryg vil låse, eller er det noget, du TROR, den vil? Mange med rygsmerter bliver helt stive af angst for overhovedet at bruge deres ryg og går og passer på. Ofte bliver følgen bare, at alle muskler opspændes, og så starter den dårlige spiral. Man skal ikke være så bange for at bevæge ryggen. Her mener jeg jo ikke løfte på tunge ting eller grave hele køkkenhaven på en eftermiddag, men bevæge og bruge ryggen. Det vil smøre ryggens mange led, blødgøre de stive muskler.

Se velegnede øvelser til slut i teksten.

Den anden ting, jeg vil sige er, at hvis det vitterlig er sådan, at din ryg låser, så må du i gang med at få en god styrke og balance i rygmusklerne. Træne dem op stille og forsigtigt.

Bevægelighedsøvelser for ryggen:

På gulvet eller i din seng – Stil dig på knæ og hænder – Lige så langsomt skyder du ryg som en kat, står der lidt – slipper og svajer ryggen – kigger op og puster ud. Gentag flere gange

Stadig stående på alle 4 poter: Forestil dig, at du har en hulahopring rundt om livet. Prøv nu at cirkle ryggen, som om du kunne ramme inderkanten af hele hulahopringen i en glidende bevægelse. Kom begge veje rundt – bare start forsigtigt.

Styrkeøvelser for ryggen, især de små stabiliserende muskler: Stå på alle fire. Hav hovedet i lige forlængelse af ryggen, så du kigger ned i gulvet. Stræk nu modsatte arm og ben ud i forlængelse af kroppen. Tænk ikke på at løfte op, mere på at række ud. Skift til den anden diagonal. Gentag flere gange.

Svømning er også godt (evt varmtvandsbassin), hvis ryggen skal bevæges og styrkes.

Smertelindring fra akupunktur kan jo være langt bedre end fra medicin. Hvis du kan overskue det, vil jeg foreslå dig at gøre dette også.

Kh Catrine Marcussen

1 kommentar

  • Henning Rolapp siger:

    En kort historie.
    Sad på gulvet og skulle ordne og fordele. Fik en diskuspolaps dvs. at en bruskskive i ryggen forskubbede sig ud . Jeg fandt ud af, at jeg bedre kunne ligge på gulvet og sove på et tæppe end i en seng. Efter nogen nætter kunne jeg mærke at det lindede lige så langsomt.
    Forklaringen som jeg ser den er: Når man sover så ligger man først på den ene side, senere på den anden side og senere igen på den første side m.m. Denne “massage ” af ryggen skubber lige så langsomt bruskskiven ind igen. Fordi bruskskiverne givet fra naturens hånd er bygget til at søge ind mod normalstillingen igen, hvis den er blevet skubbet udaf ved en fejl. Jeg brugte også en “klog” kone over 2 gange, så over en kortere periode kom jeg helt over problemet. Men denne “sovemassage” af ryggen havde helt klart sin virkning,

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *