Vind med hjertet – og glem at få ret

Åbn dit hjerte – og læg både boksehandsker og mundkurv fra dig. giv i stedet plads til holdninger, følelser og læring.

Hvor mange af os kender ikke den dér stikkende, uafrystelige følelse af at være inderligt skuffet, såret og i sidste ende vred over noget, en person har sagt eller gjort? Skuffelsen over ikke at være blevet anerkendt for sin indsats af chefen eller kollegerne, den sårede følelse af at være blevet kritiseret af en ven eller veninde, eller vreden over at blive tilsidesat eller ligefrem trådt på af en, du sætter højt i dit liv.

Den indre monolog flyver gennem hovedet: alt det, du ville/burde have sagt og gjort, alle argumenterne for, at du har ret eller dit velformulerede forsvar for, at du er blevet uretfærdigt behandlet. Nogle gange ender det med, at du får taget en snak med den anden part – måske ikke helt, som du først forestillede dig det (heldigvis?), men du får dog gjort opmærksom på din utilfredshed. Andre gange flyder følelsen ud med tiden, du skubber historien fra dig, måske med et lille nag eller en lille mistro tilbage i dit hjertes afkrog. Spørgsmålet er: hvordan kan du sikre dig, at du kommer godt ud af en sådan situation og ikke mister modet på nye udfordringer, nye møder og nyt samarbejde? hvordan holder du dit hjerte åbent og passer på dig selv samtidig?

At tage snakken

Den første umiddelbare mulighed er “at tage snakken”. Den har umiddelbart sin fordel. Du får givet udtryk for dig selv. Du finder måske ud af, at der er tale om en misforståelse, og at du har fortolket situati o nen forkert.

Ulempen ved at tage snakken kan være, at du holder dig selv fast i konflikten, i hvert fald hvis snakken ikke munder ud i en reel forsoning, hvor både du og den modsatte part påtager jer hvert jeres ansvar for jeres del af misforståelsen eller konflikten – og bliver enige om en anden samarbejdsmåde for fremtiden.

Hvis du inderst inde tager snakken for at retfærdiggøre dig selv eller afkræve en ensidig und skyldning, svinder fordelen hurtigt ind. Du har reelt ikke åbnet dig for dialogen – du fortsætter din indre monolog MOD den anden.

Den tavse løsning

Den anden mulighed er “at være tavs”. Denne mulighed har en umiddelbar ulempe: Du får ikke givet udtryk for din oplevelse af situationen, og i værste fald samler du sammen i dit sinds nederste, mørke og hemmelige skuffe. Modsat den moderne norm på arbejdspladser og i privatlivet, som siger, at vi skal udtrykke os selv, være tydelige osv., kan tavsheden dog have sine fordele – hvis den bliver brugt konstruktivt. jeg ynder at kalde det “den aktive tavshed”, hvor du er bevidst om dit fravalg af at udtrykke din mening eller dine følelser, og du forsøger at lære det af situationen, som du har brug for.

For så vidt kan det give god mening at vælge, at den pågældende kamp ikke er værd at tage for dig. hvis dette valg er oprigtigt, slutter du fred med, at tingene er, som de er. hvis du er tavs i mangel af bedre, er der tale om “passiv tavshed” – og her ulmer konflikten stadig under overfladen. Intet er løst, blot gemt hen.

Egen boldbane

Den udbredte selvudviklingskultur, som bl.a. denne artikel er en del af (gerne indrømmet!), har stået på siden 60’erne, hvor det at udtrykke sig selv og være “ekspressiv” har været et mantra – i modsætning til førkrigstidens tabuer og fastlåste normer om at lade privat være privat. Mange metoder har vist sig brugbare, f.eks. i forbindelse med kommunikation har der i en del år været talt om girafsprog, hvor det gælder om at holde tingene på “egen boldbane”: at tale for dig selv – “jeg føler…, jeg tænker…” – i stedet for at kritisere, pege fingre eller tale om den anden i form af “du sagde, du gjorde…”. Denne tanke er bl.a. formuleret i bogen “Ikkevoldelig kommunikation” af Marshall B. rosenberg.

Inden for parterapi kan vi se nogle relaterede metoder i Imagoterapiens idéer om spejling, hvor den ene part gengiver den andens beskrivelse af sin oplevelse, indtil denne accepterer gengivelsen i alle detaljer. Der er også brugen af en “talking stick” (oprindeligt kendt fra indianernes krigsråd), hvor ordet går på skift, og afbrydelser er udelukkede, idet den, der har staven, taler, indtil vedkommende er helt færdig med sin fremlægning, hvorefter talestaven gives videre.

Adskil følelserne

Men kan det gøres endnu enklere og lettere tilgængeligt at få skovlen under sårede følelser, bitterhed, skuffelse eller vrede og få et konstruktivt samarbejde og samliv med menneskene omkring dig? Uden konfliktråd og terapeutiske konsultationer, men ved ren og skær selvcoaching? Og uden blot at vælge mellem snakken og tavsheden? Det mener jeg er muligt med lidt omtanke og øvelse.

Hvis vi tager skridtet videre – eller rettere tilbage – vil enhver dialog begynde med dig selv. Den indre monolog, som jeg beskrev ovenfor, har afgørende betydning for, hvordan du håndterer konflikter, skuffelser og sårede følelser i praksis. Når du fortolker en konflikt eller oplevelse, giver du konflikten en bestemt betydning.

Hvis du vælger at tage dialogen med dig selv, før du lægger dig fast på en bestemt bedømmelse af sagen, bliver du i højere grad uafhængig af modpartens vilje og evne til at gå i dialog med dig. Du åbner ganske enkelt dit hjerte for dig selv. Dybest set handler det om at tage det fulde ansvar for ALt, hvad der sker med dine følelser. Ikke at andre ikke kan have gjort dig uret, og at en undskyldning kan være et rimeligt ønske, men det er simpelthen ikke der, du starter din håndtering af pro blemet og dine følelser.

At tage dialogen med dig selv handler om at gøre problemet konkret og adskille dine følelser i forbindelse med situationen fra selve situationens fakta. Dernæst handler det om at slippe dig selv fri af skismaerne “vundet – tabt”, “ret – uret”, “rigtig – forkert”.