Luftkvaliteten er selvfølgelig alfa og omega i et godt indeklima. Frisk luft må der til, og hvis du sørger for at lufte godt og grundigt ud tre gange om dagen, er du nået langt. En grundig udluftning betyder gennemtræk i fem minutter.
Temperaturen har indflydelse på, om luften er fugtig eller tør. For lave temperaturer giver risiko for fugt – for høje tørrer luften ud. Mellem 20 og 22 grader er normalt det optimale.
Typiske symptomer på dårligt indeklima• Irritation af øjne, næse og svælg |
For høj luftfugtighed giver problemer med bl.a. svamp, som kan give meget store gener for dig og andre i husstanden. For tør luft generer vores slimhinder, og du vil evt. døje med irritation i øjne og svælg.
Klima- og ventilationsanlæg kan være løsningen på dårlig luft i en bygning. Normalt er det noget, vi forbinder med arbejdspladser, men også i private hjem kan et anlæg være en god investering. Især hvis du f.eks. har behov for at fordele varmen fra brændeovn eller udestue.
Med et klimaanlæg kan du selv styre temperaturen, dvs. afkøle og opvarme rum efter behov. Filtrene i et klimaanlæg kan også rense luften for svampesporer, pollen, støv og røg. Med ventilation oveni kan du blande frisk luft udefra med den klimatiserede luft.
Hvis ventilation er nok, kan du faktisk få soldrevne ventilationsanlæg i dag – såkaldte luftsolfangere, der blæser varm luft ind i huset opfanget med solfangere. De er effektive til affugtning og derfor også gavnlige i fritidshuse, både og campingvogne. Du kan oven i købet udnytte en udestue, så den varme luft herfra bliver blæst ind i huset, og dermed spare på varmeregningen.
Se evt. mere her: Indeklimaportalen.dk Jp-kol.dk Solarventi.dk
Støv og snavs generer rigtig mange. Faktisk forveksler mange støv med tør luft. Så tag et tjek på støvet, inden du installerer luftfugtere eller klimaanlæg. Ud over almindelig rengøring en gang i ugen – og den grundigere halvårlige – er der flere forhold, der kan generere støv.
Tøj støver f.eks. en del, så sørg for at opbevare vasketøj i lukkede beholdere. Når du lægger det sammen eller stryger, støver det, så gør det gerne i samme rum. Læg det rene tøj i lukkede skabe med det samme.
Du samler rigtig meget skidt op udenfor under skoene, så dit indeklima og rengøringen vil have godt af, at du stiller skoene, når du kommer ind.
Når du gør rent, er det selvfølgelig værd at vælge miljøvenlige metoder og produkter. Der findes masser af produkter at vælge imellem, som slår sig op på miljøvenlighed – f.eks. Bio D Nappy Fresh og Ecover. Til tøjvask er de spændende Ecoballs en alternativ mulighed, ligesom vaskenødder, som du også kan lave rengøringsvand af.
Økotøj og lækker silkeDit eget indeklima bliver også påvirket af det, du tager på. Sørg for, at du kan ånde i dit tøj – hertil er naturlige materialer som uld, bomuld osv. oftest bedst. Hvis du køber økologisk tøj, ved du, at din t-shirt ikke har været med til at forurene mere end højst nødvendigt. Se mere på Silkeland.dk |
Godt udstyr kan både gøre rengøringen lettere og mere effektiv. Mikrofiberklude i god kvalitet sparer både arbejdsgange og rengøringsmidler. Stil krav til din støvsuger, og husk at tømme den jævnligt.
En damprenser kan både opløse fedt, sæberester og desinficere på en miljøvenlig måde. Den bruger ingen kemikalier, men kan bruges overalt, hvor snavs og husstøvmider truer indeklimaet – fliser, låger, vinduer, paneler m.m. Fås også i kombination med en dampsuger, så tæppet både kan renses og støvsuges med én maskine.
Se evt. mere her: Brixdesign.com Biosa.dk Nilfiskalto.dk Karcher.dk
Luften påvirkes og forurenes af meget af det, vi omgiver os med. Byggematerialer afgasser, ligesom maskiner og inventar står og damper af forskellige kemikalier. Printere og kopimaskiner skal ikke stå op ad dig på arbejdspladsen, men tænker du også over det derhjemme?
Planter renser luftenGrønne planter kan mere end at pynte – de kan faktisk rense, optage og afgive fugt til luften. Stuepalmerne chrysalidocarpus og chamaedora afgiver meget damp. Fredsliljen (spatiphyllum) er af NASA udnævnt til en af de planter, der renser luften bedst. Andre luftrensende planter er gummiplanten, efeu og dadelpalmen. Bostonbregnen, krysantemum og gerbera kan rense for formaldehyd (i byggematerialer, papir og møbler af ikke-naturlige materialer). Rhapis renser luften for ammoniak. Men planter virker også afstressende. Faktisk viser forsøg, at fysisk smerte opleves mindre, hvis vi ser på blomster og planter imens! Læs mere om planter og deres indflydelse på os og klimaet: healthygreenatwork.org universityoffengshui.org |
Informationscenteret for Miljø og Sundhed har lavet en liste over produkter, der ikke indeholder bromerede flammehæmmere, som er problematiske stoffer for miljøet og sundheden. De er tilsat for at forhindre produktet i at gå i brand.
JVCs tv-apparater er fri for bromerede flammehæmmere; i stedet benytter JVC halogenfri flammehæmmere. Søms Dyner, IKEAs senge og madrasser og Hästens madrasser er alle på listen over produkter helt uden bromerede flammehæmmere. På centrets hjemmeside kan du også finde produkter, som undgår de mest problematiske af flammehæmmerne, men som stadig indeholder andre typer.
Når du istandsætter eller bygger nyt, kan du gøre meget for både miljøet og indeklimaet. Mange af os kan lide at friske boligen op med et nyt lag maling – og den kan fås med både miljømærker og uden generende kemikalier i dag.
Der er løbende en debat om, hvad der er bedst på gulvet: tæpper, klinker eller træ. Under alle omstændigheder kan tæpper – både faste og løse – dæmpe støj og give rummet mere varme. Når du er på udkig efter tæpper, så gå efter naturmaterialer, f.eks. uld, sisal, hamp, kelim. GuT er Foreningen for Miljøvenlige Tæpper, derfor kan du bl.a. se efter en GuT-mærkat.
I helt nye huse kan afgasningen fra byggematerialerne måles flere år efter. Hvis du skal bygge nyt eller til, kan du overveje at bruge genbrugsmaterialer. Det skåner både miljøet, vi får mindre ressourcespild, og du kan i nogle tilfælde undgå de nye og kemidampende materialer. Genbyg.dk er en tømmerhandel, som har specialiseret sig i genbrug af byggematerialer – men på denne portal kan du også finde alle mulige energi- og miljøvenlige løsninger og metoder.
Se evt. mere her: Miljoeogsundhed.dk, Malet.dk, Naturmaling.dk, Ege.dk, Fraster.dk, Liniedesign.dk, Garant.dk, Genbyg.dk
Forrige artikelLotte Andersen: Sådan finder jeg… RO
Næste artikelGrønne banker: Ingen penge for pengenes skyld