Det er blevet mindre tabubelagt at gå til psykolog, men eksperter peger også på vores livsstil, som årsag til det større behov for psykologhjælp.
En gang gjorde vi grin med amerikanernes forkærlighed for at krænge deres liv og problemer ud – store som små – overfor diverse psykologer og terapeuter. Men nu er danskerne godt på vej til at gøre det helt normalt at gå til psykolog.
Mere end hver femte af os har været forbi en psykolog med forskellige problemer. En tredjedel, af dem, der søger psykologhjælp, gør det på grund af depression.
Det er metroXpress, der har fået lavet undersøgelsen ved analysefirmaet YouGov Zapera.
En af de positive årsager til stigningen i psykologhjælp er, at psykiske lidelser er blevet mindre tabubelagte. Faktisk er der sket en markant ændring i danskernes holdning til psykiske lidelser de sidste 10-15 år. Alligevel jubler eksperterne ikke entydigt over brugen af psykologhjælp.
– Det er ikke længere odiøst at søge professionel hjælp, og det er et sundhedstegn. Men hvis folk fik mere motion og søvn, bedre kost og mindre alkohol, er mit bud, at en tredjedel af dem, der går rundt med for eksempel lettere depressioner og let angst, ville få det betydeligt bedre, siger formand for Psykiatrifonden og overlæge Jes Gerlach fra Sankt Hans Hospital.
Den holdning stemmer meget overens med formanden for Dansk Psykolog Forening Roal Ulrichsens, som mener, at vi er blevet for dårlige til at passe på os selv – også psykisk.
– Tidens danskere tror, at de altid skal yde det optimale. Og det kan man ikke. Derfor slås mange med selvværdet, hvilket kan føre til depression, siger han til metroXpress.
Han mener, at psykologhjælp kan hjælpe folk med at indse, at de ikke behøver at leve op til de høje krav om perfektion. Psykologer kan lære os at prioritere vores ressourcer mere realistisk.
Behovet for at være perfekte og frygten for at træde ved siden af, er også et træk kultursociolog Birgitte Rahbek har lagt mærke til ved danskerne.
– Vi er i langt højere grad end tidligere tvunget til at vælge og skabe vores egne skæbner. Og vi kan hurtigt komme til at føle os som fiaskoer, hvis det hele ikke går, som det skal, siger hun.
Fiaskofølelsen får samtidigt kun et hak op af, når vi er alene med vores bekymringer. Og stressforsker Bo Netterstrøm langer ud efter vores evner til at hjælpe hinanden, som en årsag til større efterspørgsel på psykologhjælp:
– Der er rigtig mange danskere i dag, der ikke har et ordentligt socialt netværk. Det gør, at de ikke har nogen at hælde problemerne ud over for, og at de derfor kan være nødt til at gå til en psykolog. For hvem skal de ellers gå til? spørger han.
Kilde: metroXpress
(Oprettet den 25. august 2010)
Forrige artikelVi falder for sundhedsanprisninger
Næste artikelSigne Svendsen: Tænker sundt – men ikke fanatisk