Nyheder

Vores naboer vil have dansk økologi 


12. december 2016

Dansk økologi bliver mere og mere populært, og 2015 blev endnu et rekordår for eksport af økologiske varer. Det er især vores tyske og svenske naboer, der vil have økologi fra Danmark.

 

Vi danskere fylder flere og flere økologiske varer i indkøbsposerne, når vi handler ind. Men det er ikke kun i Danmark, vi har fået øjnene op for vigtigheden af at vælge økologisk. 2015 blev endnu et rekord år for eksport af dansk økologi, hvor vi solgte 15 procent flere økologiske varer til udlandet sammenlignet med 2014. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er især vores tyske og svenske naboer, der vil have økologi fra Danmark. 38 procent af den samlede eksport af økologiske varer gik sidste år til Tyskland, mens Sverige tog i mod 20 procent af eksporten.

Økologiske mejeriprodukter og æg er de foretrukne varer, når det kommer til dansk økologi. Men også modermælkserstatning, frugt og grønt og kødvarer er populære. Hos Landbrug og Fødevarer er de meget positive over den øgede efterspørgsel på økologiske varer fra Danmark.

– Dansk økologisk frugt og grønt har for alvor fået tag i udlandet. Det er især svenskerne, der er ivrige efter at købe vores frugt og grønt, og det marked skal vi holde fast i, siger Mette Gammicchia, der er afdelingsleder i Afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

 

Efterspørgslen skyldes høj kontrol

Hun mener, at efterspørgslen efter dansk økologi især skyldes vores høje kontrol af økologi. Danmark er nemlig et af de få steder, hvor det er myndighederne, der står for kontrollen.

– Tilliden til kontrollen af dansk økologi er generelt meget stor. Særligt i Asien og Mellemøsten, men faktisk også i lande inden for EU, hvor private kontrolorganer bliver brugt i mange lande, siger Mette Gammicchia.

Og vi har kun set toppen af isbjerget.

– Vi forudser store planlagte stigninger de kommende år inden for både økologisk mælkeproduktion, slagtesvin, og i fjerkræssektoren – både æg og slagtekyllinger. Så derfor har Landbrug & Fødevarer et helt naturligt øget fokus på eksport i de kommende år – både i forhold til detailhandel og foodservice (dvs. salg til storkøkkener og restauranter, red.). Og det gælder både til vores nabolande og fjernere lande i Asien og Mellemøsten, siger Mette Gammicchia.

Forrige artikelRødkål med rødbede og speltkerner

Næste artikelDjævleklo: En overset inflammationsdæmper?