Yderligere om kræft og kulstænger

Et mere uddybende svar til brevkassespørgsmålet om kulstænger i vand og kræftrisiko

 

Jeg har kigget yderligere på problematikken med rensning af vand med kul, efter jeg har fået henvisning til denne artikel http://videnskab.dk/krop-sundhed/overraskende-fund-nanopartikler-rammer-gennem-mave-og-tarm. Jeg har været i forbindelse med Peter Møller, professor i miljømedicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, som har stået bag forskning omkring nanopartikler og carbon black.

Han kan ikke sige noget om, om det er farligt at rense sit vand med kulstænger. At blive udsat for nanopartikler fra kulstof er farligt, siger han, men det kommer også an på mængden. Dertil kommer, at det kun er én nanopartikel, der er undersøgt. Indtil videre er der i følge Peter Møller ikke fremkommet yderligere forskning på området.

Citat fra artiklen fra videnskab.dk – bemærk det markerede:

“Mennesker er udsat for forskellige typer carbon black-partikler fra et væld af produkter i hverdagen fra makeup over aktivt kul, som man også kan købe på apoteket og i Matas til at bekæmpe diarré, til fødevarer og sort slik som f.eks. Tyrkisk Peber.

Professoren understreger dog, at studiet er lavet med en carbon black-partikel, der primært findes i toneren på printeren.

Da carbon black-nanopartikler bliver lavet på forskellig vis og desuden har forskellige størrelser og former, er det ikke sikkert, at resultatet kan bredes ud til at gælde carbon black i andre produkter som f.eks. Tyrkisk Peber eller andre fødevarer, hvor carbon black gemmer sig bag betegnelsen E153.

»Vi har kun undersøgt én partikel, så vi kan ikke generalisere. Men har du valget mellem et produkt med nano og ét uden, og du er bekymret for farligheden, så må du jo vælge det, hvor der ikke er nano i,« lyder rådet fra professoren.

Når man renser sit vand med kul, indtager vi jo ikke kul som sådan. Der vil sikkert være nogle kulpartikler i vandet, men om det kan være skadeligt, kan jeg ikke svare på. Min umiddelbare opfattelse er, at det ikke er farligt. Vi hører til tider beretninger om, at vores drikkevand ikke er så rent, som vi gerne vil tro, det er. På den konto kan det måske være ganske fornuftigt at rense vandet med kul.

Jeg har været i forbindelse med Jan Østergaard fra Hjørring Vandværk, og de har fået undersøgt det aktive kul, de renser med, og det indeholder ikke carbon black.

Firmaet Giving and Living som bl.a. sælger kulstænger vil undersøge ved deres leverandør, om de kulstænger, de sælger, indeholder carbon black.

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*