Nyheder

Yoga på tiøren

27. juni 2022
Copenhagen Yoga Festival løber af stabelen den 25. og 26. august. Tiøren på Amager vil blive dækket af yogamåtter og er et gratis tilbud til alle interesserede.

Det er andet år i træk, at der er yogafestival på Tiøren. To dage med gratis yogaworkshops, foredrag og musik er en videreudvikling af sidste års succesfulde festival, der dog kun varede en enkelt dag.
Copenhagen Yoga Festival inviterer alle, der har lyst til at prøve forskellige former for yoga under åben himmel, til at være med den 25. og 26. august.
“Den store interesse for og opbakning omkring festivalen, vi oplevede sidste år, har vi valgt at bygge videre på, og vi har derfor fundet et større sted og udvidet med en ekstra dag”, siger Stina Madelaire, den ene af de to initiativtagere til Copenhagen Yoga Festival.
 
Yoga for alle
Yogafestivalen byder blandt andet på en lang række yogaworkshops med undervisere fra hele landet, foredrag og guidede meditationer. Festivalen vil byde på yoga i alskens afskygninger.
“Der er mange forskellige måder at dyrke yoga på, og næsten alle kan finde en stil, der passer til deres behov og temperament. Det budskab vil vi gerne sende ud til så mange som muligt, for yogaen har virkelig noget at byde på i vores moderne, hektiske og til tider fortravlede hverdag,” siger Mai Brøndsted, som er med-initiativtager til Copenhagen Yoga Festival.
Du behøver ikke blive hjemme i tilfælde af regnvejr. Arrangørerne har sørget for skærmende teltdug i fald vejrguderne viser sig fra deres drilske side.
Både for erfarne yogaudøvere og nybegyndere
Yoga er et flere tusind år gammelt træningssystem for kroppen og sindet. Med Copenhagen Yoga Festival ønsker arrangørerne at give såvel den erfarne yogaudøver som den helt nye yoganysgerrige mulighed for prøve forskellige former for yoga og finde ny inspiration.
Udover de mere end 30 yogaworkshops, vil der på festivalen være boder, der frister med mad, drikke, yogaudstyr, tøj, smykker, kropsbehandlinger og information om yoga og yogastudier. På børneområdet er der leg og kreativitet, og dagen igennem spilles yogavenlig livemusik.

Forrige artikelLav en miljøvenlig madpakke

Næste artikelSmoothie