Nyheder

Yogaundervisning i din stue

10. januar 2017

Har du overvejet at kaste dig ud i yogaens kunst, men har svært ved at få slæbt kroppen ned i et fitnesscenter eller yogastudie? Så skulle du måske prøve yoga hjemme i din egen stue.

 

De fleste af os kender nok det med, at vi gerne vil dyrke motion, men det kan være svært at få taget sig sammen til at komme ned i træningscenteret. Måske ligger der er ikke et træningscenter tæt på, eller måske passer tiderne bare ikke med din egen tid og overskud.

Heldigvis findes der efterhånden flere onlie-træningstilbud. Et af dem er YogaStream, hvor du med over 300 forskellige videoer kan tage yogastudiet med ind i din stue. Det koster 99 kroner om måneden, og så har du adgang til forskellige videoer til nybegyndere såvel som øvede, udarbejdet af professionelle yogainstruktører.

Der findes nemlig mange former for yoga, og det kan være alt lige fra sveddryppende og intenst til afspændende og meditativt alt efter, hvad du har behov for.

 

Hoved og tanker skal være med

Yoga er en flere tusinde år gammel indiske filosofi, som handler om at forene krop, sind og sjæl. Ordet kommer derfor også af ordet ”yuj”, som betyder ”forene” på det klassiske indiske sprog sanskrit.

Det er altså ikke nok bare at lade kroppen knokle derudaf. Hovedet og tankerne skal også være med. Derfor er yoga en kombination af fysiske øvelser og stillinger (asana), åndedrætsøvelser (pranayama) og meditation (dyana).

I dag har yoga vundet indpas i den vestlige verden. Fra 1993 til 2011 er der sket en seksdobling i antallet af voksne yogaudøvere i Danmark. Det er dog mest kvinder, der dyrker yoga. De udgør hele 90 procent af danske yogaudøvere.

 

En vane tager tre uger

Men faktisk kan yoga dyrkes af alle mennesker i alle aldre og menes blandt andet at være med til at øge smidighed, styrke og balance, forbedre kropsholdingen, give øget energi og livskvalitet og forbedret koncentrationsevne.

Det er også godt ved forskellige fysiske lidelser som kroniske smerter, rygproblemer, forhøjet blodtryk og forstoppelse. Men hvis du har fysiske skavanker kan det dog være en fordel at tale med din læge inden, du giver dig i kast med yoga.

Der er altså mange fordele ved at kaste sig ud i yogaens kunst. Men de fleste af os ved også godt, at der ofte er langt fra tanke til handling. Så hvordan får man lige gjort motionen til en vane?

Det tager som regel tre uger at få en vane ind under huden. Derfor opfordrer YogaStream lige nu til en 21-dages yoga challenge. Det koster kun 1 krone og 15-20 minutter af din tid hver dag fra 9-29. januar til at dyrke yoga. Du har samtidig muligheden for at vinde 6 måneders gratis YogaStreaming.

Læs mere på www.YogaStream.dk

 

__________

 

 

Tre former for yoga

Der findes mange forskellige retninger og stilarter inden for yoga. Tre af de mest udbredte i Danmark er:

1. Hatha
Hatha kan betegnes som ”klassisk” yoga og er den mest udbredte i den vestlige del af verden. Det handler om at udføre de klassiske yogastillinger i et roligt tempo og korrekt efter kroppens formåen. Stillingerne er udviklet til at åbne op for kroppens kanaler – især rygsøjlen, som er hovedkanalen. På den måde fremmes de kropslige processer i alle organer, kirtler og væv.

2. Vinyasa
Vinyasa betyder ”flow” og er en mere dynamisk yogaform. Stillingerne sammensættes i kortere eller længere sekvenser og udføres i et flydende tempo i takt med åndedrættet. Her kommer pulsen op, og kroppen begynder at udskille affaldsstoffer.

3. Yin
Ved Yin-yoga arbejder man med mere passive stillinger, der gør yogaformen rolig og meditativ. Stillingerne hjælper med at frigive spændinger i ankler, knæ, hofter, ryg, nakke og skuldre og er et godt supplement til de mere aktive yogaformer.

Forrige artikelSådan slipper du af med æbleformen

Næste artikelAlzheimer: Lys kan blive fremtidig behandling