En læser oplever pigmentforandringer i ansigtet især på panden og begge kinder. Hun er blevet anbefalet en særlig peeling og søger rådgivning til om denne vil have en effekt.
? Jeg har i cirka 5 år døjet med pigmentforandringer (melasma) i ansigtet især på panden og begge kinder. Jeg har været hos et par hudlæge og fået medicin, der kunne afblege pletterne, men faktisk blev pletterne forværret. Jeg har været hos Cosmo laser, hvor de har anbefalet en peeling kaldet en
Cosmelan behandling. Ved du, om denne behandling kan hjælpe på pletterne?
På forhånd mange tak for hjælpen.
Med venlig hilsen Sanne
Læs også: Pletfjerner – tanker om pigmentforandringer
! Mange tak for dit spørgsmål. Jeg forstår din frustration. Pigment pletter er en uregelmæssig deponering af melanin i huden. Det kan være både genetisk eller aktiveret af udefrakommende faktorer, der bedre kan reguleres. Melanin bliver deponeret på huden af melanocytter. Melanocytters sundhed er næsten altid nøglen til pigmentproblemer. Der findes både
hypopigmentering (lyse pletter) og hyperpigmentering (mørke pletter). Der kan være triggers både udefra og indefra. Som eksempelvis medicin, kemi, hormonelle ændringer. Sol kan være med til at fremme det yderligere, selv om sol også er sundt.
Desværre kender jeg ikke lige til den behandling, som du er blevet anbefalet. Jeg kender mere til urtedybdepeeling fra Dr. Schrammek hvor man også går i dybden. Disse Green Peel-behandlinger kan virkelig gøre en forskel også i forhold til udfordringer med pigmentering.
Der findes også naturlige cremer og serum fra blandt andet Esse Probiotic Skincare og Annemarie Börlind, som adresserer pigment. Mange har også glæde af hybenkerneolie og granatæblekerneolie, der begge virker på pigmentering. Det tager lidt længere tid. Hvis pigmentpletterne ligger dybt, og det kan en kosmetolog vurdere, kan det være, at eksempelvis laser vil give det bedste og mest holdbare resultat. Og i denne forbindelse er solcreme vigtigt som en del af din beskyttelse.
Der findes kosttilskud som for eksempel New Nordics Pigment Clear, der kan hjælpe huden indefra i forhold til pigmentpletter. Det vil også være godt at vurdere, om du skal spise mindre sukker. Desuden er det godt at øge omega-3 fra hørfrø, fisk eller alger. Suppler eventuelt også med tilskud som D-vitamin og C-vitamin.
Håber du kan bruge svaret.
Bedste hilsner
Tine Juul Andersen, naturopath ibm, alternativ skønhedsvejleder
En peeling går ud på at opløse dele af huden og stimulere huden til at gendanne nye hudceller. Der findes forskellige typer, som går mere eller mindre ned i huden.
Målet er at forbedre hudens kvalitet og fjerne ujævnheder. Eksempelvis pigmentforandringer.