Har I en god forklaring på, at mit kaliumtal altid ligger i den lave ende, når jeg får taget blodprøver, og nogle gange under minimumsgrænsen på 3,5?
Jeg spiser kaliumholdige fødevarer hver dag, som bananer, dadler og grønt.
Min læge siger, at det er tallene, der er forskellige, og ikke mig!
Venlig hilsen Britta
Svar:
Vi mennesker er alle forskellige, hvilket blodprøver ligeledes afspejler. Det normale interval for kalium i blodet er mellem 3,5 og 5. På undersøgelser af mange mennesker har man fundet ud af, at 95% af befolkningen ligger indenfor disse grænser. Nogle er naturligt lavere indenfor dette interval end andre. Samtidig vil 5% af befolkningen altid være enten lidt lavere eller højere end disse grænser.
Et lavt kalium bliver oftest først et problem, når det er under 3. Samtidig er et lavt kalium den hyppigste saltforstyrrelse i blodet, så det er absolut ikke helt unormalt.
Først og fremmest tænker jeg ikke, at der er noget unormalt ved dig og din kalium. Du hører nok bare naturligt til i den lave ende af intervallet.
Et lavt kalium kan dog skyldes, at man har et overdrevent forbrug af lakrids, cola eller kaffe, tager vanddrivende medicin eller har udfordringer med fordøjelsen såsom langvarige opkastninger eller diarre.
Mvh Maria Langbak