Min baby ønsker ikke øjenkontakt

31. maj 2022

Jeg er bekymret for min datter.
Hun er 5 uger gammel, og hun er rigtig svær at få øjenkontakt med. Hun har våde bleer, sover godt og er ellers en perfekt baby, som ikke græder, hvis der er andre end mor og far, der holder hende.
Problemet er, at hun på ingen måde søger at få kontakt – når hun er vågen elsker hun at kigge rundt i rummet, og vinduet er hendes fortrukne sted. Jeg kan til tider fange hendes opmærksomhed om dagen, men om aftenen begynder hun at græde, hvis hun så meget som opdager, at vi kigger på hende.

Er der noget, jeg kan gøre anderledes? Jeg har forsøgt at skærme med en stofble, som min sundhedsplejerske anbefalede, men det hjælper ikke. Jeg var i mødregruppe i sidste uge, og min datter søger på ingen måde mig på den måde, de andre babyer gør – heller ikke under amning. Jeg er virkelig trist og bekymret over, hvad det kan betyde.

Mvh
En bekymret mor

Svar:

Hvor er det fint at du skriver. Det er så hårdt at gå med bekymringer, når man lige er blevet mor.

Det er rigtig dejligt at høre, at din datter på mange måder trives rigtig godt. At kunne sidde hos fremmede uden at græde er ikke nødvendigvis et mål i sig selv. Det handler meget om temperamentstype. Men dejligt at din datter virker tryg ved det.

Det er rigtig svært for mig at vurdere, hvordan din datters kontakt er, uden at jeg har set det selv. Men jeg vil gerne dele lidt tanker med dig om det her:

Øjenkontakt er meget intenst for børn, og man kan godt overstimulere en baby, hvis man insisterer på rigtig meget øjenkontakt. Hvis barnet vender ansigtet væk, kan det simpelthen være tegn på, at barnet er blevet tanket op med øjenkontakt for nu og har brug for en pause.

Børns sansesystem er meget på arbejde – ikke mindst når de er helt spæde. Derfor skal der ikke meget til at distrahere dem. Så hvis der kommer lys fra et vindue eller lyde fra f.eks. andre mennesker – eksempelvis i en mødregruppe – så opfanger de det med det samme og reagerer på det.

Det tyder som sådan bare på, at du har en kvik datter. Og her er redskaberne sådan set at følge din datters initiativ og f.eks. kigge på vinduet sammen og du kan sætte ord på, hvad du ser.

Under amning skal der ikke være øjenkontakt. Din datter skal ligge med sin krop og hoved vendt ind imod din krop, så hun skal sådan set kigge ind i dit bryst. Derudover så skal hun koncentrere sig om amningen og ikke om øjenkontakt.

Samtidig vil jeg også sige, at en mors mavefornemmelse er meget vigtig. Så hvis du er bekymret for din datters evne til kontakt, så skal det selvfølgelig tages alvorligt.

Jeg vil foreslå at du spørger din sundhedsplejerske, om der er mulighed for at få et forløb med Marte Meo eller ICDP. Det er begge er metoder, hvor en sundhedsplejerske, der er uddannet i det, laver en lille film af dig og din datter sammen, som I så kigger på bagefter sammen og bliver klogere på, hvad der egentlig sker. Det er en kærlig og fin måde at få hjælp på.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig videre. Du gør det rigtig godt.

De bedste æblehilsner, Anette Straadt, naturlig sundhedsplejerske