Motion imod stress

13. april 2022

Jeg skriver på vegne af min voksne datter – 33 år. Hun er meget stresset og har været det i en del år. Hun har “overhørt” de signaler, som kroppen sender for at gøre os opmærksomme på, at vi lige skal slappe af. Med tiden er der kommet flere og flere signaler til – bl.a. svimmelhed, synsforstyrrelser, søvnproblemer, trykken bag øjnene.

Hun er startet ved en psykolog, hvor hun har fået at vide, at hun aldrig har set en, der er så stresset som vores datter. Hun har fået besked på, at hun kun må lave det, der er livsnødvendigt. Inden hun startede ved psykolog, var hun begyndt at løbe ture i naturen – 3-5 km – i stille og roligt tempo og ikke på tid. Hun har det godt med sig selv bagefter tur og nyder da også selve løbeturen, som foregår i en skøn natur. Psykologen har sagt til hende, at hun ikke må løbe eller gå i rask trav, da dette stresser hendes krop unødvendigt. Kan dette virkeligt passe, at alt skal foregå i slowmotion? Hun har 2 børn på 4 og 5 år. Så helt slowmotion kan alt ikke foregå i. Hun slapper en del af, når børnene er i børnehave, og hendes mand er flink til at hjælpe hende med de ting, der nu skal gøres.

Venlig hilsen

Den bekymrede mor

Svar:

Det lyder som om, at din datter virkelig har trængt til at stoppe op. Godt hun har fået hjælp nu. Min erfaring er, at det er meget forskelligt, hvad stressede mennesker kan holde til. Oftest er det bedst med primært rolig og stille bevægelse de første måneder. Vi er dog alle forskellige. Derfor er det vigtigste at mærke efter, hvad kroppen fortæller. Når din datter bare løber ganske roligt og kort og efterfølgende virkelig har en god fornemmelse i kroppen, lyder det som om, at det faktisk er godt for hende.

Så måske hun kan finde sin egen vej i rådene.

God bedring

Mvh Maria Langbak