Naturlig lindring af svedproblemer

2. juni 2022

Min datter døjer med svedproblemer. Heldigvis lugter det ikke, men det er selvfølgelig generende og gør, at hun er nødt til at tænke over, hvad hun tager på. Der er flere muligheder for indgreb, som I også har beskrevet i tidligere svar, men de er lidt voldsomme.

Er der noget naturmedicin/naturlige tilskud, som vil kunne hjælpe? Hvad med f.eks. salvie, som jo anbefales til kvinder i overgangsalderen? Kunne det være en mulighed?

På forhånd tak for jeres svar 🙂

Mvh den bekymrede mor

Svar:

Sved kan bestemt være utroligt generende. Ikke mindst når man er en ung kvinde. Svedproduktionen har flere formål i kroppen; bl.a. temperaturregulering og afgiftning. Ekstra sved afgives også i situationer, hvor kroppens alarmberedskab er sat i gang. Årsagen til øget svedproduktion kan skyldes flere faktorer, hvorfor der tillige kan være mange indgangsvinkler.

Først og fremmest vil jeg derfor anbefale en kost uden meget stærke fødevarer, som sætter gang i varmeproduktionen. Dernæst er det vigtigt at spise en basisk og antiinflammatorisk kost, som også støtter de andre afgiftningsorganer. Helt lavpraktisk er det masser af grøntsager/bær, nødder/kerner/frø, sunde fedtstoffer og gode proteinkilder.

Samtidig er alt, hvad der beroliger nervesystemet, godt. Det være sig åndedrætsøvelser, grounding, gåture i naturen, yoga og nok søvn.

Min erfaring er, at urten schisandra hos nogle kan mildne den spontane svedproduktion. Den tages bedst som kapsler og i en dosis på 1 g dagligt. Derudover kan drikkes te af en blanding af troldnød (hamamelis) og salvie. Gerne 2-3 krus dagligt i en periode.

Alternativt kan forsøges akupunktur, som mange har gavn af.

God bedring

Mvh Maria Langbak