I denne brevkasse sætter ernæringsterapeut Trine Vesteraa ord på, hvordan kost og drikkevarer kan påvirke blodtrykket
? Kan man få forhøjet blodtryk af at drikke cola?
Er der noget i kosten – mad eller drikkevarer der kan mindske forhøjet blodtryk? Jeg har hørt, at rødbedesaft kan, men er der andet?
Venlig hilsen Kirsten
! Drejer det sig om en cola i ny og næ, vil den ikke give forhøjet blodtryk. Drikkes der meget cola, bliver indtaget af sukker og også koffein højt, hvilket kan påvirke blodtrykket.
Koffeins virkning på blodtrykket er kortvarig, men hvis du drikker store mængder cola, vil du også kontinuerligt indtage koffein, som kan påvirke dit blodtryk. Sukker i større mængder øger risikoen for overvægt, hvilket øger blodtrykket.
Rødbedesaft kan være godt at drikke, fordi det indeholder nitrat, som i kroppen omdannes til nitrogenoxid, der får blodårerne til at udvide sig. Når blodårerne udvider sig, falder blodtrykket. Generelt skal kosten være fyldt med grøntsager, fuldkornsprodukter, frugt, bær, nødder, kerner, bælgfrugter. Alkohol og salt skal stærkt begrænses og rygning helt undgås. Motion er også vigtig for at holde blodtrykket på et sundt niveau.
Mange hilsner fra
Trine Vesteraa, ernæringsterapeut