Skal man tage probiotika sammen med antibiotika?

22. juni 2022

Jeg er pt. på en kraftig kur med penicillin grundet en sen opmærksomhed på et flåtbid, der har udviklet sig til borreliose (mit eget ansvar). En ven gjorde mig opmærksom på, kuren slår alle bakterier ihjel, også de gode, og foreslog indtag af probiotika.

Han var dog usikker på, om det gavnede under kuren, eller om det skulle vente til efter?

Hvilken probiotika kan anbefales? Er der fødevarer, der er særlig vigtige under en penicillinkur?

Lillian 

 


 

Din ven har helt ret i, at penicillin slår både gode og dårlige bakterier ihjel, og det er absolut godt at bygge tarmfloraen op igen. Du kan godt tage mælkesyrebakterier samtidig med, du får penicillin, men der skal gå mindst to-tre timer mellem de to ting. Ellers vil penicillinen også slå mælkesyrebakterierne ihjel.

Hvis du får penicillin flere gange dagligt, kan det være svært at holde tilstrækkelig afstand mellem, og så kan du vente, til kuren er ovre. Ellers går du i gang med det samme og sørger for at tage de to ting adskilt. Efter en penicillinkur er det hensigtsmæssigt at tage mælkesyrebakterier minimum to-tre måneder.

Jeg vil anbefale dig at købe nogle mælkesyrebakterier med flere forskellige bakteriestammer og med et samlet højt antal af bakterier. Det kan f.eks. være Multidophilus 24 fra Solaray, High Bifido fra Udo’s Choice eller LactiPlus Forte.

Kosten skal gerne være fri for/lav på sukker, alkohol og hvidt brød, hvide ris og hvid pasta samt rødt kød. Spis derimod masser af grøntsager, lidt bær og frugt, fuldkornsprodukter, bælgfrugter, syrnede mælkeprodukter, nødder, kerner, frø og mindre mængder fisk, fjerkræ og æg.

Brug gerne mange krydderurter, hvidløg, ingefær og gurkemeje. På den måde kan du holde de mindre gode bakterier i begrænset antal samtidig med du tilfører mange fibre, som kan give næring til de sunde tarmbakterier, så du får opbygget et stærk tarmflora igen.

En stor del af vores immunforsvar sidder i tarmene, og det er vigtigt, at du har et stærkt immunforsvar, så du kan komme oven på igen.

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa, ernæringsterapeut