Akupunktør og bevægelsespædagog, Catrine Marcussen giver gode råd til tunge ben og slidgigt.
? Min mor på 73 oplever at have tunge ben, især om aftenen. Det føles, som om benene er meget tunge og hævede, især i den nederste del af benet (mellem knæ og fod). Der er ikke umiddelbart hævelse at se. Hun lider af slidgigt, men har udover det ikke nogen sygdomme, normalt blodtryk mv. Findes der noget (naturmedicin, øvelser eller lign.) som kan afhjælpe ubehaget med de tunge ben?
Læs også: Et smertens folk
! Kredsløbet kan godt drille lidt, specielt når man kommer op i alderen, og venerne måske ikke er lige så friske og effektive som i de unge år. Det behøver ikke kunne ses i form af ødemer (altså væskeophobninger).
Tunghed i benene kan også handle om, at din mor mangler generel energi.
Slidgigt i knæene kan godt føles lidt á la vokseværk, hvor man føler træthed og ikke ved, om det hjælper at bøje eller strække benene.
Jeg vil i hvert fald foreslå, at hun laver strækøvelser for lægge og lår flere gange dagligt.
For læggene er øvelsen ’vælte træer’ god. Stå og mærk strækket ½ minut og skift så over til at strække det andet underben, altså ½ minut til hver læg og gerne 3 x dagligt.
Stræk for lårene kunne være denne: Stå (støt til noget stabilt) på et ben, bøj det andet knæ så foden kommer op til bagdelen, grib fat om foden med hånden og stå der ½ minut. Skift til det andet ben. Kan hun ikke nå foden, så lav en forlænger med et tørklæde eller lignende.
Alle venepumpeøvelser vil også gavne. I sidste nummer af Naturli er der flere gode og rigtig nemme øvelser.
Smæk endelig benene op, når det er muligt. Det hjælper (passivt) tilbageløbet i benene.
Jeg håber ikke, din mor ryger, for det forringer kredsløbet…
Har din mor forsøgt sig med glucosamin? Det er nemlig godt, hvis der er tale om slidgigt, specielt i større led.
Ellers har jeg god erfaring med kosttilskuddet ’Active Legs’ fra New Nordic.
Dr. Vogel har et kredsløbsfremmende naturlægemiddel, der hedder Aesculaforce Forte.
Prøv at læse lidt på disse og se, hvad der giver mest mening.
Bedste hilsner
Catrine Marcussen, akupunktør og bevægelsespædagog