Tynd mave efter fjernelse af galdeblæren?

22. juni 2022

Min svigerdatter på 45 år har lige fået fjernet sin galdeblære. Det har resulteret i, at hun har tynd mave. Bare det mindste, hun spiser, så afsted til toilettet. Samtidig føler hun sig stadig også meget oppustet i maven og har meget ”luft”.

Hvad kan hun gøre?

Kan man erstatte den galde, galdeblæren ellers normalt ville have afgivet til fordøjelsen? Kan aloe vera eller mælkesyrebakterier have gavnlig virkning – eller noget andet?

Svigermor

 


 

Galden har betydning for fordøjelsen af især fedtstoffer, og det er meget almindeligt, at have diarré den første tid efter fjernelsen af galdeblæren. Det plejer at gå væk igen efterhånden. Det må anbefales at nedsætte mængden af fedt i kosten, og så vidt muligt at holde sig til det sunde fedt i f.eks. olivenolie, hørfrøolie og fiskeolie samt fedt fra økologiske dyr.

Man skal undgå transfedtsyrer i f.eks. margarine og opvarmede planteolier samt friture. Det er fornuftigt med en grov og fiberholdig kost, da kostfibre binder galdesyrer, som efter galdeoperationer kommer i større mængder i tarmene. Det er også klogt med mindre måltider, så fordøjelsen ikke bliver så belastet.  Man kan evt. i en periode tage tilskud af fordøjelsesenzymer.

Det er helt sikkert en god ide med probiotika i form af f.eks. mælkesyrebakterier og andre gavnlige tarmbakterier, da de styrker fordøjelsen og tarmslimhinderne. Aloe vera er også godt for fordøjelsen og tarmene. Visse fødevarer giver særlig megen luft. Det gælder mange grønsager, især bønner, broccoli, kål, ærter, sojabønner og kålroer.

Også mælk og mælkeprodukter kan være slemme, fordi nogen mennesker som nævnt ikke kan nedbryde og optage mælkesukker (laktose). Æbler, bananer, brød og brødprodukter, gulerødder og selleri er moderate gasdannere, mens der ikke dannes så meget gas fra æg, fisk, fjerkræ, kød, olier og ris.

Mange gode hilsener

Carsten Vagn-Hansen, læge og sundhedskonsulent