Vedvarende smerter i hælen

7. juni 2022

Jeg har ondt i min hæl. Måske er det en hælspore. Det gør ondt på indersiden af svangen og sommetider også på ydersiden – det flytter lidt rundt.

Jeg går til en akupunktør, der giver mig nåle i hælen og lidt andre steder, men det rokker sig ikke ud af flækken. Især om morgenen er det slemt og igen om aftenen. Jeg skal helst gå rundt hele tiden.

Kan jeg gøre andet?

Venlig hilsen Cecilie

Svar:

Hælsporer er et lidt rodet begreb, for egentlig er en hælspore en lille kalkudvækst på hælbenet. I det tilfælde ville din smerte ikke flytte rundt.

Så jeg tror, du har det, som kaldes en irritation i senerne, der går til fodsålen. Det gør det ikke bedre eller mindre smertefuldt.

Problemet med sener er, at der ikke er meget blodgennemstrømning, og derfor kan det tage sin tid at få til at forsvinde. Ofte kan hælproblemer stamme fra stramme muskler i benet eller fra spændte muskler i hoften.

Jeg ved at shockwave-behandling kan hjælpe, så det vil jeg anbefale dig at prøve.

Bedste hilsner, Catrine