KNALD PÅ pumperne

25. september 2009

Har du problemer med kredsløbet? Hævede ben, ankler, fødder? Uro i benene eller kolde tæer? Eller en mave, der vokser i løbet af dagen, så bukserne strammer, når du når til aftensmaden? Så kan kredsløbet godt trænge til lidt hjælp fra dig.

Mange af os har et job, hvor vi sidder stille det meste af dagen. Foran skærm, skrivebord, til møder – og ikke at forglemme alle de mennesker, der arbejder i industrien med stillesiddende ting. Mange af os behøver kun at lette bagen, når vi skal træde af på naturens vegne eller skal til pause, hvor vi nok sætter os på en anden stol for rigtig at slappe af! Dybest set KUNNE vi undvære underkroppen og alligevel nemt udføre vores arbejde. Tænk lige over, hvor mange arbejdsopgaver du kunne udføre bare ved hjælp af arme, hænder og så selvfølgelig ”øverste etage”?

Hjertet er pumpen, der sender blod ud i hele kroppen. Men hvordan kommer blodet så tilbage til hjertet, for atter at kunne blive sendt ud til alle hjørner af din krop?

Benenes vener er udstyret med klapper på indersiderne. Når musklerne er aktive, altså spænder og slipper skiftevis, presser de på venerne udefra, og dermed når de to klapper sammen og skubber blodet op ad bakken. Et ganske snedigt system.

SMÆK FUSSERNE OP!
Læg benene op flere gange i løbet af dagen. Hvis du synes, det er for provokerende med benene oppe på skrivebordet, så træk en skuffe ud, og brug den istedet. Benene op på sofabordet om aftenen er også godt.

Underlivets vener har ikke klapper, så her er det nødvendigt at ”vende bunden i vejret” på sig selv for at dræne effektivt.

Hvis blodet staser op i ben eller underliv, vil det give øget tendens til åreknuder og hæmorider. Blod, der presser og står stille, vil desuden medføre, at væske træder ud i vævet, og det forårsager det, vi kalder væskeophobninger eller ødemer.

Vi har samlet en guide med enkle og effektive øvelser til dig, der har brug for at hjælpe kredsløbet hele vejen rundt dagen igennem.

BROØVELSEN – TIL ET SPÆNDT UNDERLIV
Læg dig på ryggen, fødderne i gulvet. Løft bækkenet op fra gulvet, og løft så hele ryggen så højt op, som det føles rart for dig. Stå her og træk vejret dybt flere gange. Lav så en indånding, og sænk ryggen roligt ned, mens du puster langt ud.

Hvis du i løbet af arbejdsdagen får brug for at lave denne øvelse, kan du lave en lettere udgave ved at stå med enden i vejret og hovedet nedad (som om du er i gang med at binde dine snørebånd). Den er ikke helt så effektiv, men den hjælper her og nu.

CYKELØVELSEN – DER FÅR GANG I BENENE
Cykle med benene oppe i luften:
Sørg for at cykle med store bevægelser. Vip gerne i anklerne samtidig.
Lad benene være opad et stykke tid. Lav store, grundige cirkelbevægelser i anklerne, vip med anklerne.
Arbejd med dine tæer, krum dem, spred dem langt fra hinanden, skiftevis. Slut af med at ryste benene.
Tip: Hvis du synes, det er tungt med benene opad, så læg hænderne/en lille pude/et sammenfoldet håndklæde ind under enden.

STÅ AKTIVT STILLE
Stå og fjedr på stedet, mens du venter f.eks. i printerrummet, i toiletkøen, ved kaffeautomaten osv.

EN ORDENTLIG GANG GANG
Gang vil naturligt sætte dine benmuskler på arbejde og dermed hjælpe tilbageløbet. Kom op i tempo – ikke noget med at slæbe fødderne af sted. Find flere ture i løbet af dagen, vælg det toilet, der ligger lidt længere væk, gerne en etage op eller ned. Vær kun glad, hvis printeren står et stykke væk fra dit kontor, det vil give dig mange muligheder for at rejse dig op og komme af sted. En anden god ting kan være at gå en rask tur ude i det fri i frokostpausen. Det behøver bare at tage 5 minutter. Giver fut til kredsløb, men også ny og frisk energi til resten af dagen.

Forrige artikelGiv hjertet noget modstand at vokse af

Næste artikelVind med hjertet – og glem at få ret