Nyheder

Penge i potens

19. april 2007

Salget af potenspiller sætter ny rekord herhjemme. Danske mænd bruger millioner på “erotiske lykkepiller”.

Det er ikke længere pinligt at købe piller for at hjælpe potensen på vej, og pillefabrikanterne har kronede dage. Danskerne slår alle rekorder i køb af potensmidler. Det viser tal fra Lægemiddelstyrelsen. De sidste fem år er salget af potenspiller fordoblet, og alene i perioden 2005-2006 steg salget med næsten 20 procent.

Sidste år købte danskerne potensmidler for 144 millioner kroner, men det er ikke noget sammenlignet med, hvor mange penge, der sælges for på globalt plan. Ser man hele verden rundt, kunne man købe en Storebæltsbro for de penge, der røg over disken i 2006.

Det er der flere grunde til, fortæller overlæge i urologi Peter Lyngdorf, der har en klinik for seksuelle dysfunktioner: – Dels er markedet blevet større, siden Viagra kom til i 1998 og dels er der mere kommunikation om problemet.

– Lægerne er blevet bedre til at tale åbent om det med patienterne, og det er med til at fjerne det tabu, der har været omkring rejsningsproblemer.

Peter Lyngdorf understreger, at selv om markedet for potensmidler er steget voldsomt, er det stadig langt fra alle mænd med rejsningsproblemer, der benytter sig af pillerne.

Fakta om rejsningsbesvær: Hver anden mand over 40 år oplever rejsningsbesvær i større eller mindre omfang. Det gælder 80 procent af de halvfjerds plus-årige.

Den hyppigste årsag til rejsningsbesvær er åreforkalkning. Det forårsager problemet hos ca. 65 procent af patienterne.

Mænd med diabetes, prostatakræft, forhøjet blodtryk og depression oplever også oftere rejsningsbesvær end andre mænd.

Indtagelse af alkohol, rygning og stofmisbrug kan også medføre øget forekomst af rejsningsbesvær.

Kilder: Lægemiddelstyrelsen og overlæge Peter Hyldorf samt Berlingske Tidende.

Forrige artikelFedme-gen viser vej til forklaring på overvægt

Næste artikelMasser af birkepollen på vej