Opskrifter

Bagt hokkaido

Foto: Trine Vesteraa, ernæringsterapeut
7. december 2018

Fibre fra grøntsager hjælper mangen en mave, så husk det sunde tilbehør! F.eks. skønne bagte hokkaido-græskar, der også er lækkert dagen efter.

Til 4 personer

Du skal bruge:

  • 500 g hokkaido-græskar (renset vægt)
  • 200 g knoldselleri, pastinak eller persillerod (renset vægt)
  • 1 mellem løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 cm frisk ingefær
  • 40 g hasselnødder
  • knap 1/4 tsk. chilipulver
  • ½ dl. vand
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1/4 tsk. kanel
  • ½ tsk. salt
  • knap 1/4 tsk. peber

 

Sådan gør du:

Vask hokkaidogræskaret og skær det midt igennem. Fjern kernerne og det bløde i midten med en ske og skær eventuelle knaster på skallen af. Skær græskaret i tynde skiver (ca. 3-4 mm.). Skræl knoldselleri, pastinak eller persillerod og skær dem i stave (ca. 3-4 mm.). Skær løget i ringe, hak hvidløget fint og riv ingefæren på den fine side af rivejernet.

Kom alle grøntsager i et ildfast fad og tilsæt vand, olie og krydderier. Vend det hele godt rundt og bag grøntsagerne midt i ovnen på 175 grader i ca. 40 minutter. Rør i grøntsagerne et par gange undervejs. Tilsæt hasselnødderne og bag retten yderligere 5-10 minutter.

Retten er lækkert tilbehør til mere eller mindre det meste og kan også spises kold dagen efter.

Forrige artikelSpormineral hjælper ved den oversete folkesygdom hashimotos

Næste artikelRenée Toft Simonsen: Opgiv det du ønsker at være, og vær det du er

Trine Vesteraa

Ernæringsterapeut
Skribent på Naturli siden 2012.