Nyheder

Fluor i øko-produkter

12. november 2013

Der er mange gode grunde til at vælge økologiske fødevarer, men en del af fornuften går tabt, hvis produktet er pakket ind i emballage, der afgiver fluor.

Ganske megen pap- og papiremballage afgiver giftstoffet fluor. Naturligvis under grænseværdierne, men det harmonerer alligevel dårligt med tanken bag økologi, når både fødevaren og miljøet forurenes af fluorstoffer.

Fluor gør pap og papir fedtafvisende

Fluor er et grundstof, der har nogle særlige egenskaber i kemiske forbindelser. Sammen med Carbon kan det gøre papir og pap vand- og fedtafvisende, hvilket gør det særlig egnet til (billig) mademballage. DTU lavede en undersøgelse i 2011, der viste, at seks ud af ti typer mademballage i papir eller pap indeholdt giftige fluorforbindelser.

Fluor i tandpasta og mundskyllemidler er ikke helt det samme, for her er rettelig tale om stoffet fluorid. Fluorid er beslægtet med fluor, men noget mildere, og 100 gram tandpasta må højst indeholde 0,15 gram fluorid. Det er stadig giftigt, men du skal dog spise knap syv tuber tandpasta à 100 gram, før du får en akut forgiftning, der er livstruende. De fleste økologiske tandpastaer er uden fluorid.

Fluor ophober sig i kroppen

Mange bække små gør som bekendt en stor å. Fluor har samme egenskab som tungmetaller: Det ophober sig i kroppen og mistænkes for at forårsage kræft og være hormonforstyrrende.

Fluor i øko-emballage

Fluorforbindelserne findes desværre også i visse økologiske produkters emballage. Det er næppe fordi økoproducenterne ønsker at forurene miljø og fødevare med fluorstofferne – det er i højere grad fordi producenterne har svært ved at gennemskue, om den indkøbte emballage indeholder fluorforbindelserne.

Der er dog økoproducenter, der tager problematikken meget alvorligt: Både Thise, Hanegal og Orion har bedt deres emballageleverandører om helt at udgå fluorforbindelserne.

Undgå fluor med sund fornuft

Men den største koncentration af fluorforbindelser findes i konventionelle produkter. Du kan undgå dem, hvis du bruger din sunde fornuft.

Papir og pap er pr. definition fedtsugende. Så når du står med en fødevare, der afgiver fedt, og som er pakket ind i papir eller pap, er der grund til at være opmærksom. Micropopcorn er noget af det værste, men også papirformene omkring muffins kan indeholde fluorforbindelser.

Vælg altid engangsservice, bagepapir og muffinsforme, der er Svanemærkede. Hvis de ikke har det i dit lokale supermarked, så spørg efter det. Jo flere, der spørger, desto større er chancen for at forhandlere og producenter begynder at tænke i produkter uden fluor.

Hvis du ikke kan få svanemærkede papservice, kan du i stedet vælge plastic.

Kilder (læs mere): Videnskab.dk, Ing.dk, Politiken.dk, Politiken.dk

Forrige artikelIkke lun på maraton? Kort løb er godt for sundheden

Næste artikelSkriv dig til et bedre helbred