På godt og ondt: Bakterieparadokser

Vi kan ikke leve uden dem, men nogle kan vi heller ikke leve med og bliver syge af dem. Slår vi hårdt ned på dem, slår naturen tilbage – f.eks. kan bakterierne blive resistente –  altså modstandsdygtige – mod antibiotika.

Karius og Baktus har ikke levet forgæves, for de fleste af os forbinder bakterier med noget grimt – noget vi bliver syge af og helst skal undgå.

Men faktum er, at vi får masser af bakterier på og i os hver dag,. Hvis vi er sunde med et godt immunforsvar, tåler vi dem fint – faktisk ville vi hurtigt blive syge og dø, hvis vi  ikke havde bakterierne.

Når vi skrubber og skurer bakterierne væk fra huden, bliver huden ødelagt, og uden vores sunde tarmbakterier kan vi ikke leve. De er vores tro hjælpere og følgesvende, men det skal helst være de rigtige.

Hvad er bakterier?

Bakterier, der betyder småstave, er mikroskopiske primitive celler. De har en cellemembran – cellevæg, men mangler cellekerne og andre strukturer, der findes i mere udviklede  eller som for eksempel vores. Ikke desto mindre har de en række af de samme livsprocesser, som vi har. De ånder, spiser, fordøjer og udskiller affaldsstoffer. De  kan bevæge sig og finde hen til steder, hvor der er føde, de kan undgå eller vænne sig til giftstoffer, som for eksempel antibiotika, og undvige andre angreb på dem. Man kan  sige, at de har en intelligens, og den sidder først og fremmest i cellemembranen, der er et selvstændigt organ – ikke blot en sæk.

Bakterierne lever i samfund, der sammen med andre bakteriesamfund er meget vigtige for vores trivsel og vores evne til at forsvare os mod sygdomsfremkaldende organismer  som for eksempel svampe. På samme måde som planter er afhængige af et fælleskab af jordbakterier for ikke at blive syge og for at kunne optage mineraler fra jorden, er vi  afhængige af vores bakteriesamfund, som samlet kaldes probiotika. Pro bios betyder “for livet”, og vi kan ikke leve uden dem.

Inde i bakterierne er der er et kromosom samt plasmider, der er små stumper af DNA, som er gener, der hos mennesker findes i cellekernen. Bakterierne kan kopiere plasmider  uden at dele sig, og kopierne kan overføres til andre bakterier. Hvis en bakterie har fundet ud af, hvordan den kan klare sig mod for eksempel penicillin, kan den kopiere sit  plasmid med gener for resistens mod penicillin og overføre det til andre bakterier, der så også bliver resistente mod penicillin. Det er med til at give bakterier en fantastisk stor  tilpasningsevne. Bakterier kan altså overtage gener fra hinanden og dermed få nye egenskaber.

Bakterier kan dele sig meget hurtigt, ved at bakteriekromosomet og plasmiderne deler sig i to, hvorefter bakterien deler sig i to ens bakterier. Det sker ved hjælp af enzymer  og går meget hurtigt, især hvis temperaturen er rigtig. Ved en temperatur som i et køleskab går det langsomt, men ved højere temperaturer hurtigt.

Ved endnu højere  temperatur går det igen langsomt. Feber hæmmer derfor væksten, og de fleste bakterier dør ved temperaturer over 60 grader. Feber er en af kroppens måder at modvirke både bakterier og virus på.

Der er mange måder, bakterier kan beskytte sig på for at overleve. Er det dårlige tider for bakterierne, kan de danne sporer, der tåler både varme og kemiske stoffer.  De kan også kapsle sig ind, så antibiotika og kroppens immunforsvar ikke kan angribe dem. Det gælder for eksempel ved tuberkulose, hvor man efter forsøg på behandling kan have småknuder med tuberkulosebakterier i (“tuberkler”). Bliver man svækket af en eller anden grund, kan tuberkulosen blusse op og brede sig.

Lidt historie om bakterier og sygdom

Opfattelsen af, at mange sygdomme skyldes smitstoffer som bakterier og virus, blev først og fremmest fremført af franskmanden Louis Pasteur, som hævdede at have opdaget dem, selvom mange andre havde haft idéen og arbejdet med idéen før ham. Blandt andre forskeren og biologen Antoine Bechamp, der ved sin forskning viste, at de fleste sygdomme skyldes syge organer og væv, og at bakterier og vira i det store og hele er følger af sygdom og ikke årsagerne.

Han påviste, at en giftig, næringsfattig kost, en usund livsstil og negative følelser skaber et surt og iltfattigt miljø. I dette miljø udvikles “mikrozyma”, en slags nanobakterier, der udvikles videre til virus og svampeformer for til sidst at give ophav til kræftceller. Dette er senere fulgt op af den tyske professor Enderlein, der også påviste, at blodet aldrig er sterilt, men altid indeholder forskellige stadier af mikroorganismer. Han mente også, at det først og fremmest er på grund af dårlig ernæring, blandt andet med overforbrug af kød og sukker, at de små mikrozyma udvikler sig videre til at blive sygdomsfremkaldende. Mikrozyma er overgangen mellem livløst og levende stof og findes i både mennesker, dyr og planter. De går ikke til og overføres hos mennesker via æg og sædceller.

På sit dødsleje indrømmede Pasteur, at det er miljøet, ikke bakterierne, der er årsag til sygdomme. Noget som den kendte franske fysiolog Claude Bernard også hævdede. Alligevel er Pasteurs teori blevet brugt til udvikling af den kemiske medicinalindustri og blandt andet antibiotika.

Dødeligheden af smitsomme sygdomme er faldet jævnt gennem de sidste 120 år, og der kom ikke et ekstra fald, da penicillinet blev opdaget. Den vigtigste årsag til faldet i dødeligheden og dermed en stigende levealder er nemlig hverken antibiotika eller vaccinationer, men helt klart bedre sociale forhold med en sundere kost, bedre bolig- og arbejdsforhold samt sociale forhold.

Vi bærer alle rundt på muligt sygdomsfremkaldende bakterier, men de skaber først sygdom, når vi bliver svækket af usund kost og livsstil, kemiske påvirkninger og psykiske belastninger som voldsom stress. Man kan for eksempel ved at pode fra næsen om vinteren finde meningokokker hos hver tiende, men meningitis er så sjælden, at tilfælde af den bliver omtalt i aviserne.

Antibiotika mod bakterier

Antibiotika betyder “mod liv” og er lægemidler, der hæmmer eller dræber mikroorganismer. Før opfindelse af penicillin havde man opfundet kemoterapeutika, kemisk fremstillede midler, der kunne hæmme eller dræbe bakterier, for eksempel sulfa. En række antibiotika er udviklet fra svampe, penicillin for eksempel fra svampen penicillium notatum, der har givet navnet.

Antibiotika har forskellige virkningsmekanismer. Nogle virker på dannelsen af bakteriernes cellevægge, andre på cellemembranen eller inde i bakterier på dannelsen af proteiner og på DNA samt de derfra styrede RNA-proteiner. Almindelig penicillin virker på de fleste almindelige sygdomsfremkaldende bakterier, men ikke på alle, og man må så bruge bredspektrede penicilliner eller andre antibiotika, der rammer bredere, men så også kan give flere bivirkninger og lave ravage blandt de sunde bakterier i tarmene.

Antibiotika medfører mangel på B-vitaminer og K-vitamin, så hvis man ikke genopbygger mængden af gavnlige bakterier i mave-tarmkanalen ved hjælp af probiotika, vil det gå ud over fordøjelsen og optagelsen af næringsstoffer samt den produktion af vitaminer, som probiotika har. Penicilliner kan medføre mangel på kalium med muskelsvækkelse, kramper, svimmelhed, træthed mm. til følge. Tetracykliner medfører mangel på en lang række mineraler og vitaminer.

Mangel på sunde tarmbakterier vil også gå ud over immunsystemet og dermed modstandskraften mod nye infektioner. Skadelige bakterier og svampe, f.eks. candidasvampe, vil få overtaget med diaré og utæt tarm samt giftdannelse til følge. Nogle kan udvikle overfølsomhed og få hududslæt, eventuelt kraftige allergiske symptomer. Det er derfor vigtigt, når du har fået en recept på antibiotika, at du i mindst to uger tager store doser af probiotika for at genoprette den normale mængde og sammensætning af bakterier i tarmene. Du kan fremme denne proces ved at spise mandler, inulin og FOS (fructo-oligo-sakkarid).

Der foregår et udstrakt misbrug af antibiotika, der meget ofte er overflødig i behandlingen af infektioner. To tredjedele af alle halsbetændelser skyldes for eksempel virus, hvor penicillin ikke virker, og det er kun i sjældne tilfælde, at antibiotika er nødvendige ved behandling af betændelse i ører, bihuler og bronkier.

Skal man have antibiotika, er det nødvendigt at få det i en tilstrækkelig stor dosis til at hæmme eller dræbe bakterierne. Ellers virker de ikke, og risikoen for udvikling af resistens øges. Antibiotika skal også tages eller gives på den rigtige måde. Det kan være nødvendigt at give det direkte i blodet.

Er der betændelse et eller andet sted i kroppen, er det vigtigt at skaffe afløb for betændelsen, for eksempel fra en byld, ellers virker antibiotika ikke godt nok. Det er også vigtigt at have et godt kredsløb de steder, hvor infektionen sidder. Ellers kan det naturlige immunforsvar og de bakteriedræbende midler ikke komme til. Til at styrke både kredsløbet og tilføre ekstra antioxidanter kan det tibetanske urtepræparat Padma 28 anbefales. Det har en god og dokumenteret effekt på kredsløbet og har også en antibiotisk virkning.

Det er en fordel at vide, hvilke bakterier, der er tale om, og om disse bakterier er følsomme for det antibiotikum, man vil give. Det kan man sikre sig ved podning og resistensbestemmelse. Ved en halsbetændelse kan en praktiserende læge foreksempel meget hurtigt ved en halspodning se, om der er tale om farlige bakterier eller ej.

Alternativer til antibiotika

Der er mange naturlige midler, der har hæmmende og bakteriedræbende virkninger.

Både hvidløg og hyperikum – prikbladet perikon – har antibakteriel virksomhed over for gule stafylokokker og visse antibiotikaresistente bakterier, blandt andre MRSA (methicillin-resistant Staphyloccocus aureus), så det kan være en god idé at bruge tilskud af disse naturlige midler. Hvidløgstabletter som f.eks. Kwai, Garcin eller Kyolic i fuld dosis er en god måde at få hvidløg på.

Ekstrakt af olivenblade har også antibakteriel og antiviral virkning. Urte-Pensil indeholder askeblade, Echinacea, bukkehornsfrø, propolis, brudurt og tormentilrod. Tilsammen har de en god virkning ved betændelsestilstande og kan bruges i stedet for penicillin ved lettere infektioner. Ved kraftige infektioner bør man altid snakke med sin læge først, da visse infektioner kan være så farlige, at egentlige antibiotika kan være nødvendige. Ved en fuldt udviklet rosen vil det for eksempel være nødvendigt at få penicillin. Det samme gælder for visse typer halsbetændelse.

Oregano har ligeledes en antibakteriel effekt, især den vilde. Grapefrugtkernekstrakt i form af fx Bio-Citricidal, 3-15 dråber 3 gange dagligt er også desinficerende. Drejer det sig om halsen, er produkter med Propolis i reglen meget effektive. Propolis er det, som bierne beskytter deres bistader mod bakterier med. Grøn te indeholder ligeledes betændelsesbekæmpende stoffer.

Lokalt (på huden) er TTO – Tea Tree Olie meget fint til at bekæmpe betændelse med.

Honning, Propoliscreme og Aloe vera gel er bakteriedræbende, også når det gælder de multiresistente stafylokokker (MRSA, hospitalsinfektioner).

Kolloidt sølv er et naturligt antibiotikum. I gamle dage lagde man noget sølv i isskabene for at modvirke bakterier. Sølvet optages i mikroorganismerne og ødelægger deres kemiske processer, så de dræbes. Samtidig medfører den måde, sølvet virker på, at mikroorganismerne ikke kan mutere eller blive resistente.

I Frankrig har man opdaget, at en grøn form for ler (french green clay, Montmorillon-ler) fra gammel vulkansk aske i bjergene i det centrale Frankrig, kan slå 99 pct. af kolonier af resistente bakterier ihjel på 24 timer. Det er den tid, MRSA er om at vokse 45 gange, ifølge kontrolprøver. Det franske grønne ler består for det meste af mineraler ved navn smectite og illite og markedsføres med navnet Agricur eller Terra Soleil grüner Mineralerde. Udvortes kan man smøre leret på huden, f.eks. blandet med tea tree olie.

I kampen mod resistente bakterier er brugen af bakteriofager ved at vinde frem. En bakteriofag er et virus, der angriber og dræber specifikke bakterier og ikke angriber menneskeceller.

Styrk immuinforsvaret

Ved sygdom, også ved betændelse/infektion, er det altid vigtigt at forsøge at finde årsagen, der blandt andet kan være nedsat naturlig modstandskraft – dårligt immunforsvar. Immunsystemet er et meget indviklet system, der har til formål at forsvare kroppen mod udefra kommende fjender, som f.eks. bakterier og virus, og mod celler i kroppen, som ikke længere er normale og opfører sig normalt, f.eks. kræftceller.

En række vigtige celler indgår i immunsystemet, heriblandt især de hvide blodlegemer. Desuden danner vi antistoffer mod bakterier og vira, vi har været smittet med. Antistofferne kaldes også immunglobuliner. Immunsystemet kan huske, i nogle tilfælde hele livet. Et andet vigtigt system er komplementsystemet, der består af proteinstoffer, blandt andet mannosebindende lektin – MBL, der er et protein, som binder sig til en række sukkerarter, for eksempel glukosamin, mannose, fucose og galaktose, der er sammensatte sukkerstoffer, som er vigtige for cellekommunikationen og immunsystemet. Særlig vigtige er Betaglukaner, som findes i byg og havre, svampe samt en række produkter, f.eks. Betaglucare.

Ved svækkelser i immunsystemet nedsættes modstandskraften mod både bakterier, virus, svampe og parasitter af forskellig art. Dårlig kost, mangel på motion, mange former for medicin, andre kemiske stoffer og forurening svækker immunforsvaret, f.eks. tobaksrøg. Det samme gælder overdrevent alkoholforbrug og radioaktiv bestråling. Stress er også immunhæmmende.

Den bedste måde at styrke immunforsvaret på er at leve sundt i videste forstand. Først og fremmest er en sund og varieret kost nødvendig, motion i en passende mængde og et balanceret liv mellem arbejde og hvile.