Nyheder

Derfor bliver vi demente

8. marts 2016

Demens er en sygdom, vi i mange år har følt os magtesløse overfor. Men nu viser en ny undersøgelse, at flere faktorer kan reducere risikoen for demens.

I takt med vi bliver ældre, bliver flere og flere demente i dag. Det er en udvikling, der ikke stopper lige foreløbig, og derfor berører den forfærdelige sygdom rigtig mange mennesker. Nu har forskere gennemført et stort studie, der giver forklaringer på, hvorfor man bliver dement.

 

Hjertekarsygdomme og uddannelse spiller ind

Amerikanske forskere har lavet et studie, der har undersøgt nye tilfælde af demens hos 5.000 forsøgspersoner i mere end 30 år. Her fandt de tre årsager til, at mennesker udvikler demens. Flere internationale studier har givet lignende resultater, men det er første gang, der er lavet en så grundig undersøgelse, der viser, at risikoen for at udvikle demens kan reduceres.

Den reducerede risiko for demens blev observeret blandt personer, der mindst havde fuldført en uddannelse svarende til gymnasiet. Derfor mener forskerne, at uddannelsesniveauet kan spille en rolle. Der er stadig usikkerhed om hvordan, men de fleste demensforskere har en hypotese om, at uddannelse øger hjernens reservekapacitet, hvilket mindsker risikoen for demens.

En anden faktorer, der påvirker forekomsten af demens, er hjertekarsygdomme. Sygdommene indsnævrer blodårene, og det fører til dårlig blodcirkulation i hjernen, som kan udløse demens. Den sidste årsag kunne forskerne ikke identificere, men her spiller en eller flere faktorer ind.

 

Overvægt er en stor synder

De sidste år har der været et fald i antallet af ældre, der bliver ramt af hjertekarsygdomme i flere lande i Vesten samt en stigning i de ældres uddannelsesniveau, og det er positivt for udviklingen af demens. Desværre er antallet af overvægtige og tilfælde af type 2 diabetes steget, og det er også faktorer, der øger risikoen for demens.

Nye studier viser nemlig, at særligt overvægt midt i livet øger risikoen for at blive ramt af demens i alderdommen. Det kan betyde en vækst i antallet af demente i lande med en lav indkomst. I disse lande ses også en stigning i antallet af overvægtige og kombineret med, at de lever længere og lavt uddannede, har folk i disse lande en særligt øget risiko for at blive demente.

 

Fakta:

  • Mere end 80.000 mennesker lider af demens, hvoraf omkring 50.000 af dem menes at have Alzheimers.
  • Alzheimers er en sygdom, der resulterer i demens. Der er flere forskellige sygdomme, der kan give demenssymptomer.
  • Mindst 1.500 demente er under 65 år.

 

Kilder: Videnskab.dk

Forrige artikelPauser giver næring til skoleelevers læring

Næste artikelKager med sveskecreme og blåbær