Nyheder

Får du fuldkorn nok?

20. marts 2011

Fødevarestyrelsen anbefaler, at du får mindst 75 gram fuldkorn om dagen. Vi viser, hvordan det let lader sig gøre.

Fuldkorn er godt for organismen. Dels rummer fuldkorn både gode vitaminer og mineraler, og dels bidrager strukturen til en god tarmfunktion. Hvis du har tendens til forstoppelse, er groft brød og andre fuldkornsprodukter sammen med masser af vand ofte den enkle og virksomme kur.

For det er vigtigt med vand. Fuldkorn uden vand kan i nogle tilfælde forårsage propper i tarmsystemet. Så husk vandet. Du bør drikke omtrent 3 cl per kilo kropsvægt dagligt. Så hvis du vejer 75 kg, bør dit fuldkorn og den øvrige kost ledsages af to og en kvart liter vand hver dag.

For få fuldkorn

Men ligesom alt for mange danskere reelt lever mere eller mindre dehydrerede – med træthed og koncentrationsbesvær til følge – er det også for få danskere, der får fuldkorn nok. Faktisk mener Fødevarestyrelsen, at det kun er hver tiende dansker, der har styr på fuldkornsindtaget. 

Enkelt at spise sundere

Det er faktisk ikke så svært at få en sundere mave. Her er tre modeller, der sikrer den rette mængde fuldkorn.

Model 1: To dl havregryn til morgenmad og én skive rugbrød til frokost.

Model 2: Én dl mysli og én fuldkornsbolle til morgenmad, én fuldkornsbolle til frokost og ét stykke fuldkornsknækbrød til mellemmåltid om eftermiddagen.

Model 3: Én skive rugbrød til morgenmad, én skive rugbrød til frokost og én portion fuldkornspasta til aftensmad.

Fuldkorn er ikke nødvendigvis grov

Mange forbinder fuldkorn med meget groft og meget kedeligt brød, men fuldkorn er ikke nødvendigvis kernerigt. Så du behøver ikke nødvendigvis vælge det groveste rugbrød for at få fuldkorn. Også kernefrit rugbrød har fuldkorn, og du kan se på indpakningen, hvor mange pct. fuldkorn, brødet indeholder og sammenligne det med andre brød. Eller gå evt. efter Fødevarestyrelsens orange fuldkornsmærke, der sidder på de produkter, der har mest fuldkorn.

Fuldkornspasta er for nogle en hån mod det stolte, italienske køkken – men man kan i mange tilfælde med fordel blande fuldkornspasta med almindelig pasta. Det giver større mæthedsfornemmelse, og smagsforskellen er yderst begrænset.

Mætheden holder længere med fuldkorn

Børn og ældre mennesker behøver ikke 75 gram fuldkorn, men kan klare sig med 40-60 gram om dagen.

Spis mere fuldkorn. Det er sundt – og du kan måske samtidig smide et par kilo, fordi du bliver mæt hurtigere, og mætheden holder længere.

Forrige artikelGrøn super-smoothie

Næste artikelLever du sundt? Marianne Dulong