Nyheder

Flere danskere vil forebygge med medicin

Foto: Adobe Stock
26. marts 2021

Forebyggelse er et væsentligt element i at mindske risikoen for en række forskellige sygdomme, og det har stor betydning for både den enkelte og på samfundsplan. En undersøgelse viser, at flere danskere er klar på at forebygge med medicin, men kost og livsstil spiller også en stor rolle.

Der er risici forbundet med alle former for medicinsk behandling. Det kan man se ved at læse indlægssedlen fra noget så almindeligt som en pakke panodil eller p-piller. Øget risiko for brystkræft, blodpropper, infektion, humørsvingninger, blodmangel, allergiske reaktioner – og det er bare for at nævne nogle punkter på listen. Så det er sikkert at sige, at der ikke er nogen medicin, der er hundrede procent sikkert. Dermed ikke sagt, at det ikke i nogle tilfælde kan være livsnødvendigt eller risikoen værd. 

Men når der tales om forebyggelse, er kost og livsstil også væsentlige parametre, som man kan påvirke uden at skulle tage stilling til bivirkninger. En undersøgelse foretaget af YouGov viser dog, at flere danskere er indstillet på at bruge netop medicin som et forebyggende middel. Det svarer 80 procent af danskerne i undersøgelsen. I 2017 var tallet 74 procent. Det glæder læge og direktør for medicin.dk Henrik Villadsen. 

Det er særdeles godt nyt, at danskerne er mere positivt stemt. At forebygge sygdom eller sygdomskomplikationer er en effektiv metode til et længere og bedre liv, udtaler han i en pressemeddelelse.

Han følger op med at forklare, at netop livsstil med sund kost og en vis mængde fysisk aktivitet er grundstenene i forebyggelse, men at det ofte vil skulle suppleres med medicin. Her nævner han som eksempler blodtryksmedicin, kolesterolsænkende medicin og diabetesmedicin.

Middelhavsmiraklet

For nogle vil eksempelvis kolesterolsænkende medicin være en nødvendighed, men det er værd at vide, at der er parametre i din livsstil, du kan arbejde med. Forskning viser, at middelhavskost, som er rig på olivenolie, grøntsager, fisk, fibre og nødder, virker kolesterolsænkende på bare fire uger. Derudover er diæten også anbefalet af Hjerteforeningen for netop at forebygge hjertekarsygdomme.

En stor del af forklaringen på middelhavskostens sundhedsfremmende virkning skal findes i det, den indeholder. En anden del af forklaringen er det, som er fraværende. Hvidt brød, sukker, dårligt raffinerede olier og færdigretter provokerer leveren til at danne kolesterol og påvirker kolesterolbalancen i blodet. Derfor bør man undgå netop disse elementer, hvis man døjer med forhøjede kolesterolniveauer. 

I forhold til blodtryk er der ligeledes meget, man kan gøre med kosten, og også her vil mad fra Middelhavsområdet være gavnligt. Fisk, som er en stor del af menuen under sydens sol, indeholder nemlig omega-3 fedtsyrer, og studier viser, at mennesker, som spiser mere omega-3, har et lavere blodtryk. Man kan foruden fisk også ty til en god fiskeolie. 

At gå udenom sukker og bruge gode olivenolier i madlavningen vil også smitte positivt af på blodtrykket. Derudover kan tilskud med magnesiumcitrat, D3-vitamin, C- og B-vitamin også alt sammen være med til at få blodtrykket tilbage til et stabilt niveau. 

Fald i dødelighed

Der er situationer, hvor medicin i kortere eller længere perioder vil være en nødvendighed og redningskrans. Men for en del menneskers vedkommende vil et skarpt blik på livsstilen kunne afsløre risikoparametre eller mangler, som man kan arbejde med, og dermed mindske eller undgå behovet for medicin. Hvilken indsats, der skal til, og hvilke skruer der skal drejes på, er afhængigt af problemets karakter, og man bør altid opsøge læge, hvis noget føles forkert i kroppen. 

Forebyggelse kan redde mange fra at ende i livstruende situationer eller miste livet, og det er positivt, at der er kommet mere fokus på og vilje til at handle proaktivt. Det afspejler sig også allerede i visse statistikker. Eksempelvis har man med forebyggende indsatser formået at mindske dødeligheden af kranspulsåreforkalkning, som er en komplikation til både forhøjet blodtryk, kolesterol og diabetes. Henrik Villadsen ser positivt på udviklingen og giver en del af forklaringen til sundere livsstil.

Forrige artikelSådan gør du – skadefrit – haven forårsklar

Næste artikelSebastian Klein knækkede som menneske: “Måske var det en forsinket reaktion på mine forældres død”